Final Fantasy VII: Ever Crisis

Tilbage i 2020 anmeldte jeg et af de måske mest kontroversielle spil i nyere tid. Final Fantasy VII: Remake blev markedsført som en genskabelse/opdatering af et ikonisk spil, men endte i stedet med at være en nyfortolkning. I dag debatteres det stadig, om Remake er en skjult efterfølger til Final Fantasy VII: Advent Children eller sågar en ny historie i en anden tidslinje. Som forventet delte det mildest talt vandene blandt seriens fans. Tidligere på året fik jeg endelig lov til at spille et andet polariserende spil: det længe ventede Final Fantasy XVI. Efter 6 års udvikling var den karismatiske Naoki Yoshida og holdet hos Creative Business Unit III klar til at præsentere deres personlige vision for de nummererede Final Fantasy-titler. Resultatet endte med at være en oplevelse, der havde klare narrative elementer fra 80'erne og 90'ernes klassikere, men samtidig leverede en spilmæssig oplevelse mere i stil med Devil May Cry & NieR Automata end den turbaserede RPG-genre, som Squaresoft havde pioneret 30 år tidligere. Endnu engang havde Square Enix formået at splitte fanbasen i to.

Det er måske en anelse besynderligt at tale om XVI og Remake i forbindelse med anmeldelsen af en mobil free-to-play titel, men det skyldes netop, at hvor de førnævnte titler kigger fremad mod horisonten, er Ever Crisis: Final Fantasy VII en hyldest til klassisk Final Fantasy og en klar demonstration af Square Enix' absolut værste tendenser.

Lad os starte med det positive. Ever Crisis starter nemlig med et brag af en oplevelse. De første 30 minutter er en 1-til-1 genfortælling af Final Fantasy VII, som vi kender spillet fra 1997. Vi følger Cloud, Barrett og co. på deres terroristmission i steampunk-metropolen Midgar. Grafikken har fået et ordentligt løft, men er samtidig tro mod den klassiske PlayStation-polygonstil fra originalen. Alle figurer har derfor store hoveder, hænder og fødder sat sammen på en lille krop. Ligesom originalen ændrer grafikken sig markant, når der skal kæmpes, hvorfor karaktermodellerne fra Final Fantasy VII Remake bliver taget i brug.

På lydsiden forholder det sig på samme måde. Ever Crisis benytter sig ikke af den dynamiske musik fra Remake, men i stedet opdaterede versioner af de klassiske melodier, som Nobuo Uematsu komponerede tilbage i 1990'erne. Det er med andre ord Final Fantasy VII, som vi husker det allerbedst. Ever Crisis er ydermere også et af de smukkeste spil på markedet. Mængden af små detaljer og dedikation til kildematerialet er slående. Flere gange var det svært at forstå, at jeg rent faktisk spillede på en Pixel-telefon og ikke PlayStation 4.

Ligesåvel som den æstetiske og audiovisuelle præsentation, er kampsystemet en forrygende opgradering af det turbaserede ATB-system (Active Time Battle), som Squaresofts Hiroyuki Ito introducerede i Final Fantasy IV, og som var en del af seriens DNA i mere end 20 år - med undtagelse af Final Fantasy X. I ATB-systemet handler karakterer og fjender baseret på en tidsmåler. Når måleren er fyldt, kan en karakter udføre handlinger såsom at angribe, bruge magi eller andre færdigheder. Alt foregår i realtid, hvilket skaber et mere dynamisk turbaseret system, der tvinger spilleren til at handle hurtigere, da modstanderen ellers kan angribe flere gange.

I Final Fantasy VII fungerede det relativt simpelt. Alle karakterer havde en enkelt, relativt langsom tidsmåler. I Ever Crisis er der i stedet 9. Når tre bliver fyldt, kan en karakter bruge magi som Blizzard og Ruin, 4 låser op for stærkere fysiske angreb, og 6 lader spilleren bruge Cure til at hele sit team. Ever Crisis har tydeligvis lånt fra ATB-systemet i Final Fantasy XIII. Inspirationen fra kapitel XIII stopper dog ikke der. Ever Crisis har også en variant af de strategiske paradigmeskift. Under kampens hede kan dit team skifte løbende mellem "action" og "defensive" stance. Ved at bruge "action" angribes der non-stop, hvorfor man kun selv skal holde øje med ATB-måleren og beslutte, hvilke magier og færdigheder der skal benyttes. I action-stance bliver alle angreb også stærkere, men karaktererne tager væsentlig mere skade. "Defensive" fungerer direkte modsat. Det er altafgørende at skifte mellem de to, da det ofte er årsagen til, at du vinder eller taber.

Et andet nyt twist til den klassiske Final Fantasy VII-dynamik er muligheden for at anvende flere Limit Breaks - Final Fantasy-seriens svar på specialangreb - på én gang. Her stiger skaden, man forårsager, eksponentielt, hvilket tilføjer endnu et taktisk element. Summasummarum leverer Ever Crisis en solid evolution af seriens efterhånden ikoniske kampsystem.

Spillets ambition er dog ikke kun at genfortælle historien fra den heldige syver. I stedet sigter Ever Crisis efter at genskabe hele den såkaldte "Compilation of Final Fantasy VII". Pakken indeholder prologerne Crisis Core, Before Crisis og det aflyste Battle Royale-spil The First Soldier såvel som filmen Advent Children og det rædselsfulde skydespil Dirge of Cerberus. I skrivende stund inkluderer Ever Crisis "kun" Midgar-delen af Final Fantasy VII, det første kapitel fra Crisis Crisis og en helt ny historie om elitesoldaterne fra SOLDIER og skurken Sephiroth. Det føles en anelse kort, specielt når Crisis Core allerede fik en tro remake sidste år. Det er dog planen, at Square Enix vil opdatere med nyt indhold løbende frem mod udgivelsen af Final Fantasy VII Rebirth næste år.

Og det er her, vi desværre når til den negative side af Ever Crisis. Square Enix har inkluderet et utal af "Gacha"-elementer, der konstant minder dig om, at de virkelig, virkelig gerne vil have dig til at bruge penge. Nostalgien efter at have spillet igennem den første mission brydes hurtigt efter, at jeg blev bombarderet med lootboxes og special events. Vil du gerne have nye våben? Jamen, så skal du altså betale eller grinde ligegyldige side missioner til al uendelighed for at finde de rigtige komponenter. Der er nemlig ingen spændende "loot" at finde i historiemissionerne, kun en evig strøm af de samme mineraler til at opgradere dine våben - og det går alt for hurtigt. Det er heller ikke muligt at spille de enkelte kapitler fra start til slut. Oftest spillede jeg igennem et kapitel og var nødt til at hoppe ind i den hjernedøde online-multiplayer mod de samme tre bosskampe om og om igen. En anden måde at stige i niveau er spillets dungeons. Selvom konceptet i sig selv er ok, er det desværre bare endnu et genbrug af områder fra hovedhistorien. Det er lidt antiklimatisk at klare en spændende mission, hvorefter jeg skal genspille en arkadeversion for at være stærk nok til at komme videre i narrativet.

Med Ever Crisis fortsætter Square Enix deres tradition med at gøre lanceringen af deres mobile Final Fantasy-titler til en "big deal". Da jeg deltog i Tokyo Game Show 2017, var messens største bod sågar dedikeret til den kontroversielle pengemaskine Final Fantasy XV: A New Empire. Ever Crisis er ikke i nærheden af at være lige så slemt som hverken dét eller katastrofen All The Bravest fra flere år tilbage. Her er rigtig meget at elske. Et innovativt kampsystem inspireret af fortiden, en smuk genfortolkning og nyt historieindhold om en af spilbranchens mest unikke skurke. Desværre bliver oplevelsen holdt gevaldigt tilbage af de absolut værste trends på det mobile spillemarked. Elsker du Final Fantasy VII og ser frem til Rebirths lancering næste år, vil jeg anbefale at give det et skud. Alle andre kan roligt springe over.