Jeg har været her før. Mange gange endda. På fodboldbanen, piskende op og ned af banen i arvefjendeopgør mellem FCK og Brøndby. Når det kommer til computerspil er der stort set ikke noget andet sted end lige der på grønsværen, hvor jeg føler mig mere hjemme. Og selvom jeg har forsøgt mig med alternativer, må jeg indrømme, at det især gælder EA Sports' FIFA-serie.
Jeg kender turen op og ned af banen så godt som min egen bukselomme; en bukselomme der bliver en anelse større år for år, når EA Sports tweaker spillet og tilføjer nye elementer hist og pist. Aldrig så store ting, at jeg ikke kan genkende det gode gamle spil, men stort set altid så meget, at spillet hele tiden føles nyt og friskt.
Og hvad sker der så denne gang? Hvad er nyt under FIFA-solen? EA Sports har denne gang understreget at flere af de bærende elementer i spillet ikke bare er blevet finjusteret. Man har på flere punkter startet forfra og har bygget dele af FIFA op på ny. Blandt andet er der tilføjet en helt ny karriere- og managerdel - hvilket var tiltrængt - og dernæst har man også 'gentænkt' måden spillerne agerer i forhold til andre spillere og bolden på.
Det sætter selvfølgelig forventningerne til årets FIFA i vejret, og da jeg tidligere på året prøvede en tidlig version af spillet, var jeg da også ganske fortrøstningsfuld og tilfreds med det jeg så. Nu er FIFA 11 her så endelig - og selvom der er virkelig meget godt at sige om de ændringer og tilføjelser, der er lavet, så sidder jeg egentlig med en lille skuffelse i kroppen. Det betyder som sagt langtfra at FIFA 11 er et dårligt spil. Det er det ikke. Men det er på den anden side heller ikke helt, hvad jeg havde forventet og håbet på.
Hvis vi tager alle de gode ting først, så har grafikken fået et løft. Den er naturligvis blevet mere detaljeret. Selve grønsværen er fuldstændig lig den man fandt i FIFA World Cup: South Africa - altså en lidt mørkere og mere 'græsset' bane med mere struktur end i FIFA 10.
Spillerne følger nu tydeligt bolden og spillet med hovedbevægelser og øjnene - og når man kommer tættere på spillernes ansigter, er der kommet mere mimik på. I det hele taget har animationerne og detaljerne på spillerne fået et løft, så bevægelserne virker langt mindre "træmandsagtige". Derudover ser man også, at højde- og kropsforskellene spillerne iblandt kommer mere til udtryk nu end førhen, og det har den klare fordel, at det nu er langt nemmere at kende spillerne fra hinanden.
Men jeg opdager også at mine med- og modspillere ikke bare har fået et grafisk løft, nej, de agerer også anderledes i forhold til bolden. Eller rettere sagt: Løbemønstre og boldbehandling er individualiseret og mere 'intelligent' end tidligere. EA Sports kalder selv denne nye feature for "Personality Plus" - hvilket egentlig bare er et smart ord for at de 22 forskellige spillere på fodboldbanen rent faktisk også opfører sig som 22 helt forskellige og individualiserede spillere. Dennis Rommedahl vil således være lettere at identificere med sit hurtige løb, mens han, når det kommer til skudteknik, i højere grad end Messi vil have en tendens til at sparke forkert, skævt eller ikke helt præcis. Skudteknikken halter, mens løbemønstre og orientering mod bolden er en større styrke. I kampens hede er "Personality Plus" ikke noget man bemærker så meget. Men der er rigtignok og i højere grad end tidligere blevet tydeligere forskel på spillernes styrker og svagheder. På den måde er Personality Plus-konceptet et stort skridt i fremad, og det bliver spændende at se hvorledes det kan udvikles og forbedres i kommende udgaver af FIFA. Lad mig bare slå fast: Gameplayet i FIFA 11 er mere end solidt. Det er hamrende godt.
Når jeg alligevel er en anelse skuffet over FIFA 11 skyldes det, at der er så meget uforløst potentiale tilstede. Blandt andet har du nu i karrieredelen fået lov til at spille som målmand. Og denne tilføjelse viser med al tydelighed hvorfor det ikke tidligere har været en mulighed: Det er simpelthen ikke sjovt. Vælger du for eksempel at være målmand i "Be a pro"-delen, kan du roligt gå efter kaffe flere gange i løbet af en kamp. Det er nemlig sjældent at du kommer til at deltage i kampens hede - og når du endelig gør, er det for en meget kort bemærkning.
Sammenligner vi FIFA 11 med Madden 11, har udviklingen af sidstnævnte spil taget et gigantspring fremad i forhold til det fokus der er lagt i FIFA-serien. I Madden har man haft en virkelig god forståelse for kampene i kampen, dramaet og alt det der foregår udenfor banen. Vi så tendenser til, at man begyndte at inkorporere tilskuerreaktioner i FIFA World Cup: South Africa, og der er også elementer af det i FIFA 11. Men sammenlignet med Madden er det en tynd kop the. Hvor er hele stemningsopbygningen til kampene? Hvor er fokus på gentagne 'dueller' mellem spillere? Trænerfrustrationer? Det mangler fuldstændigt.
Et oplagt sted at få dette ind var også i managerdelen - men i stedet for at man ser dramaet, de taktiske overvejelser og journalisternes hårde domme, så bliver alt dette bare præsenteret helt tørt i form af en avisside, hvor man opdateres med nyheder om ens hold. Det er simpelthen ikke godt nok.
Jeg synes også snart det er på tide at sende kommentatorerne Andy Grey og Martin Tyler på pension. Der mangler simpelthen dynamik i deres kommentarspor. Tager vi igen Madden 11, så kan man bare se hvor meget den nye kommentator i dette spil har gjort for oplevelsen og dynamikken i spillet. Der er her en verden til forskel på 10- og 11-udgaven.
Denne måske lidt hårde kritik skal absolut ikke fjerne fokus fra at kernen af FIFA 11, nemlig gameplayet, er virkelig solidt og godt. Og det skal også siges, at der er tilføjet rigtig mange vidunderlige funktioner, som jeg slet ikke har haft plads til at nævne her, bl.a. at det er muligt at uploade dine egne slagsange, at der hentes highlights ud fra alle kampe, som du let kan dele med alle dine FIFA-venner, at mulighederne for at skabe og ændre på spillere og hold er mere detaljerede end nogensinde. Men EA Sports sætter selv baren højt, og derfor kan man også med rette komme med denne kritik.
FIFA 11 er således et gedigent og godt fodboldspil, der på mange måder skubber gameplayet i den helt rigtige retning. Men udviklerne af serien kan med fordel skele til deres Madden-kollegaer. På mange måder trænger FIFA nemlig til at genopdage sig selv med hensyn til de ting der ikke direkte berører gameplayet, så de årlige udgaver ikke bare bliver skåret efter "business as usual"-modellen. Målet er hver gang at komme så tæt som muligt på den ægte fodboldoplevelse - og det kommer man først, når man også viser og har forståelse for selve dramaet på og udenfor banen.