Skip to main content
Anmeldelser Final Fantasy Tactics Advance

Final Fantasy Tactics Advance

Stik mod alle forventninger, så er Final Fantasy Tactics Advance ikke en genudgivelse af PlayStation udgaven.
Thomas Tanggaard 20 oktober 2003

Final Fantasy Tactics Advance er på gaden fra d. 24. oktober år 2003

De fleste der har importeret spil til enten Super Nintendoen eller Sonys PlayStation, har gjort det for at få snitterne i de usædvanlige og besnærende RPGs som specielt USA har nydt godt af. En speciel undergenre står for mange som et særligt minde. Det strategiske RPG, der endelig ramte plet med henholdsvis udgaverne af Tactics Ogre på SNES og Final Fantasy Tactics på PSOne, var for denne anmelder højdepunkter i en lang række af import eventyr.

Heldigvis er Tactics Ogre ikke blevet glemt, og da amerikanske Atlus sidste år valgte at lave en slags remake version til Game Boy Advance, gik der ikke lang tid før spillet fik en fan renæssance. Det samme håber Square Enix givetvis på, for de har trukket dele af det gamle Quest hold sammen foran den håndholdte for at levere, hvad der kun kan betegnes som et yderst velfungerende og meget smukt kapitel i Tactics serien.

Stik mod alle forventninger, så er Final Fantasy Tactics Advance ikke en genudgivelse af PlayStation udgaven, men nærmere et spil bygget på de dyder og gode ideer, som der lå i originalen. Historien tager sit udgangspunkt i knægten Marche og hans venner, der på mystisk vis ender i en eventyrverden, efter at have åbnet en gammel bog. Plottet er fyldt med metahumor og spækket til randen med referencer til det tidligere spil og der går ikke længe, før man føler sig hjemme i St. Ivalice. Spillerens opgave bliver at finde sine venner, finde ud af hvad der foregår og så ellers finde en vej tilbage til den normale verden. Dette er naturligvis lettere sagt end gjort.

Selve spillet er dog langt fra det nogle spillere vil betegne som et klassisk Final Fantasy spil. Tactics aspektet i titlen er nemlig der hvor vægten ligges og det betyder et væld af strategiske valg og en finpudsning af ens krigere fra kamp til kamp. Kampene afvikles fra en såkaldt isometrisk vinkel, hvor landskaber ses skråt ovenfra og danner basis for spillets mange konfrontationer. Alt er turbaseret, hvilket betyder at du først rykker dine spillere ud i kamp, hvorefter spillets AI vælger at udføre sin strategi. Det er ikke helt forkert at kalde Final Fantasy Tactics Advance for en omgang avanceret skak. Imens kan så forskellige opgaver kræve forskellige indgangsvinkler, men reglen er altid at man mødes på slagmarken for at finde en løsning på historien.

Der er dog mange tiltag, der stikker dybere end blot en briks evne til at slå en anden. Spilleren kan vælge hverv til sine karakterer. Alt fra tyv til mager og kriger er muligt, med en del underklasser senere, som der opsamles erfaring nok. Dette krydres af med muligheden for at udstyre karaktererne med uendelig mange forskellige våben og magiske formularer. I kampe tildeles der af dommeren JP points, der kan indsamles til specielle angreb og sidst men ikke mindst de mange summons, som der også er i stort set alle andre FF spil. Det er imponerende at sende f.eks. en Totema ned over samtlige af ens fjender i en haglstorm ild og sten og se dem alle gå til grunde.

Historien snor sig ud og ind gennem de mange kampe og selvom den tit spædes op med afstikkere eller direkte nye eventyr, så er vender man tilbage til den, når små missioner og klankampe er overstået. Eventyret navigeres fra et kort, der samtidig giver mulighed for at besøge butikker, en monster ranch og sågar en fængsel. Sidst nævnte bruges, når en spillers karakter har brudt loven på slagmarken ved at bruge et våben eller en form for magi, der ikke er tilladt i den enkelte kamp. Og dette nye tiltag giver blot spillet endnu mere tyngde. Det er en fin balancegang der skal håndteres for at begå sig senere i eventyret.

Når nu europæiske spillere tilsyneladende skulle snydes for Tactics Ogre, så er det rart at Square Enix går hele vejen og serverer en sådan perle for det tørstende RPG publikum. Final Fantasy Tactics Advance er nemlig et bedre spil end Atlus alligevel fremragende produkt og man kan kun håbe at mødet med genren vil få spillere Europa op på barrikaderne i kampen for at få mere af samme skuffe udgivet på disse breddegrader.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
9 / 10
Spilbarhed
9 / 10
Langtidsholdbarhed
9 / 10
9
Fremragende ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser En ufattelig dybde i både taktik, karakterer og historie.
Minusser Kedelig musik i forhold til originalen.
Fuld profil 3.010 udgivne artikler
9
Fremragende Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Square Enix
Udgiver Square
Genre Strategy
Platforme
GBA
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.