Final Fantasy: Crystal Chronicles

Final Fantasy: Crystal Chronicles er på gaden d. 11. marts år 2003 til GameCube

Da Square i sin tid brød med Nintendo og hoppede med på PlayStation-generationen, gik der et suk igennem fankredse. Final Fantasy-serien, der havde sit udspring på Nintendos konsoller og som igennem utallige episoder fornøjede verden over, var pludselig faldet i fjendens lejr. Intet var det samme mere, magien var forsvundet. Og det kunne mærkes på populariteten af Nintendo 64. For nok skabte Shigeru Miyamoto to blændende Zelda-kapitler, men der manglende ligesom et eller andet. Imens buldrede PlayStation derudad, ikke mindst på grund af Final Fantasy 7, der til dato er det bedst sælgende FF-spil.

Det er først med afskaffelsen af de cartridge-baserede spil, at Square Enix igen har fået øjnene op for Nintendo. Men nu er udvikleren så også tilbage med en stil, der kalder på de gamle fans, der elskede tallerkenøjne, knæbukser og Moogles. Final Fantasy: Crystal Chronicles er nemlig som at vende tilbage til fortiden på det rent grafiske plan. Koalitionen af The Game Designers Studios, Nintendo og Square Enix syntes at være velfungerende, og det er først efter et par timers spil, at begejstringen langsomt siver ud af spilleren. Men det sker desværre.

For det første er historien til at komme igennem på fem minutter. Du er, som en del af en karavane, nødt til hvert år at rejse fra din hjemby i jagten på de dyrebare dråber af Myrrh. Disse bruges til at rense en gigantisk ædelsten, som beskytter din hjemstavn mod den dødelige Miasma, der hærger hele verdenen. Hvert år drager du ud på drabelige eventyr, der kræver kampe med ulækre øgler, skræmmende orker, og sidst, men ikke mindst, kolossale bosser. Og det er stort set det. Når denne indledning er fyret af, så serveres resten af historien i bittesmå bidder, der ikke er med til at underbygge nogen som helst form for historie, og som i hvert fald havde svært ved at få denne anmelder til at hænge ved.

Spillets andet problem kommer i skiftet af det grundlæggende gameplay. Væk er de turbaserede kampe, hvor du nøje planlægger brugen af magi, våben og healing. Crystal Chronicles minder mest af alt om en Diablo- eller Baldurs Gate: Dark Alliance-klon, hvor vejen frem er lange gange, nedslagtningen af monstre og til sidst opgøret med en boss. Du møder ganske enkelt op i et område, løber rundt på må og få og indsamler alt, hvad der kan samles og tæsker alt, hvad der kan tæskes, for så på et tidspunkt at stå over for den dungeon-boss, der for det meste kan tæves ved at bruge samme løbestrategi igen og igen.

Og hvis det ikke var nok, så har teamet oven i hatten lagt et irriterende tamt inventory- og kampsystem, der kan drive selv de mest hærdede eventyrere til randen af selvmord. Det er simpelthen ikke gennemført eller bare gennemtænkt. Alt for tit sidder du og henter nye healing-items ud af din sæk og alt for tit får du brugt tre i træk, fordi du tilfældigvis ikke fik trykket det rigtige antal gange på skulderknapperne. At man samtidig mister alle former for magi, så snart man forlader et område og derefter skal bruge tid på at få de mest enkle spells igen, når man træder ind i et nyt, er heller ikke med til at gøre livet lettere. Der er også en åbenlys mangel på slots til dine spells og items - der er alt for meget unødig roden frem og tilbage, for at få det hele til at stemme overens. Man kan naturligvis spille sig til flere slots, men det er desværre aldrig nok.

Dog er spillets mest irriterende opfindelse en beskyttende ring, som spilleren skal holde sig indenfor, for ikke at bliver påvirket af Miasmaen. I singleplayer-delen er det ikke så udtalt, da en AI-styret Moogle render i hælene på dig med den beskyttende ring, men i multiplayer kan det give store problemer, fordi man kan blive fanget uden for ringen og så mister livsvigtige hjerter i hobetal. Ligeledes er det påkrævet, at man i multiplayer finder én, der løber rundt med den beskyttende aura, og dermed ikke kan samle hverken noget op eller slås - hvem fandt nogensinde på det? At multiplayer så også udelukkende kan spilles med en Game Boy Advance og et linkkabel, gør det stort set umuligt at finde nogen at spille sammen med. Og det er egentlig spillets største problem, for der er en del sjov i multiplayer-delen. Men hvem andre end en redaktion af spilfreaks kan skrabe både tiden og isenkrammet sammen til at mødes og spille f.eks. 8 timer i træk? - for det er det, der skal til for at få noget ud af Crystal Chronicles.

Det er egentlig synd, at Nintendofans har skullet vente så længe på et Final Fantasy-spil, for så at få fingrene i noget, der mest af alt minder om Diablo uden den fornødne dybde. Endnu mere synd er det, fordi alt andet nærmest skinner. Grafikken er fabelagtig, det er de gamle 16-bit-spil med en ordentlig visuel overhaling og et sonisk tæppe af temaer, der er blandt nogle af de bedste serien nogensinde har haft. De originale karakterer, våben og landskaber er fortryllende og stemningen er helt i top. Det eneste, der trækker gevaldigt ned, er et yderst lineært gameplay og nogle underlige interfacebeslutninger, som i sidste ende er med til at frustrere mere end at fornøje - men det er naturligvis også nogle ret så væsentlige områder. Kan du se forbi dette, så er Final Fantasy: Crystal Chronicles måske alligevel noget for dig, men som en del af den velkendte spil-serie må det siges at være et skuffende bekendtskab.