Final Fantasy XIV: Stormblood

Denne anmeldelse er baseret på de første indtryk af Final Fantasy XIV: Stormblood og kan muligvis ændre sig

Da Square Enix i sin tid annoncerede Final Fantasy XIV som et online spil i samme boldgade som forgængeren Final Fantasy XI, var jeg mildest talt ikke begejstret. Spil i serien skulle nydes som store episke single-player oplevelser og ikke i selskab med en masse andre forhåbningsfulde unge eventyrere. Kombiner denne skeptiske holdning med den katastrofale udgivelse og dissonans fra, hvad brugerne vil have af et Final Fantasy-spil, gjorde heller noget godt for den ellers stolte serie.

A Realm Reborn: Final Fantasy XIV formåede at gøre det umulige, Naoki Yoshida hævede spillet op fra afgrunden og omdannede, hvad der i første omgang var en direkte katastrofe, til en af genrens mest velpolerede og interessante titler. Selv med min enorme skepticisme overfor hele projektet med en online-del faldt til jorden, da A Realm Reborn: Final Fantasy XIV trykkede på alle de rigtige knapper.

Efter et utal af timer i selskab med både Heavensward og A Realm Reborn står jeg så her med den tredje titel i sagaen om Hydaelyn, og jeg kan med stor entusiasme meddele, at Naoki Yoshida har klaret at holde spillet friskt og tilføjet nok nye elementer, selv efter den forrygende udgivelsespakke vi fik i 2015.

Stormblood starter næsten lige i kølvandet på dine eskapader i Heavensward og karakterer som Lyse, Alisaie og co. er alle sammen tilbage i kampen mod det onde imperie. Især den ellers tidligere sidekarakter Lyse er tilbage og har taget føresædet i denne omgang, da Stormblood foregår på hendes hjemegn.

Udover de tilbagevendende karakterer handler Stormblood i store træk om befrielsen af Ala Mhigo området, som er lokaliseret ved Gyr Abania. Historien går heftigt igang allerede fra starten og før du ved det, bliver man smidt med hovedet ind i borgerkrigen som den mest essentielle og erfarne kriger i modstandsbevægelsen.

Plottet i Stormblood fortsætter spillets trend med at fortælle episke historier på et til dels mere avanceret og nuanceret niveau end andre MMORPG-spil på markedet. Med et kæmpe antal af forskellige mellemsekvenser (mange med stærkt stemmeskuespil) og quests med større betydning end bare "slå de her dyr ihjel og bring mig deres skind".

Mange skal ikke regne med en historie på niveau med et single-player Final Fantasy-spil, men den har stadig nok indhold til at holde dig interesseret og karaktererne har alle sammen gode personligheder, ved siden af den tomme skald som din egen karakter besidder. Det er forfriskende, at Stormblood, ligesom sine forgængere, virkelig ihærdigt prøver at fortælle en episk historie, der til dels ikke behøver interaktion med andre spillere.

Den helt store stjerne i Stormblood er dog uden tvivl den flotte og velkonstruerede verden. Mere end nogensinde før, føles den som en kærlighedserklæring til de mange fans af serien og er en symbiose af de bedste elementer vi kender fra klassikerne. Specielt låner den æstetiske og mekaniske side fra Final Fantasy VI, Final Fantasy IX og Final Fantasy XII. Det er dog aldrig for meget, og Stormblood formår stadig at have sin egen individuelle personlighed.

De nye områder kan i starten føles lidt golde og forladte, især The Peaks er ikke blandt de mest interessante steder Square Enix har konstrueret, men jo mere de rejser rundt på diverse eventyr desto mere kommer de enkelte små detaljer frem og fanger dig ligesom A Realm Reborn og især Heavensward.

Og når vi snakker om lokationerne er det selvfølgelig værd at nævne, hvordan Stormblood formår at holde Final Fantasy XIVs placering som et af de smukkeste MMORPGer på markedet. Alt fra lyseffekterne til din magi er fyldt med partikler, et virvar af farver og kreativitet. Den nye Red Mage-klasse er blandt de mest imponerende.

Og når vi nu snakker om de nye classes Samurai og Red Mage skal det nævnes, at de spilles som en drøm. Begge er ekstrem offensive, hvorfor Samurai skiller sig særligt ud, da du ved at komponere et bestemt antal komboer kan være mere dødelig end nogensinde før. Ydermere er der fuld fart over feltet med hurtige bevægelser og manøvre.

Red Mage er på den anden side en blanding af en White og Black Mage, som også kan bruge sværd. Magierne når selvfølgelig aldrig at blive ligeså stærke, men muligheden for konstante skift imellem magier, fysiske angreb og dualcast gør dig til en yderst dødelig modstander. Af de nye spillestile, var jeg især imponeret over Samurai, som er en ren fryd at spille med.

Stormblood har, desværre, stadigvæk også de værste elementer fra de tidligere kapitler såsom den katastrofale UI, som nærmest dækker halvdelen af skærmen og irriterende pauser i Main-scenario, hvor det bliver nødvendigt at grind for at komme videre. Det er en mindre detalje, men stadigvæk synd.

Historien omkring Final Fantasy XIVs succes har været lang og turbulent, men ikke desto mindre er det i dag et af de bedste Final Fantasy-spil på markedet, sågar selvom man inkluderer guldalderen på PS1. Trods nogle irriterende gentagelser fra de tidligere kapitler i Final Fantasy XIV-universet, er Stormblood en fremragende udgivelse, som varmt anbefales til alle ejere. Hvorvidt de forskellige raids formår at levere vides stadig ikke, og jeg vil derfor gemme min helt endelige konklusion til senere på ugen.