Final Fantasy: Crystal Chronicles - Ring of Fates

Fjenderne vælter op af gulvet, men det er ingen sag at ondulere dem. De får nogle hurtige hug med sværdet, og hvis det ikke er nok, så fyrer jeg min ildmagi efter dem. For hver lille hule, jeg får tømt for fjender, når jeg et lille skridt nærmere målet. Hvis jeg dog bare vidste, hvor målet var i den store grotte. Jeg kigger ivrigt på mit lille kort, men enten er det fordi, jeg kun er otte år gammel og stadig ikke har lært at læse det rigtigt, eller også er det bare dårligt tegnet. Jeg kan ikke se, om jeg skal op eller ned, og det er bøvlet at få det store overblik på hovedkortet.

Nå, pyt skidt. Hvis jeg løber forkert, så er det nemt nok at løbe tilbage igen. Hvis bare alle fjenderne ikke genopstod, når man vendte tilbage til en hule, ville det være lidt mindre irriterende. På den anden side er det jo en mulighed for at skrabe ekstra genstande til mig, for fjenderne efterlader alverdens godter, når de dratter omkuld.

Nå, nu er jeg vist snart fremme. Men hvordan i alverden kommer jeg op på afsatsen lige over mig? Ah, hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før. Det er jo Alhanalem, der kan få os derop. "Alhanalem, nu er det din tur!", råber jeg, og straks aktiverer min gode ven sin særlige evne til at se hemmelige blokke, vi kan kravle op på. Sådan, så er vi oppe. Nu venter der en særligt stor modstander. Sådan har det været i alle de andre grotter, så sådan er det med garanti også her. Det er måske lidt ensformigt, men ellers er det sjovt nok. Jeg er jo kun otte, så det hele er jo bare skæg og ballade.

Final Fantasy er både en af de mest hæderkronede og omfangsrige spilserier, der findes. Hovedgrenen af Final Fantasy-familietræet er nået op på tolv medlemmer, og det er vel at mærke uden at tælle de små sideudgivelser med. Hertil hører Final Fantasy Crystal Chronicles: Ring of Fates, som er et actionbaseret rollespil til DS'en. Ring of Fates er tidsmæssigt en forløber for Final Fantasy Crystal Chronicles, som udkom til Nintendos Gamecube, og jeg må desværre erkende, at jeg aldrig har haft fornøjelsen af den udgave. Men i Ring of Fates gennemlever man historien om de to tvillinger Yuri og Chelinka, som med sværd og trolddom skal bringe orden tilbage i verden. De to tvillinger har særlige evner, som skal hjælpe dem og vennerne gennem den skabelonskårne oplevelse, som fungerer efter formlen frikvarter i landsbyen, eventyr-action i en grotte, boss-kamp. Man styrer kun drengetvillingen Yuri, mens pigen Chelinka holder i baggrunden, men dukker op, hver gang der er en mellemsekvens. I begyndelsen er tvillingerne på egen hånd, men i løbet af eventyret får de tre følgesvende, som hver har deres magiske styrker og svagheder afhængigt af deres race. Man skifter hurtigt mellem de forskellige karakterer, og de tre, man ikke styrer, følger automatisk med.

Alle kampe i grotterne udføres live. Man styrer selv figurerne under sværdkampene, og den direkte involvering i kampene klæder spillet godt - ikke mindst fordi kampsystemet er holdt ganske enkelt, men samtidig byder på en god portion dybde. Det er nemt at gå i sulet på fjenderne med sværdet, og når der skal stærkere pølser på grillen, så kan man gå om bord i magisystemet, som gør det muligt at angribe fjenderne på afstand. Det er nogenlunde vellykket, men DS'en små skærme gør det desværre vanskeligt at få fuldt udbytte af blandt andet de magiske ild- og frostangreb. Magien skal styres hen til fjenderne, og mens det står på, er man nødt til at stå stille. Og hvis fjenden samtidig er på vej til selv at angribe, så når man ofte ikke at fyre magien af, inden man selv ligger og roder rundt på gulvet.

Skærmen er ganske enkelt lidt for lille, eller også er figurerne en tand for store. Det har den betydning, at man oftere henfalder til bare at hugge og stikke i fjenderne, og kun når det virkelig er nødvendigt griber til magien. Værst er det dog, når man skal "stakke" forskellige magiske angreb fra flere af deltagerne i gruppen. Det er knudret, langsommeligt og bøvlet. Og det er en skam, for muligheden for at kombinere flere forskellige angreb er rigtig godt tænkt. I multiplayer fungerer det glimrende, men det kræver, at man har tre kammerater, som også har købt spillet og tilmed befinder sig i samme rum, da spillet ikke understøtter spil over internettet.

Synsvinklen i Ring of Fates er isometrisk, hvilket vil sige, at man ser alting skråt oppefra. Det ser flot ud, men har også den svaghed, at det er en smule upræcist at styre sine figurer rundt, fordi styrekrydset på DS'en ikke er skabt til at styre diagonalt med. Det er ikke spillets skyld, og selv om det er en petitesse, så lægger man desværre mærke til det, når man angriber og ind i mellem rammer ved siden af. Men synsvinklen er samtidig med til at gøre Ring of Fates til et rigtig flot DS-spil. Mellemsekvenserne glider flot afsted, og det samme gør de mange grotter, man turer rundt i. Lyden holder sig ikke tilbage med fine melodier, og så er halvdelen af dialogen tilmed indtalt og fungerer forbavsende godt, når man tager i betragtning, at det primært er lyse og småirriterende børnestemmer, man hører.

Ring of Fates er et flot spil, som samtidig er veldesignet. De mange grotter kan godt virke lidt uoverskuelige, fordi den indbyggede kortfunktion ikke er synderligt hjælpsom. Løber man forkert, er der ikke langt tilbage til rette vej, men hver gang, man løber ind i et nyt rum, så dukker fjenderne op påny, selv om man allerede har onduleret dem én gang. Det er unødvendigt, men hører også til i afdelingen for småting.

Der er ingen tvivl om at Ring of Fates er et fint kapitel i den alenlange Final Fantasy-saga. Spillet ligner andre spil i genren, men der er kælet for detaljerne, og hvis man kender og elsker spilserien, så vil man ikke fortryde et køb og kan endda lægge en enkelt karakter til syvtallet.