Final Fantasy XIII-2

Det var til store forventninger, at Final Fantasy XIII blev udgivet tilbage i 2010 som den første titel i den lange spilserie, der udkom på den nye generation af konsoller. Med sig bragte det flot grafik, et mere actionpræget kampsystem, og japansk melodrama til den helt store guldmedalje. Desværre bragte det også en træg historie, lineært banedesign, og ja, japansk melodrama til den helt store guldmedalje.

Denne kritik har Square Enix taget til sig under udviklingen af deres seneste spil i serien, og lovet mere frihed for spilleren, bedre historiefortælling, og et stærkere kampsystem. Efter at have følt samme skuffelse som mange andre fans af serien, var det derfor med spænding at jeg gav mig i kast med Final Fantasy XIII-2.

Historien finder sted tre år efter det oprindelige eventyr, hvor Lightning, efter at have reddet sin søster, og alle indbyggerne af den svævende by Cocoon, forsvandt sporløst. Alle antager at hun omkom under sin redningsaktion, men hendes søster Serah, som denne gang indtager rollen som hovedperson, er overbevist om at hendes søster stadig er i live et sted. Hendes mistanke styrkes blot da hun møder Noel, en mystisk figur som påstår at være sendt af Lightning for at genforene de to søstre.

Noel giver Serah en gave fra Lightning, en Moogle ved navn Mog, et fabeldyr som blandt andet kan forvandle sig til et våben og finde skjulte skatte. Uden tøven vælger Serah at følge med Noel gennem en tidsportal, og de to helte må herfra kæmpe sig gennem diverse områder og tidslinjer, altimens de forsøger at finde Lightning, og at redde verden fra at gå under på grund af talrige paradoxer, der er opstået overalt.

Umiddelbart kan denne historie måske virke overvældende, men den hænger faktisk bedre sammen end historien i spillets forgænger. På trods af de mange spring i tid og sted, har det hjulpet at udviklerne har valgt at fokusere på to hovedpersoner, der følges ad hele vejen gennem historiens forløb, da det er knap så forvirrende som i forgængeren, hvor de seks hovedpersoner blev splittet op, og i små grupper oplevede hvert deres eventyr.

Der er heller ikke så mange lange filmsekvenser, hvor der bruges evigheder på figurernes forhold til hinanden, og der er skruet en del mere op for tempoet i historiefortællingen. Den nye Cinematic Action feature gør også filmsekvenserne mere interaktive med velplacerede quick time events, der sørger for, at man føler sig som en større del af handlingen end bare en passiv tilskuer.

For at leve op til løftet om en mindre lineær spiloplevelse, har udviklerne benyttet sig af et "hub" system, kaldet Historia Crux. Dette er ganske enkelt et menusystem, hvorfra man vælger hvilket område og tidspunkt, man ønsker at rejse til, så længe man vel at mærke har indsamlet de nødvendige artefakter fra et tidligere område. Systemet er såmænd ganske overskueligt, men desværre bringer systemet også em del negativt med sig.

Hvert område føles meget småt, og følelsen af at være på et stort eventyr er ikke rigtigt at finde på grund af dette. Det hjælper heller ikke, at mange af områderne genbruges med forskellige versioner af de samme steder, alt efter hvilket årstal man vælger at besøge det. Noget af dette genbrug er en del af hovedhistorien, hvor konsekvenserne af ens handlinger skal ses, men der er også mange af områderne, som udelukkende er der for at lægge baggrund til sidemissioner. Den manglende variation er lidt synd, da man efter mange timer med spillet hurtigt kan begynde at kede sig lidt med ensformigheden.

Et andet problematisk punkt med Historia Crux-systemet er indsamlingen af artefakter. Hver ny tidsportal, man finder på sin vej, skal bruge et artefakt for at blive låst op, hvilket ikke gør det store, hvis man følger den slagne vej af spillets historie. Hvis man til gengæld begynder at eksperimentere med de forskellige sidehistorier, kan man risikere at løbe tør for artefakter, og derfor komme til at sidde godt og grundigt fast.

Det skete for mig, hvilket betød at jeg måtte tilbringe et par timer med et af spillets minispil, Chocobo-væddeløb, for på den måde at tjene nok penge til at købe mig frem til det nødvendige artefakt. Det var en meget frustrerende situation, og den afskræmte mig fra at prøve yderligere sidemissioner, indtil jeg havde gennemført spillets hovedhistorie.

En ny feature i spillet er måden hvorpå man kan rekruttere de monstre, man kæmper imod, for på den måde at kunne tilføje det til sin kampgruppe. Hvert monster opfylder en af de velkendte roller, som blandt andet Medic og Ravager, og de kan alle opgraderes ved hjælp af diverse materialer, som indsamles under kamp. Dette gør, at man udover at fokusere på de to spilbare figurers level, også bruger en del tid på at forbedre sit monsters evner.

Det fungerer faktisk godt, og det er en smart måde fra udviklernes side at tilføje en tredje figur til kampsekvenserne, som man husker det fra forgængeren. Derudover kommer der også det Pokémon-lignende element, hvor man manisk prøver at samle alle de monstre ind, man falder over på sin vej.

Kampsystemet fra tretteneren er tilbage, og på trods af løfter om en forbedring fra udviklernes side, fungerer det fuldstændigt som man husker det fra forgængeren, dog med en lille forskel. Ved hjælp af den trofaste Mog er det nemlig i denne omgang muligt at vurdere, om man vil starte en kamp eller forsøge at flygte. Når man løber ind i en gruppe monstre, dukker der nemlig et lille ur, eller Mog Clock, op under ens figur, der viser hvor lang tid der går, inden monstrene går til angreb.

Kan man skabe nok afstand til fjenderne inden tiden rinder ud, afblæses kampen. Det er også muligt selv at gå til angreb, og hvis ens slag rammer som det første, vil det give spilleren en fordel under selve kampen, da der vil gå kortere tid mellem ens angreb. Systemet fungerer godt, og det hjælper at kunne slippe for de mere intetsigende kampe, hvis ikke man ønsker at spilde tid på dem. Der er også enkelte monstre, som går til angreb med det samme, så man slipper ikke helt for at svinge sværdet.

Final Fantasy XIII-2 er en klar forbedring i forhold til forgængeren. Historien er mere overskuelig og bedre fortalt, og der er langt mere frihed at finde i måden, man vælger at gennemføre det på. Desværre trækker det en del ned, at udviklerne har valgt at bruge et hub-system for at skabe denne frihed, da hele spillet koges ned til små sektioner, uden man rigtigt føler en decideret sammenhæng.

Final Fantasy-serien er kendt for at sende spilleren på et stort eventyr, hvor man er på en lang rejse gennem den verden, hvor spillet foregår. Dette er ikke tilfældet med XIII-2, og det er meget ærgerligt, da spillet ellers fungerer så godt. Med den store mængde sidemissioner og indsamlingen af monstre er der mange timers underholdning at finde her, og er man fan af XIII, er der masser at få ud af dette spil. Det skal dog siges, at spillet kræver et vist kendskab til forgængerens historie, og jeg vil derfor fraråde Final Fantasy-nybegyndere at starte med denne titel.