Final Fantasy Crystal Chronicles: Crystal Bearers

Derfor var det med stor nervøsitet at Final Fantasy Crystal Chronicles: The Crystal Bearers blev puttet i Wii-maskinen. Hvordan ville spillet fungere med en Wii Remote, og ville det være af lige så høj kvalitet som tidligere spil i serien?

Crystal Bearers er den spirituelle fortsættelse af Final Fantasy Crystal Chronicles fra 2004, og selvom det ikke er en fortsættelse, så deler de to spil det samme univers. Har man allerede spillet Crystal Chronicles, er det ikke sikkert at man vil få det store udbytte af Crystal Bearers hvis man forventer en ren efterfølger.

Man tager i denne omgang rollen som Layle, en ung mand som kendetegnes ved at have et stykke krystal på den ene kind. Layle har magiske telekinesekræfter, som blandt andet gør ham i stand til at løfte og kaste med ting, udelukkende ved tankens kraft. Ved et tilfælde møder han fotografen og lommetyven Belle, og da de ved et uheld finder en stor krystal ved en gammel ruin, tager historien for alvor fart. I starten virker historien meget svært tilgængelig, men efter en times spil, begynder den langsomt at åbne sig mere op, og man bliver stille og roligt grebet af fortællingen.

Primært fortælles historien igennem cutscenes, og det fungerer rigtig godt. Stemmeskuespillet er udmærket, uden at være prangende, og spillet ligner til forveksling en gammel japansk animationsfilm. Dog er musikken ikke altid på niveau med dette. Final Fantasy spillene har en dårlig vane med at præsentere monotone lydlandskaber, og dette spil er desværre ingen undtagelse. Når man blot bevæger sig rundt i verdenen, for at nå sit næste mål, går musikken nærmest i dvale, og så bliver man som spiller træt af den samme melodi, der kører i tomgang. Men nogle temaer, både i og udenfor kamp, virker faktisk underbyggende for stemningen, så musikken ender med at levere et ganske ujævnt helhedsindtryk.

På sin vej igennem universet møder man også nye karakterer, og diverse varierende miljøer, men desværre er alle lokaliteter heller ikke lige spændende. Indendørs bliver det hurtigt brunt, gråt og kedeligt, og der er langt til den levende og farverige verden som man ellers kender fra tidligere Final Fantasy spil.

Mest af alt virker det som, at udviklerne har stilet efter at skabe et platformspil. Der er i højere grad lagt mere vægt på udforskningen af områder, samtidig med at man skal bruge sine magiske kræfter til at manipulere med platforme, ved hjælp af fagter fra sin Wii-remote.

Dette ville faktisk også fungere rigtig godt, hvis der ikke lige var for en ret væsentlig fejl. Kameraet er ikke helt gearet til al den action, og det virker stift og trægt når man så selv skal bevæge det rundt med piletasterne på sin controller. Dette gør sig også gældende i de forskellige kampscener i løbet af spillet, og eftersom al kamp foregår i realtime, bliver de områder med fjender hurtigt frustrerende og kedsommelige, og noget der simpelthen skal overstås for at komme videre.

Kampene foregår i nogle nøje afmålte doser, når at man f.eks. kommer til en lysning i en skov, eller i en ørken, hvilket i sig selv føles mekanisk. Når selve bekæmpelsen af fjender kræver, at man kaster rundt med de forskellige objekter, som nævnt tidligere, og når det samme kontrolsystem går igen, både ved platformselementerne, og i kampscener, bliver det hurtigt repetitivt og en anelse letkøbt.

For så at bryde de kedelige kampe lidt op, kommer der til tider et afbræk fra monotomien i form af lidt spændingssekvenser. Her skal man deriblandt skyde store dragelignende monstre, styre et luftskib eller bruge sin magi til at slippe af med sine forfølgere. Disse sekvenser er heldigvis noget mere underholdende, simpelthen fordi at de virker mere legende, både hvad angår wii-kontrollen og den måde de binder historien sammen på.

Da Layle flygter fra ordensmagten sammen med Bell, og man som spiller skal spærre vejen for forfølgerne ved at ødelægge broer, alt sammen fra ladet af en hestevogn, så indlever man sig helt og holdent i denne fascinerende eventyrverden.

Desværre er rollespilselementerne med dette spil blevet kraftigt nedtonet. Der er ganske vist nogle magiske items man kan kombinere på forskellige workshops spillet igennem, men det havde været sjovere hvis der var flere muligheder med hensyn til våben og items.

Man sidder lidt tilbage med fornemmelsen at det er en light udgave af Final Fantasy man har mellem hænderne, og at spillet prøver at ramme en lidt anden målgruppe end de gængse rollespillere. Det skal spillet dog have ros for, men det ville være en kærkommen tilføjelse hvis der havde været en højere sværhedsgrad eller et udvidet system for lidt mere erfarne RPG-fans.

For nye spillere som ikke har hverken det store kendskab til Final Fantasy-universet eller til rollespil generelt, er spillet meget nemt at gå til, og forhåbentlig vil disse spillere blive grebet af det store eventyr, som Final Fantasy altid har stået for.

Når historien først tager fart og når man har vænnet sig til styringen og det irriterende kamera, er spillet en god og underholdende oplevelse. Er man en dedikeret rollespiller, bør dette køb dog nøje overvejes.