Final Fantasy Tactics: The Ivalice Chronicles
Square Enix har forbedret et i forvejen fremragende strategispil - men det er ikke på alle punkter at opgraderingerne fungerer.
Final Fantasy Tactics udkom på den første PlayStation i 1997. Det blev oprindeligt skabt og designet af Yasumi Matsuno, som havde et ønske om at skabe et tilgængeligt taktisk spil i Final Fantasy universet. Resultatet blev altså Final Fantasy Tactics og det gik hen og blev en ganske pæn succes. Ved udgangen af 1997, havde det solgt over 1,2 millioner eksemplarer i Japan alene (spillet kom først til vesten i 1998).
Spillet er senere gået hen og blevet en kult-klassiker blandt fans og det er et af de mest elskede strategispil overhovedet. Så det er noget af en opgave Square Enix har sat sig selv på, med at restaurere denne klassiker - specielt fordi kildekoden til det originale spil var delvist gået tabt, så dele af denne remaster er skrevet fra bunden. Square Enix håber på at kunne introducere spillet til en ny generation af spillere og har derfor leveret denne The Ivalice Chronicles remaster, som tilfører en række quality-of-life opdateringer, en helt ny visuel stil, fuld voice acting, ny styring, opdateret UI og forskellige rebalanceringer af gameplayet.
Når man starter Final Fantasy Tactics - The Ivalice Chronicles op, kan man vælge om man vil spille i Enhanced Mode, som er den nye remaster, eller om man vil spille i Classic Mode, som er en 1:1 konvertering af originalen fra 1997. Classic kommer komplet med old-school 4:3 ratio, slørede mellemsekvenser men også med den charmerende og klassiske pixel-grafik. Denne version har fået tilføjet en autosave-funktion, men ellers fremstår det som originalen og det understøtter heller ikke trophies her på PlayStation 5.
I forbindelse med denne anmeldelse har jeg naturligvis spillet begge versioner, men fokus vil hovedsageligt være på den opdaterede udgave af spillet og hvilke ændringer der er foretaget her.
Allerførst en meget kort opsummering af hvad Final Fantasy Tactics er. Spillet udkom altså i 1997 og er et teambaseret taktisk isometrisk rollespil. Kampene udspiller sig i et grid, hvor hver enhed i et party kan bevæge sig og angribe én gang pr. runde. Forhindringer, terræntype og forskellig højdeforskelle i terrænet påvirker hvilke moves og actions man kan udføre. Når alle enheder i ens party har gjort hvad de skulle, så skifter turen over til modstanderen. Hvis du synes du har hørt det her før, så er det netop fordi Final Fantasy Tactics har inspireret massevis af spil i genren gennem mange år. Dertil er der så vævet en gribende historie, som tager nogle "twist and turns" undervejs, som den bør gøre i et Final Fantasy spil, og resultatet er et af de mest gribende strategispil overhovedet.
Under overfladen fungerer Classic- og Enhanced-udgaverne ens. De bygger begge på de samme principper og de samme mekanikker, men Enhanced-udgaven er blevet gjort langt mere tilgængelig end det originale spil. Som nævnt tidligere, er den visuelle del blevet kraftigt opdateret, menuerne og UI'en generelt er blevet opdateret, styringen er opdateret og ikke mindst er al dialog nu med fuld voice acting og flere dele af dialogen er skrevet om.
De to største umiddelbare forandringer kommer i form af den nye Combat Timeline og det nye Tactical View. Combat Timeline sidder ude i venstre side af skærmen og her kan man se i hvilken rækkefølge fjenderne angriber og hvornår det er ens egne troppers tur til at angribe. Det kan lyde som en lille ting - og som en ting man forventer af strategispil her i 2025, men det originale spil havde ikke denne timeline, og den gør altså en stor forskel og er med til at gøre spillet mindre frustrerende.
Den anden ting er som nævnt Tactical View. Da Final Fantasy Tactics foregår i et isometrisk perspektiv, med et ret lavt placeret kamera, vil der ofte være steder hvor ens tropper, eller ens fjender, kan være gemt bag huse, klipper eller andre forhindringer i landskabet. Selvom man kan rotere det isometriske perspektiv 90 grader af gangen, kan det stadig være svært at få et fuldt overblik over slagmarken og hvor fjenderne er placeret. Med det nye Tactical View, får man et top-down view over slagmarken og man får altså et langt bedre overblik og det er igen med til, at gøre spiloplevelsen noget bedre og mere nutidig.
Enhanced udgaven er et langt mindre frustrerende end originalen og jeg synes at mange af opdateringerne er med til at gøre et glimrende strategispil endnu bedre - men jeg er ikke helt sikker på, om de dedikerede fans er helt enige med mig. Ud over at gøre spillet mere tilgængeligt og nutidigt, ændrer disse justeringer nemlig også ved balancen i spillet og det er jeg ikke helt sikker på, at de dedikerede fans er vilde med.
Så kommer vi til den visuelle side, som ganske enkelt er et skud forbi mål. Først skal det siges, at menuerne er flotte og langt bedre at bruge end de originale og de nye mellemsekvenser er også en kraftig forbedring i forhold til de oprindelige. Men in-game grafikken er blevet ændret fra en charmerende pixel-art stil til en decideret karakter-forladt og sjælløs retning. Det er muligt, at grafikken rent teknisk er i en HD-2D opdatering, men den er slet ikke så charmerende og smuk som i for eksempel Octopath Traveler eller Dragon Quest 3 HD-2D remaken.
Den nye grafik er en betydelig grafik ændring, men jeg er ikke sikker på at det er en forbedring. Det ligner at den har været igennem et TikTok filter eller en AI og ud i den anden ende er der kommet noget... der bare ikke ser rigtigt ud. Det er virkelig ærgerligt. Lydsiden er også blevet opdateret, med et forbedret soundtrack, men det man for alvor lægger mærke til, er den opdaterede dialog, som nu også er indtalt, og stemmeskuespillerne gør det faktisk rigtigt godt.
Det taktiske gameplay er stadig stjernen her hele 28 år senere og med denne nye version har Square Enix opdateret et allerede fremragende spil på langt de fleste områder - og desværre også gået i en mindre god retning på enkelte andre områder. Både historien og det komplekse job-system holder stadig, og de nye quality-of-life forbedringer og den nu fuldt indtalte dialog gør, at spillet er noget mere let fordøjeligt for nutidens strategi-spillere.
Jeg vil dog også gætte på, at de mest dedikerede fans ikke vil være lige glade for alle opdateringerne, men jeg tror ikke man kan være uenig i, at Final Fantasy Tactics - The Ivalice Chronicles er det perfekte sted at starte, hvis man vil snuse til et af tidens bedste taktiske rollespil, da det er noget mere tilgængeligt end originalen. Det kræver dog stadig masser af tid og dedikation fra spilleren, men tiden i selskab med spillet vil være mindre frustrerende end for 28 år siden. Man kan jo bare prøve at spille den inkluderede originale version, så tror jeg at man vil opdage hvad jeg mener.














