
Det har længe været lidt af en vittighed, at en spilserie hedder Final Fantasy, eller den Sidste Fantasi. Ikke desto mindre har serien været på banen lige siden 1987, og hvis nogen serie kan illustrere udvikling i spilverdenen, må det være Final Fantasy. Med den nyeste udgivelse er det da også om at træde en 17 år tilbage i tiden.
Final Fantasy III er klassisk rollespil. Fire helte, en færd, magi, luftskibe og alt det der. Tja, faktisk er det en tand for klassisk. Plottet er fuldstændig uden spænding, og selve gameplayet virker håbløst forældet. Jeg er fristet til at blæse på det, for det er jo Final Fantasy, men alligevel. Lad os dog for god ordens skyld få det mest presserende af vejen: Spillet har fået en grafisk makeover, og 17 år gamle sprites har måttet vige for 3D-figurer. Og det ser lækkert ud, det gør det. Det er meget pænt og nydeligt, en virkelig grafisk fornøjelse. Men der er lidt Kylie Minogue over Final Fantasy III; godt nok ligner det noget, der er nyt, men man kan ikke lave om på at det har lidt for mange år på bagen.
Foruden plottet, der ikke er mere overraskende end en gennemsnitlig tandpastareklame, følger spillet et meget stringent spor. Ens hold af eventyrere skal fra A til B, og vover man at bevæge sig væk fra den sti udvikleren har valgt, får man øretæver. Fjenderne, der hopper frem når man mindst venter det, er meget stærkere end man forventer. Det dræber fuldstændigt lysten til at tage på eventyr, og er meget irriterende, når spillet ikke nøjagtigt fortæller, hvor man skal hen. Random Battles, et fast indslag i Final Fantasy-serien indtil tolvte manifestation, er både mangfoldige og lidt kedelige. Det eneste, der faktisk er værd at berette om med hensyn til kampe, er det jobsystem, der bliver introduceret. Det er faktisk ret sjovt, at give sine små krigere forskellige jobs og udvikle disse.
Det værste er faktisk at alle de fejl og mangler, der var i 1990, stadig er i spillet her 17 år efter. Der er ingen savepoints, hvilket normalt betyder, at man må gemme, når man render mellem byer, grotter og lignende. Men meget snart opdager man, at det er urimeligt irriterende, ikke at kunne gemme midt i en grotte. Forestil dig lige at kæmpe dig gennem en grotte i et pænt stykke tid, for så at blive smidt ind i en bosskamp. Taber du så den, kan du begynde forfra. Det giver naturligvis en lang levetid, idet man kan gennemspille de samme 10-20 minutter et par gange, men det er det samme som at klippe små bider af Søren Ryge i en god actionfilm; det gør ganske vist filmen længere, men absolut ikke sjovere.
Der er lyspunkter, bevares. Grafikken er som sagt glimrende, og især indledningssekvensen ser blændende ud. Musikken er ligeledes god, præcis som musikken i Final Fantasy altid har været. Men det ændrer ikke på en central ting ved spillet. Der er nogle ting, der burde være blevet ændret. Sværhedsgraden er væsentlig højere end hvad man er vant til fra Final Fantasys side, især hvis man skulle være eventyrlysten. Hvis der var blevet brugt bare en smule tid på at justere og afbalancere spillet, som der er blevet brugt tid på grafikken, ville spillet være langt bedre. Det havde måske ikke været "rigtigt" Final Fantasy III, men det havde været et bedre spil.