Dansk
Gamereactor
anmeldelser
FIFA Football 2004

FIFA Football 2004

Sidste års omstrukturering og optimering af konceptet, samt den store mængde mediestøj, har været med til at øge forventningerne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Så er tiden endelig kommet til den årlige opdatering af EA Sports' FIFA-franchise. Sidste års omstrukturering og optimering af konceptet, samt den store mængde mediestøj, har været med til at øge forventningerne. Målet har været at skabe en gameplaymæssig modpol til Konamis Pro Evolution-serie. Indtil videre har EA nemlig mest formået at skabe atmosfæren med de rigtige licenser i baghånden, mens Konami i højere grad har fanget spillet på banen. Dette år introduceres ekstra dybde til begivenhederne, og det skaber, sammen med et øget fokus på manageraspektet, en meget lækker pakke.

HQ

Det har været en tværgående tendens for EA Sports' titler, at de denne gang forsøger at skabe større spillermæssig udvikling. FIFA 2004 følger op på dette og lancerer muligheden for at sætte sig bag roret for éns eget virtuelle mandskab. Vigtige beslutninger skal tages, og et livligt spillermarked skal besøges. Truppen skal strømlines, mens man med et blik på økonomien sørger for at erhverve de rigtige spillere. En lang række egenskaber repræsenterer hver enkelt spiller, og karakterer er tildelt områder som skudstyrke, teknik og hurtighed. Dette er naturligvis realistisk gengivet på banen, hvor den kælne boldbehandling kræver de rette karakterer. Der er derfor mærkbar forskel på et hold fra den engelske tredjedivision og et fra Premier League. Muligheden for at være manager for et hold skaber et langt højere niveau af konsistens. Samtidig med at spillerpleje bliver essentielt, skal man højne sit omdømme. Er man dygtig nok, så vil de store klubber måske lokke med en kontrakt.

Kampene har også fået opmærksomhed. Forløbet er blevet væsentligt mere realistisk med mere vægt på pasningsspillet. Styringen er strikket glimrende sammen, så novicen med det samme vil kunne være med. Der er dog tilføjet et ekstra lag til fordel for den øvede. Når man først har mestret de basale bevægelser, så vil det nye "off the ball"-system langsomt udfolde sine vinger. Med de rette kombinationer vil man reelt set kunne styre spillere, som ikke er i boldbesiddelse. Konceptet fungerer lidt på samme facon som i Madden og giver helt klart flere valgmuligheder. Opgørene udvikler sig hurtigt til en krig om midtbanen, hvor slagene bølger intenst frem og tilbage, mens man forsøger at lave det perfekte indspil. Det er derfor et spørgsmål om tålmodighed, om det vil tiltale én - men tiden med de afsindige turbogennemløb er slut.

Lidt negativt er det, at kontrollen ikke virker helt intuitiv. Det første lange stykke tid skal man glane på keypadet, hvis man ønsker at gøre brug af de nye muligheder. Det skaber brud i en oplevelse, hvor opmærksomhed er essentielt. Der er desuden lidt problemer med spillernes reaktionshastighed, når de skal modtage kuglen, hvilket giver den forsvarende part en fordel. Efter noget tilvænning bliver det bedre, men det er noget, der helt sikkert vil irritere nye spillere.

AI’en har fået et ansigtsløft, så holdene nu reagerer mere som et kollektiv. Der er højere grad af opdækning og assistance. Derudover bliver de forskellige formationer nu også bedre udnyttet. Har man eksempelvis gang i en karriere, så finder man hurtigt ud af at variere sine egne opstillinger. Ellers kan man sagtens blive udspillet i banens herlige boldleg. Det skaber et taktisk niveau, hvor man bliver mere opmærksom på de enkelte spilleres force. Spiller modstanderen eksempelvis med en flad backkæde? Har de tre centrale angribere? Måske har de hurtige fløje? Alle disse spørgsmål skal besvares gennem taktiske modtræk, hvis man vil have point på kontoen.

Dette er en annonce:

FIFA 2004 har et dejligt appeal, og sandet strømmer hurtigt igennem timeglasset. I et fornuftigt træk er der nu også knyttet tættere bånd til Total Club Manager, hvor man kan benytte FIFA's platform til at udspille sine opgør - et glimrende koncept. Grafikken har yderligere fået et boost, og et hav af stokastiske animationer afløser de tidligere positionsskift. Effekten er tydelig under kampene, hvor det hele får et mere realistisk, glidende skær. Måden, hvorpå spillerne benytter hele kroppen, ser lækker ud, og kun små problemer med clipping giver sprækker i helhedsoplevelsen. Illusionen gives yderligere et løft af de evigt entusiastiske kommentatorer, der sammen med publikums stemningsudbrud og spillernes grynt giver en solid lydkulisse. FIFA 2004 er den foreløbige krone på et vellykket koncept, og karakteren suppleres med en solid pil i vejret.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Meget lækker samlet pakke.
-
Muligheden for at gå online mangler desværre.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

FIFA Football 2004Score

FIFA Football 2004

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Sidste års omstrukturering og optimering af konceptet, samt den store mængde mediestøj, har været med til at øge forventningerne.

FIFA Football 2004 skubbes af toppen

FIFA Football 2004 skubbes af toppen

NYHED. Skrevet af Rasmus Berg

Efter en lang periode med Electronic Arts velsmurte fodboldspil på toppen af den engelske hitliste, er det nu slut. Men der er ingen grund til bekymring hos giganten. Det er blot et andet af firmaets spil, der nu sidder lunt på første pladsen.



Indlæser mere indhold