Fire Emblem: Three Houses

Ikke bare er Switch-konsollen en gigantisk succes, og en succes som Nintendo desperat havde brug for - den har også langt om længe ladet alle de udviklere der tidligere har skabt storslåede spil, der udelukkende "sad fast" på de håndholdte DS-systemer, få muligheden for at bringe selvsamme serier til det store fjernsyn i stuen. Professor Layton, Pokémon og nu også Fire Emblem er nu hybrider - og i særligt sidstnævntes tilfælde er netop denne udvikling skelsættende. Intelligent Systems' ambitiøse og episke rollespilsserie har nemlig altid haft mere på hjerte end der har kunne være på den 3.88 tommer New 3DS-skærm, og med Switch-maskinens smarte funktionalitet kan de nu for alvor tage tigerspringet ind i en ny generation.

Fire Emblem: Three Houses hedder spillet. Ventetiden har været lang, og udviklingen har, ligesom for andre DS-baserede studier, ikke været helt nem, og det skyldes ikke mindst at de, ganske passende også, har skruet op for stort set samtlige af seriens ikoniske parametre. Det betyder større kampe, flere systemer at monitorere, en gigantisk fortælling om tre separate kongeriger og et komplot om at lede dem alle i indbyrdes krig med din karakter fanget i midten. En magtfuld og brutal kirke, godsindede og ondsindede guder og gudinder, et kloster der også er et slags krigsakademi, hvor du skal lede én af tre faktioner, nationer på randen af krig, tusindvis af års historie - velkommen til Three Houses, Intelligent Systems' bevis på at de fremadrettet er blandt de få studier som alle rollespilsnørder virkelig bør holde øje med, i tilfælde af at du ikke gjorde det allerede.

Vi befinder os i Fódlan, en region bestående af tre distinkte magter, der godt nok før har befundet sig i indbyrdes konflikt, men i dag er i dialog - Adrestian Empire mod syd og vest, Holy Kingdom of Faerghus mod nord og til sidst Leicester Alliance mod øst. Disse imperier har forskellige værdier, forskellige styreformer og anskuer livets diverse størrelser på forskellig vis - alligevel sender de hvert år deres dygtigste elever til regionens centrum, imellem de tre regioner på neutral jord, til Garreg Mach-klostreret, der styres af Churh of Seiros, en relativt godhjertet kirkelig institution, hvor disse elever trænes til at blive fremtidige ledere af deres respektive nationer. Netop dette år på Garreg Mach er særligt skelsættende, da hver af de tre kollegier huser kommende ledere af hver nation, nemlig Edelgard von Hresvelg fra Adrestian Empire, Dimitri Alexandre Blaiddyd fra Faerghus og Claude von Riegan fra Leicester. Du er Byleth, en lejesvend der pludselig indhylles i et mysterium, og hvor du finder dig selv som professor og præfekt af ét af de tre kollegier. Som en anden Professor McGonagall skal du lede dit kollegie, dit hus, til sejr, og guide disse unge studerende til at blive disse bedste soldater, de bedste diplomater du kan - alt imens en større konflikt imellem nationerne, samt en kirke der måske ikke har så rent mel i posen som først antaget, lurer lige om hjørnet.

Som du måske kan mærke fra denne farverige beskrivelse, så er selve opbygningen og strukturingen af Three Houses' verden ét af dets bedste kort på hånden. Ikke bare er verdenen usandsynligt dyb med hunredevis af års historie klar til at blive udforsket, den præsenteres også via interessant, dybsindig og eftertænksom dialog karaktererne imellem, og selvom der er mange karakterer, epoker og begivenheder at holde styr på, så gør spillet en dyd ud af gradvist at åbne dens mysterier for dig, som siderne af en bog, der beskriver en større sammenhæng. Naturligvis er spillet et japansk rollespil, og for dem der ikke sætter pris på den mere ekspressive, gestikulerende og til tide følelsesmæssigt overeksponerede måde at skrive dialog på, så vil nogle af udvekslingerne skurre lidt i ørerne. Men præcis som Persona 5, som Nier: Automata, som de bedste japanske, moderne spiloplevelser, så spiller Three Houses med de narrative muskler, og giver os en Game of Thrones-agtig fortælling af de helt store.

Narrativet og den mekaniske stuktur går også hånd i hånd, som kun forøger kvaliteten. Du er underviser på Garreg Mach, ansvarlig for eleverne i dit kollegium, og ikke bare er de dine tropper i kamp, de er også under din vinge, og kigger på dig som leder og idol. Det er lidt af et ansvar, og dette forhold etableres igennem en formel, der effektivt giver spillet et uhyre struktureret islæt, som uden tvivl vil behage spillere med hang til mere systematiske oplevelser. Spillet følger en 12 måneders kalender, hvoraf du hver eneste måned, der i øvrigt introduceres med smukt stemmeskuespil henover vidunderlige vægmalerier, får mulighed for at bruge din tid på forskellige aktiviteter. I starten vælger du ét kollegium, hvoraf det naturligvis opfordres dig at spille igennem adskillige gange for at styre samtlige, og du skal skabe hengivne, intelligente og stærke voksne ledere igennem diverse former for undervisning, samt naturligvis masser af kamp. Der er undervisningsdage hvor mål og delmål bestemmes og monitoreres for hver elev - det kan være at Felix gerne vil fokusere mere på sværdkunst, hvor Claude pludselig får en interesse i heste, eleverne ændrer sig løbende, og det er op til dig at afgøre hvordan din samlede trup fungerer, samtidig med at du akkommoderer deres individuelle ønsker om vækst og viden. At undervise kræver motivation, og denne forøges ved at planlægge aktiviteter for eleverne, såsom kirkesang, fælles spisning eller en god gammeldags snak. Undervisningen sker én gang om ugen, og dette følges af søndag, hvor du har fritid, og kan vælge at udforske klostreret, tage dine elever med i kamp for at få mere direkte erfaring fra slagmarken eller at tage bestemte elever med til et seminar. Hele spillet handler om udviklingen af disse elever, og ved at opsøge dem imens du udforsker klosteret, undervise dem og se deres mål og ambitioner udvikle sig og benytte dem i kamp, så får du et tæt forhold til dit hus. Der er sågar mulighed for senere at hive elever fra andre huse ind som støtte, som kun udbreder kendskabet til Garreg Machs mange karakterer.

Rent narrativt og strukturelt er det ligesom én stor Harry Potter-simulator, der giver dig et skoleår i en institution som alle rollespilsnørder kun kan drømme om at blive optaget på. Godt nok er strukturen lige stringent nok, og spillets meget klare rammer kan til tider virke en kende restriktive, hvis man eksempelvis både har lyst til at udforske klosteret for at se hvad de diverse karakterer nu har at sige, og man samtidig vil i kamp for at få mere XP til holdet - så er det altså bare synd. Alligevel giver selve tidens passage spillet en dimension som føles ganske unik, og det ender med at gøre vidundere for både historie og for det systembaserede gameplay.

Dine elever udvikler sig, og løbende går de fra at håbløse naive unger til at være krigshærdede soldater, som spiller klare roller på slagmarken. Tager vi udgangspunkt i Kingdom of Faerghus er Mercedes en healer, Ingrid går fra at bære lanse til blive pegasus-rytter, Anette bliver en dygtig vindmagiker og sådan går den - i det de stiger i niveau, både direkte ved at besejre fjender, og indirekte ved at studere, udvikler de sig, og dette leder til store eksaminer, hvor deres karakterklasser ændrer sig og bliver mere specialiserede. Det er en sand fryd at overvære, og det er ikke kun fordi at du selv spiller en så afgørende rolle i at forme dette unikke hold, men fordi denne udvikling sker for hele dit hus på én gang - da du har dem alle med på slagmarken.

Det handler som sagt ikke bare om at forsigtigt berede dig på kamp, men også om at eksekvere omfattende og effektive strategier i kampens hede. Enten ved at vælge "Battle" når du har fritid, eller ved det månedlige narrative skub, der sætter gang i et nyt led af den samlede fortælling, og involverer at du og dine elever skal bevise jeres værd på slagmarken, så skal du kæmpe. Fire Emblem-aficionadoer og tilhængere af skakbrætsstrukturet turbaseret rollespilskamp vil finde alle de forventede størrelser her. I løbet af din tur placerer du dine tropper strategisk, og efter hver bevægelse er det muligt for hver enhed at foretage en handling, om det så er at assistere kammerater i nød eller angribe fjenden med enten magi, kombinationsangreb eller noget helt tredje. Det lyder relativt automatisk, men hver eneste handling er afgørende for om du kommer uskadt igennem, og når nu hver elev faktisk kan dø permanent, så er man ekstra forsigtig idet man placerer tropperne. Et "preview" giver dig dog oversigten over udfaldet af hver eneste handling, såsom om hvorvidt forskellige typer angreb kan neutralisere fjenden helt, eller om hvorvidt det overhovedet at forsøge at angribe vil resultere i den pågældende elevs brutale død. Desuden tillader din gudinde, Sothis, at du et begrænset antal gange kan skrue tiden tilbage, og dermed fortryde en skæbnesvanger beslutning. Det lyder som "easy mode", men disse er nødvendige værktøjer i at forstå spillets konsekvenser, og tidligt formåede jeg at miste karakteren Dedue - og ikke bare fulgte spillet narrativt op med specialdesignede dialoglinjer, men han kom aldrig tilbage - han døde simpelthen.

Den strategiske dybde vokser kun som spillet kører på tværs af sine i hvert fald 80 timers længde, og der introduceres både "fog of war", forskellige magityper, felter på slagmarken med bonusser og ekstra opgaver du frivilligt kan pådrage dig imens du er i kampens hede. Der er uhyggeligt meget at holde styr på, men igen formår Fire Emblem: Three Houses at holde lidt igen, og kun gradvist afsløre siderne af den samlede bog, så du altid er parat i det nye mekanikker afsløres, nye dele af klosteret gøres tilgængeligt og ny karakterklasser bliver mulige at udnytte.

Så - overgangen fra den lille 3DS-skærm til fjernsynet derhjemme har, rent strukturelt, ikke bare efterladt den klassiske Fire Emblem-oplevelse intakt, men forbedret den, og taget den til nye højder. Det er dog ikke alle dele af overgangen der er gået lige så gnidningsfrit som den mekaniske. Selvom spillets animé-inspirerede mellemscener, som der godt nok er langt imellem, er fuldstændig fantastiske, og at hver måned introduceres med det føromtalte vægmaleri, så er spillets samlede visuelle udtryk en kende gråt og kønsløst. Karaktermodellerne er ganske flotte, og dygtigere designere har med ynde formået at kreere næsten 30 personer der er deres helt egne. Det samme kan hverken siges om Garreg Mach-klosteret eller selve slagmarkerne, der alle er mørkegrønne, grå og brune i et forsøg på at reflektere en form for realisme. Det lykkedes dog ikke - som i overhovedet ikke, og det meste af den tid du bruger på Fire Emblem: Three Houses er det decideret ikke pænt at se på. Hvor vigtigt det så er - det må stå for egen regning. Det er særligt frustrerende når nu Nintendo er så dygtige til at skabe tilpas karikerede verdener, så de manglende hestekræfter i den egentlige hardware er maskeret. Ingen bad om at Garreg Mach absolut skulle efterligne noget realistisk, og et måske mere håndtegnet islæt havde ikke fjernet noget fra selve oplevelsen, faktisk kun "skjult" de upolerede kanter.

Heldigvis er stemmeskuespillet ikke bare ganske fortrinligt det meste af tiden, dog med hang til det melodramatiske som seriens faste støtter kun kan forvente efterhånden, men der er også uendeligt meget af det. Det er efterhånden et klassisk ankepunkt for mange japanske spiltitler at indeholde enorme mængder dialog, men hvor stemmeskuespil kun benyttes sparsomt. Det kan være decideret distraherende når stemmer konstant tager pauser (vi kigger på dig Ni no Kuni II: Revenant Kingdom), men i Fire Emblem: Three Houses er stort set samtlige interaktioner med fuldt stemmeskuespil, og det er en sand fryd at opleve.

Switch-konsollen har ladet os se de faste serier som Nintendo har i folden på en helt ny måde, og præcis som med Pokémon Let's Go er det en fryd at se Intelligent Systems spille med musklerne på hybridkonsollen - mest fordi at Fire Emblem både er episk nok i sit ambitionsniveau og mekanisk solid nok til både at sikre underholdningen på en halv times togtur, og adskillige timer derhjemme i sofaen. Ikke bare det, Three Houses er blandt de bedst rollespil der er udkommet de sidste par år, hvor kun mangelfuld grafik, der enten burde have fået en kærlig hånd eller en kunstnerisk omvæltning. Dog må man alligevel sige, at Switch har fået endnu en klassiker. Three Houses er fantastisk.