Firewall Ultra

Jeg kan virkelig ikke lade være med at grine af en specifik funktion i dette spil, der involverer fjendernes chokgranater. For når de bliver kastet efter dig, har du egentlig kun ét valg i Firewall Ultra. Det er ikke nok at skynde sig i dækning, man skal også lukke øjnene! Den svenskudviklede eyetracking i Playstation VR2 bruges til stort set alt i dette spil, og når jeg står over for to brølende terrorister med tunge maskingevær i hænderne og lukker øjnene som en lille, skræmt tante for at undgå deres granater, så er det umuligt ikke at grine - højlydt.

Men jeg forstår absolut hensigten med funktionen. "Indlevelse". Hele Firewall Ultra er designet omkring dit syn, men det føles, som om det Sony-ejede VR-studie First Contact er gået lidt overbord med eye-tracking-funktionen. Menuer. Valg af våben. Granater. In-game-funktioner såsom kontakter og computere aktiveres eller undgås ved at se på forskellige objekter eller i forskellige retninger, og selvom det selvfølgelig kan være meget intuitivt og gnidningsfrit, kan det også være for meget af det gode. Det er Firewall Ultra er tydeligt eksempel på.

På trods af spillets eye-tracking-spam virker Firewall Ultra som et spil udviklet af folk, der grundlæggende ikke længere orker VR. First Contact arbejdede jo med den pistolagtige VR Aim Controller i det forrige spil, hvorimod de i dette spil arbejder med VR Sense-controllerne. Det kunne have givet dem mulighed for at skabe en helt ny form for interaktivitet sammenlignet med forgængeren, men i stedet har de gjort det modsatte. I dette spil løfter du ikke hænderne op foran ansigtet for at sigte (Iron Sight), i stedet holder du en knap inde, hvilket føles super underligt i VR. Her rækker du ikke ud i luften for at trykke på en elevatorknap med din pegefinger eller trække i et dørhåndtag, i stedet klikker du bare L1 og venter, hvilket føles endnu mere underligt. Man lader heller ikke sine våben ved at skubbe magasinet ud og indsætte et nyt med hænderne, man trykker bare L1 og venter på, at det ordner sig selv.

Selvom jeg nogle gange kan blive grundigt irriteret over alle de "gimmicky" in-game-funktioner i diverse VR-spil, såsom at famle ved en dør i 10 minutter, inden det lykkes mig at få fat i dørhåndtaget, så er det jo altså den slags "gimmicks", der gør VR-spil unikke. I Firewall Ultra føles det lidt, som om udviklerne er blevet dødtrætte af alt det, der rent faktisk gør VR-spil til "virtual reality", og i stedet bare har ladet sig inspirere af Call of Duty og ladet hele spillet styre med L1. For mig bliver det decideret VR-fjendtligt og dumt frem for intuitivt og indlevelsesrigt, og hele spillet føles forhastet, dovent og stift som konsekvens.

Den eneste fede del af, hvordan VR og eye tracking er implementeret, og den eneste reelle "nyhed" i forhold til hvordan First Contact har arbejdet med indlevelse, er det faktum, at ens syn bliver skarpere, når man lukker sit ene øje. Det er smart tænkt og designet. Hele spillet burde være gennemsyret af den slags realistiske og indlevelsrige detaljer, men i forhold til nye ideer er spillet en ørken.

Hvad angår det audiovisuelle, er det lige så svært for mig at sige noget positivt. Det er tydeligt, at udviklerne har genbrugt det første PS4-spils grafikmotor og "assets", men med en smule opgraderede lyseffekter. Især lommelygteeffekterne er fede nok, men generelt ser det gammelt og kedeligt brunt ud. Det er også et af de mørkeste actionspil, jeg har spillet siden Splinter Cell, men forskellen på de to er, at det ene handler om at snige sig og det andet om at skyde. Singleplayer-delen er kulsort. Trist mørkt. Jeg gætter på, at First Contact gerne vil imponere med OLED-teknologien i PSVR2 og havde håbet, at de mørke baner ville være atmosfæriske for spilleren, men for mig er det bare grynet. De burde måske have kigget på Call of Duty: Modern Warfare og lavet cirka 2 ud af 12 nattebaner, bare for variationens skyld.

Multiplayer-delen fungerer ligesom i forgængeren med en ny co-op-del som tilføjelse. Jeg har ikke så meget at sige om denne del af Firewall Ultra, for jeg synes, at selve gameplayet som sagt er ufatteligt svagt, og grafikken grim, hvilket betyder at det aldrig rigtig er sjovt for mig at dræbe hverken computer- eller menneskestyrede fjender. Hvis det ikke er sjovt at skyde, så kan det være ligemeget, hvem du skyder på.

Ligesom det var tilfældet med forgængeren, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der vil være mange VR-fans, der vil finde "the fun factor" og nyde Firewall Ultra, men jeg er (desværre) ikke en af ​​dem. For mig er det her spil det perfekte eksempel på, hvorfor VR kæmper med at slå ordentlig igennem. Hele oplevelsen føles som et middelmådigt PS3-spil uden karakter, identitet eller originalitet, så det ser altså virkelig skidt ud, hvis det her skulle forestille at være PSVR2's "flagskibstitel". Endnu en gang må vi pege på Half-Life: Alyx og sige til udviklerne, at det er det, der bør være standarden; det, vi vil have mere af.