Final Fantasy Fables: Chocobo Tales

Der er nogle få ting, der binder Final Fantasy-universet sammen. Væsner, begreber og magi, for eksempel. Lige meget om du står ved Galbadia Garden eller på toppen af Mount Gagazet, kan du være sikker på at ildmagi hedder Fire, Fira og Firaga og den kæmpestore skildpaddeagtige tingest hedder en Adamantoise. Og den måske mest berømte fællesnævner for alle spillene er chocoboen, en fugl der nærmest ligner krydsningen mellem en struds og en påskekylling. Dette berømte stykke fjerkræ har en stor fanskare, og derfor kan det vel ikke undre nogen, at der nu kommer et nyt spil, hvor man stifter nøjere bekendtskab med chocoboen.

Og det er netop som chocobo du bliver smidt ind i Final Fantasy Fables: Chocobo Tales' verden. Boende på en chocobogård lever man det fede liv sammen med andre chocoboer. Desværre kommer din ven, en Black Mage, til at befri den ondskabsfuld magt Bebuzzo, og så har vi balladen. Ens venner er blevet tryllet væk og det er nu op til dig at rede trådene ud. Det sker ved hjælp af en hulens masse minispil hvilket, desværre, er mindre sjovt end det lyder.

Det bedste, der kan siges om spillene, er grafikken og lyden. Eftersom minispillene rent faktisk finder sted i bøger, springer omgivelserne op præcis som i de popop-bøger man havde som barn. Udover omgivelserne er alle figurerne udført i samme stil som Final Fantasy 3. Det ser forrygende ud og bliver understøttet af funky udgaver af Nobuo Uematsus forskellige ørehængere.
Navnene og temaerne på de forskellige minispil vil helt sikkert også få smilet frem.

Æsop og andre forfattere af fabler og eventyr har bestemt ikke levet forgæves, med minispil der hedder 'Adamantoise and the Cactuar', 'The Boy who cried Leviathan' og 'The Ugly Chocoling'. Samme originalitet er desværre ikke at finde i gameplayet, der føles som om det mere eller mindre er planket fra minispillene i Super Mario 64 DS. Eksempelvis skal man tegne trampoliner under chocoboen, således at den kommer op af bønnestagen.

Den mest solide del af spillet, der desværre først bliver introduceret nogle timer inde i spillet, er et kortspil der tager idéen bag Sten-Saks-Papir og blander den med elementer fra kortspil a la Magic The Gathering osv. Spillet fungerer nogenlunde således: Hvert kort har fire farvede felter. I to af felterne er der et skjold og et sværd. Idéen er så at have et skjold på det felt, hvor modstanderen har et sværd og samtidig have et sværd, hvor modstanderen ikke har et skjold. Lyder det kompliceret? Det er det sådan set ikke, selvom statuseffekter fra Final Fantasy-universet som Haste og lignende gør sit for at give spillet en smule dybde. Det er langt det sjoveste og mest intellektuelle spil i Chocobo Tales, og det er egentlig ret morsomt at sidde og skræddersy sit deck til perfektion.

Men ser man bort fra kortspillet, er Final Fantasy Fables: Chocobo Tales en ret pauver oplevelse. Historien er rørende uoriginal og spillene mangler simpelthen noget der griber fat i nakkeskindet på dig og holder dig fast til de to skærme. Så nytter det intet at billedsiden er som fin glasur og musikken er nougat for øregangene.