Final Fantasy XV

I forhold til film er der ikke mange spilinstruktører som bliver associeret på nogen meningsfuld måde med deres projekt. Men ved siden af Shigeru Miyamoto, Rod Ferguson, Jade Raymond og Hideo Kojima, så har ordene fra Hajime Tabata en betydelig vægt.

Nu har vi endelig haft mulighed for at bruge tid med den oplevelse, som Tabata både har været fortaler for og kritiker af, siden han tog over for Tetsuya Nomura i 2014. Vi har skrevet dette preview med Tabatas mission i baghovedet: Final Fantasy skal være fantastisk igen.

To af hovedpointerne fra Tabata igennem de seneste par år, har været at Final Fantasy skal være mere moderne, og det skal være mere relevant for publikum over hele verden. Åbningsscenen i Kapitel 1, som viser Kong Regis sige farvel til sin søn Noctis, fanger perfekt denne forestilling af moderne design, og samtidig præsenterer den en række karakterer, som ikke kun er tilgængelige, men også sympatiske. Spillet holder dig fast, så man lægger mærke til de udsøgte detaljer ved karaktererne, og at man bliver opslugt af nuancerne i deres opførsel. Regis er tydeligt svækket efter års stålsat beslutsomhed.. Noctis er bare et barn, som ikke ser forbi hans egen refleksion i spejlet, men han er helt sikkert cool.

De stærke, livagtige og let genkendelige personligheder er også tilstede i selve spillet. Det ser vi som Noctis og hans venner Ignis, Prompto og Gladiolus skubber deres sammenbrudte bil afsted. Det er en højest udsædvanlige åbningsscene, en af de mest usædvanlige vi har set i spil, selv når vi taler om japanske rollespil. Den sidestiller på bedste vis vores egen forestilling af virkeligheden med et fantasiscenarie: En gruppe kække drenge med deres fars bil, komplet uvidende om hvad der ligger forude.

De tror de er på vej for at se prinsen formelt forene staterne (altså blive gift). På den ene side er scenariet meget sødt og nemt at forstå, men de politiske undertoner er mere modne og elegante i deres fortællerteknik. Dialogen er sjov og åbningsskuddet er fantastisk.

Personlighederne og karakterernes indbyrdes interaktion er fortsat højdepunktet for Final Fantasy XV, som vi begiver os ind i spillets verden, hvor tekniske problemer desværre også melder sig ganske hurtigt. Vi bliver nødt til at sige, at det er ganske nødvendigt for Square Enix at bruge flere måneder på at reparere den ringe billedehastighed.

Selvom samtalen med mekanikeren Cindy er fantastisk medrivende, hvor vi desuden også modtager vores allerførste opgave og lærer alt omkring butikker, så er det når vi begiver os ud i vildmarken at det bliver smertefuldt.

Bekymrende er det, at det ikke bare er spillets indre der kæmper, men også selve strukturen. Spillet jagter beskidt realisme, og derfor føles det mærkeligt at begive sig ud i bakkerne for at jagte Sabretusks. Ja, missionen er blevet døbt "The Pauper Prince", der gerne skulle signalere at prinsen starter som ingenting, og vil blive noget meget større, men at udføre betydningsløse opgaver hiver en lidt ud af det store narrativ.

Dilemmaet som Tabata og hans hold står overfor melder sig hele tiden. Nogle gang er problemerne helt væk, og andre gang står de i kø for at gøre sig bemærket. Der er en overvældende følelse af storhed når vi kæmper imod et sovende bæst på størrelse med en bus, hvor Noctis må snige sig rundt for at undgå en direkte konfrontation, og disse øjeblikke er strøet ud over et hvert et område. Det er nærmest en MMO-inspireret struktur, hvor du har en række opgaver, et stort åben område og hvor historiens struktur lidt er op til dig.

Final Fantasy XIII blev utrolig kritisteret for at være alt for lineært, men i Final Fantasy XV bliver du og historien stort set bare overladt til jer selv. Følelsen af frihed betyder i virkeligheden, at Noctis og resten af holdet enten kan fiske eller at kæmpe imod kolossale bæster fra start af. Det kunne være rart at blive holdt lidt i hånden, særligt i forhold til ens kampevner.

Når alt er sagt er gjort, så er kampscenarierne jo netop det som har gjort Final Fantasy til det det er. Igen favner Final Fantasy XV den frihed, som tillader gruppen at bevæge sig strategisk rundt om deres mål. Du styrer hovedsageligt Noctis, som kan vælge at angribe med ét af fire våben eller værktøjer. Meget hurtigt beder spillet dig om at bruge Phase, som er en teknik der teleporterer Noctis imellem belyste punkter. Det ligner lidt Blink-evnen fra Dishonored eller Destiny, og er ganske effektivt hvis man gerne vil have overtaget. Når man kæmper bliver den surmulende Noctis forvandlet til en formidabel kriger, som du faktisk ønsker at forbedre og tilpasse. Selvom Noctis laver sine egner angrebskombinationer, kan resten af holdet tilføje deres egne bevægelser via forbundne angreb. De har hver deres specialitet, såsom Gladiolus Tempest (sværd) eller Promptos Pierce (skydevåben), som kan bruges hist og her.

At bare smadrer hånden ned på alle knapperne tilgives, indtil holdet skal op imod den første store trussel, en gigantisk Dualhorn, og her skal man kunne bruge sin kampenhed på effektiv vis. En dejlig tilføjelse er at et af holdmedlemmerne tit foreslår en strategi inden man kæmper. Hvis den strategi bliver fulgt, får du ekstra AP-point når kampen er slut. AP bliver brugt til at købe nye evner fra Astralsphere, spillets opgraderingsmenu. De tidlige opgraderinger inkluderer Airstep, der lader dig bevæge dig i luften under et angreb og Rapid Regen, der giver dig flere livspoint og hurtigere regeneration. Du får kun ekstra opfordring til at præstere ved at se en post-reportage efter hver kamp, der giver dig en score i Defence, Stealth og Offense. En anden fed ide er at Ignis nogle gerne kan lære nye opskrifter, og disse måltider giver forskellige boosts. Er der nogen der kan lide Dualhorn-bøffer?

Den største kompliment vi kan give Final Fantasy XV baseret på de første par timer, er hvordan de forskellige gameplay-elementer understøtter hinanden. Det er nødvendigt at bruge tid på at ild, jord og iselementer som skal styrke dine magiske evner, og i løbet af denne tid vil du løbende møde mere eksotiske fjender at kæmpe imod. Under al storheden gemmer sig den samme JRPG-struktur, der kræver at du deltager i tonsvis af små kampe, for at du kan overleve de store.

Noget af dialogen prøver lidt for meget når det kommer til eksposition. Prompto refererer til en hund som "totes adorbs" på et tidspunkt, som er lidt for meget, selv for ham. Dog, når det kommer til dramaet, så er det vægt bag hver en scene. Når du for første gang ser Imperial Dreadnaughts, som er skidt for Insomnia og livstruende for Noctis' far Lucis, så kan man mærke historiens tyngde. De antænder en ild i en helts hjerte.

Vi er blevet forbudt at tale om missionsstrukturen udover Kapitel 2, "No Turning Back", men hvis du nogensinde har spillet Zelda-serien, vil du have en god ide om hvordan den åbne verden fungerer. Final Fantasy XV bær stadig arene fra tidligere kapitler, selvom det søger en ny identitet, men det var ret klart, at Tabata har skabt et sandt Final Fantasy-spil.

Hvordan det fungerer efter 50+ timer, ved vi endnu ikke, men vi er ganske håbefulde.