Fire Emblem: Radiant Dawn

Giv mig et isometrisk landskab, en gruppe farvestrålende karakterer og en håndfuld våben, så er jeg stort set glad. Jeg har pløjet mig gennem Front Mission, Tactics Ogre, Final Fantasy Tactics, Vandal Hearts, Lord of the Rings Tactics, Digaea og en hulens masse andre, og jeg er stadig tørstig efter mere. Jo, jeg er bidt at genren og jeg indrømmer det gerne. Måske var det derfor, at jeg var selvskrevet til at smide Fire Emblem: Radiant Dawn en tur i min Wii.

Det jeg prøver at sige med den lidt idéforladte introduktion, er at jeg har kæmpet så mange kampe, på så mange slagmarker, at jeg ved, hvad jeg taler om. Derfor må det også give bare lidt genklang, når jeg så siger, at Fire Emblem: Radiant Dawn desværre er det mest skuffende udspil i serien til dato, ikke mindst på det plotmæssige plan, men også generelt som en Wii-udgivelse - det er nemlig nærmest blottet for bevægelsesfølsomme indslag. Og ud over en forholdsvis lang singleplayer del, er der intet at vende tilbage til efter gennemførelsen - hvis du altså nogensinde kommer så langt.

Hvor Path of Radience, der er forløberen til dette kapitel, faktisk havde en både dyb og spændende historie, så er Radiant Dawn typisk skabelonskåret og lige til. Endnu et ondskabsfuldt kongerige skal omstyrtes, og det er naturligvis dig, der skal gøre det. Og hvem er du så? Ja, det er lidt svært at sætte en finger på, for i stedet for at have det samme hold soldater og én leder hele vejen igennem spillet, så udskifter spillet jævnligt holdet og generalen, og dermed skiftes der også fokus i historien. Du får på den måde fire forskellige vinkler på konflikten, hvilket i sig selv ikke er en dårlig ide, men det gør historien mindre personlig og langt mere uinteressant. Værst er nok, at man, ud over en række flotte mellemsekvenser, er nødt til at læse sig gennem et sandt teksthelvede, for at komme igennem de mange plotdrejninger - og her mener jeg virkelig side op og side ned med dialoger og træge forklaringer.

På slagmarken er det dog Fire Emblem som jeg husker og elsker det. Isometriske landskaber, firkanter der lyser op og viser mig, hvor mange skridt jeg kan tage frem mod fjenden, en masse sten, saks, papir-udregninger, der holder øje med de mange forskellige enheders fordele og ulemper, og en række ret typiske missioner, der enten går ud på at holde stand i x antal runder eller dræbe alt på en given slagmark. Til tider følges disse til dørs af missioner, hvor man skal beskytte en enkelt karakter, men Nintendo har virkelig ikke opfundet den dybe tallerken i denne omgang, det er og bliver meget velkendt territorium, hvis du har spillet bare et minimum af spil i denne genre.

Strategien er dog stadig tung, og måske lidt for tung i denne omgang. Jeg spiller normalt med livrem og seler, hvilket vil sige, at jeg lader den kunstige intelligens vise hvad den vil, før jeg for alvor angriber, og alligevel blev jeg gang på gang snydt af fjenden, den enten ramte alle mine svage punkter, eller som blot på en enkelt omgang kunne nå helt over til mig, fjerne de bedste af mine tropper og så ellers gøre de umuligt at fortsætte. Det var ikke sådan hele tiden, men det skete tit.

Samtidig er Radiant Dawn ikke som en lang række andre Tactics-spil, og det betyder at store dele af dit hold, består af unikke soldater med deres helt egen historie. Dør de, så er de døde for altid, så du er virkelig nødt til at holde tungen lige i munden eller genstarte missionen - og tro mig det kommer du til tit, for sværhedsgraden er simpelthen for stejl i denne omgang. Jeg sejrede udelukkende ved at lære banerne godt at kende og så spille på mit kendskab til at modstanderen, der forhåbentlig ville angribe på samme måde hver gang. Skete det ikke, så var det tilbage til menuen for at genstarte. Radient Dawn er i øvrigt heller ikke et spil, der ikke kunnet have ladet sig gøre på en hvilken som helst anden konsol, for bevægelsesfølsomheden bliver aldrig rigtig taget i brug til andet end at lege mus som du kender den fra en PC.

Visuelt er spillet også noget af en skuffelse, ikke mindst fordi det ligner Gamecube-udgaven ned til mindste detalje, og det spil var aldrig rigtig flot eller imponerende i sin samtid. Kun mellemsekvenserne har egentlig fylde, men da disse kun er med til at cementere dele af historien når du ikke spiller, så er det ikke noget Radiant Dawn kan leve højt på. Det samme gælder i øvrigt musikken, der er frygtelig skabelonskåret, blottet for gode temaer og som hurtigt bliver enerverende under kampene. Ikke engang ordentligt stemmeskuespil er der blevet plads til.

Fire Emblem: Radiant Dawn er god underholdning til dem, der ligesom jeg selv, har flere hundrede timer under bæltet i adskillige Tactics-spil, og som ikke lader sig kue af at få tæsk igen og igen, men dem findes der bare ikke så mange af derude. Og på en maskine som Wii, der i den grad taler til hele familien, så havde Fire Emblem stået bedre, hvis serien havde forsøgt at hverve nye medlemmer, i stedet for at knuse deres bestræbelser i stenhård strategi, der kræver et øje på hver finger. Som det er nu, er Radiant Dawn kun for de mest hærdede, og selv den gruppe, vil til tider blive rasende over spillets kontante afstraffelser af selv mikroskopiske fejl.