Final Fantasy IX

Det er på mange måder en svær afsked, der skal tages med Final Fantasy-seriens sidste kapitel på Psone. Serien har levet og regeret på den lille grå (ja, vi er stadig nogle, der stædigt holder fast i, at en PlayStation skal være grå, grim og klodset), og at tage afsked med Final Fantasy er på sin vis det samme som at give den lille grå dødskysset. De to har været så meget igennem, og det er næsten ekstra udlideligt, at niende kapitel i FF-serien ikke blot vender tilbage til sine rødder men også gør det så overbevisende, at man ærgrer sig over, at det pludselig er slut.

Men helt slut er det ikke
For med det niende kapitel i serien cementeres det med al tydelighed, at Final Fantasy er den største rollespilsserie gennem tiden. Med en fuldendt historie, der bør tilfredsstille selv de farisærer, der ikke brød sig om historien i FFVIII (ok, den var måske også en anelse pubetær), et grafisk udtryk, der til stadighed overrasker og henrykker, en lydside, der stadig er præget af den kitschede midi-musik og de storslåede mellemsekvenser, der er blevet Squares varemærke - ja, der er Final Fantasy stadig på ale måder en storslået oplevelse.

Er der en forskel?
Men spørgsmålet er , om det er så fandens forskelligt fra de mange andre afsnit i serien? Det er niende gang, vi stifter gekendtskab med den sidste fantasi, og på et eller andet tidspunkt må det hele stagnere. Men sært nok, så gør det ikke, for en af seriens styrker er det gribende element. Det er historien, universet, personerne og de storladne kampe, der har udgjort hjertet i Final Fantasy. Selvom dette afsnit vender tilbage til rødderne i den forstand, at det behandler og udspiller sig i det univers, vi alle kender fra kapitel VII, så er der rigeligt med nyheder og rafinementer til, at man kan glæde sig som spiller. Mere end før fokuserer spillet på handlingen, og skiftet mellem de forskellige hovedpersoner i spillet, er mere udtalt og gennemgribende i FFIX end i de tidligere titler.

Zidane? Nej, det handler ikke om fodbold...
Vores fantasi tager sit udspring i på the Mist Continent i kongedømmet Alexandria, hvor den kække helt Zidane, en ung fyr med kvindetække, løvemanke og hale, planlægger at kidnappe den unge prinsesse Garnet i forbindelse med en kommende festival. Det viser sig hurtigt, at Garnet er meget villig til at lade sig kidnappe og lidt i stil med filmen A Life Less Ordinary løber hun af med det hele. Prinsessens moder, den før så fromme dronning, ligger tilsyneladende under for en forbandelse, da hun på det sidste har udvist en markant fjendtlighed ved at sende en hær af onde magikere ud for at erobre de omkringliggende lande. Således er scenen sat til et eventyr i stil med de helt store klassikere, og det er kun det mest blaserte af alle rollespillere, der ikke får en lille klump i halsen ved tanken om, hvad dette plot kan føre med sig.