Final Fantasy Origins (FF I + II)

Hironobu Sakaguchi er en japansk herre, der har haft en kolossal indflydelse på konsol rollespillenes historie. Han har i løbet af de sidste 16 år fortalt den ene medrivende historie efter den anden, og den dag han stiller sine "kunstneriske træsko" bør blive national sørgedag i Japan. Alle konsolejere, der har stiftet bekendtskab med serien, vil vide, at den elektroniske underholdningsindustri den dag vil blive et naturtalent fattigere.

Final Fantasy er ikke bare en spilserie, men en institution. Serien burde have sin egen stjerne på Hollywood Boulevard, for ingen anden spilserie har formået at henrykke alverdens RPG elskere med en så hjertevarm tilgang til det at fortælle en historie. Igen og igen har gamere ikke kunnet undgå at blive suget ind i Sakaguchi’s eventyrverden, hvor det godes kamp mod det onde er blevet skildret i episke fortællinger, der i historie og karakterskildringer er J.R.R Tolkiens eventyr værdige.

Gennem indtil videre 10 afsnit har Hironobu Sakaguchi berørt så forskellige kontroversielle emner som forurening, kærlighed og religion. Historierne i Final Fantasy har udviklet sig omkring meget forskellige personligheder, og i takt med at såvel serien som Sakaguchi-san er blevet ældre, er fokus på seriens personligheder blevet intensiveret. Hvem husker ikke Cloud fra syveren, som kæmpede med sine stærke hukommelsestab eller otterens Squall, der skjulte sin egen skrøbelighed bag en kold og afvisende facade. Sakaguchi løber sjældent tør for ord, følelser eller idéer.

Hvis du som denne anmelder først hoppede med på vognen, da Final Fantasy skiftede fra Nintendo til Sony’s PlayStation, giver Square dig nu rig mulighed for at opleve seriens oprindelse i Final Fantasy Origins. Titlen dækker over en genudgivelse af FF I & II, men denne gang på PlayStation. Disse spæde FF-udgivelser har hidtil kun har været at finde på NES. Serien startede på NES, og selv om der i dag er den generelle antagelse, at PlayStation og Squaresoft hænger uløseligt sammen, så er flere FF udgivelser stadig Nintendo eksklusive. Det var først i 1997, efter at Square og Nintendo ragede uklar med hinanden, at Square besluttede at udgive sine fremtidige produktioner på Sony’s konsoller. En ting der sendte chokbølger gennem den japanske underholdningsindustri, hvor troskab firmaer imellem prioriteres langt højere, end det er tilfældet i den vestlige verden.

Det er interessant at se, hvordan serien har udviklet sig i løbet af 16 år og 10 afsnit. Ikke kun på grafiksiden, men også hvad gameplay, sværhedsgrad og musikvalg angår. Bl.a. virker musikken i etteren upassende. Hver gang man træder ind i en forretning, kommer den samme underlige tivoli-karrusel musik. Sværhedsgraden er endvidere forholdsvis høj. Selv efter 3-4 timers spil er der overhængende fare for, at ens party får lov at samle deres tænder op med brækkede fingre - simpelthen fordi de endnu ikke er stærke nok til at tage kampen op med almindelige fjender. Der er heller ikke overensstemmelse mellem de pengebeløb, man vinder i kampene og butikkernes ublu priser. Ganske almindelige items koster det hvide ud af øjnene. FF I & II (etteren først og fremmest) er ganske enkelt mere kompromisløse end de senere afsnit.

Gameplaymæssigt er det åbenlyst at se, at disse første spadestik i FF serien har sine problemer. Da grafikken er så tilbagestående, er meget overladt til fantasien - og det behøver ikke være en dårlig ting. Vores karakterer angriber ikke fjenderne direkte, men slår huller i luften, hvorefter en fjende tager skade - eller som det sker halvdelen af tiden - rammer forbi med en drønirriterende "miss, miss, miss" meddelelse til følge. Det trækker kampene i langdrag, og det er i den grad enerverende. Det er endvidere påfaldende, at man efter timers spil stadig kun har 1-cifrede magic points til rådighed. Balancen mellem karakterer og fjenders styrke, vundne pengebeløb og priser, samt karakterudviklingens hastighed stemmer ikke overens. Det gør alt sammen spillene mere besværlige, end de burde være. Square har heldigvis fået bugt med nogle af problemerne i toeren, men Final Fantasy universet var ikke så indbydende i sen 80erne, som det er den dag i dag.

En anden ting er historierne. Spillenes introer er meget kortfattede, og der er en generel mangel på informationer om, hvor man skal hen næste gang, og det kan være noget af en opgave at få øje på den røde tråd i historierne. Det er selvfølgelig nemt at sidde i år 2003 og i bagklogskabens ulidelig klare lys kritisere spil med 15-16 år på bagen. Disse spil lagde grundlaget for selve genren på konsol, så det skulle være besynderligt, hvis Square havde ramt plet første gang. Naturligvis er der mange områder, hvorpå FF I & II ikke er afstemt i forhold til sværhedsgrad, historie m.m., men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag. Man har i etteren mulighed for at vælge enten den oprindelige sværhedsgrad fra NES udgivelsen eller i stedet en sværhedsgrad, der er mere eftergivende. Det beviser naturligvis, at Square udmærket er klar over, at etteren er temmelig kompromisløs.

Final Fantasy Origins er etteren og toeren i deres oprindelige former. Grafikken er derfor på et 1987-88 niveau, men Square har finpudset grafikken, så man alligevel vil opleve en forskel i forhold til originalversionerne. FF Origins indeholder nye introer og masser af artwork i PSOne kvalitet, som af naturlige årsager ikke var inkluderet i NES versionen. Endvidere er også lyden optimeret til PSOne standard.

Final Fantasy Origins er kun til de die hard RPG fans, som gerne vil spendere et par håndøre på at opleve denne uovertrufne series spæde begyndelse. Begge afsnit er på alle områder minimalistiske udgivelser og kan kun anbefales som et samlerobjekt til de fleste, mens de, der har gamet spillet på den oprindelige platform, med sikkerhed vil få sig et tiltrængt nostalgi trip. Hverken historie, kampsystem eller generel spilbarhed er i nærheden af det, vi kender fra FF VI og VII, som fans igen og igen har udråbt til seriens bedste afsnit. Selv holder denne anmelder også meget af VIII, IX og X, selv om to af disse afsnit har måttet stille op til verbale tæsk fra flere fans og anmeldere.