Firewatch

I løbet af bare fem minutter, måtte jeg slukke for Firewatch for første gang, for det var simpelthen for hårdt. Den tragiske baghistorie for hovedkarakteren Henry reducerede mig til ét stort traumatiseret spørgsmålstegn, og imens jeg, slagen ganske vist, begav mig i seng, var jeg, overraskende nok, utrolig tilfreds med denne første reaktion. Jeg vidste, lige siden jeg så spillets lovende afsløringstrailer for første gang, at Firewatch ville blive en følelsesmæssig oplevelse, og jeg fik så endegyldigt ret.

Jeg har ikke haft det sådan med et spil, siden slutningen på The Last of Us.

Så på den melankolske note, så lad os få teknikaliterne, begreberne og fagsproget på plads, så I ved der foregår. Firewatch er et udforskningsspil i første person, og til trods for nogle ret lette platformsekstioner, og en smule navigation hist og her, så giver Firewatch dig et simpelt mål, og beder dig om at nå derhen. Ja, du gruer allerede for de uhyggelige walking-simulatorer, hvor du reelt ikke fortager dig noget, men frygt ej, for Firewatch har ét effektivt és i ærmet, og det kommer i form af din karakter Henry's forhold til Delilah.

Ser du, Henry har været igennem en lidt skidt periode i sit liv, og beslutter sig derfor at blive skovfoged henover sommeren i Wyoming's dybe skove. Han får tildelt et vagttårn, og i det næste tårn i rækken sidder Delilah. De to opbygger et forhold.

Når du, altså Henry, bevæger dig rundt i skoven, kan du kommentere på alt omkring dig, og på den måde starter du en dialog med Delilah, som kan lede til noget ret specielle samtaler imellem de to dybe karakterer. Disse dialoger er fyldt til randen med forskellige svarmuligheder, og de ændrer alle en lille smule på måden de to betragter hinanden psykisk på. Hun er med dig konstant, og til trods for at hun jo bare en stemme i radioen, så er hun er de mere dybe, avancerede og troværdige spilkarakterer jeg har mødt.

Faktisk når du at opbygge et meget personligt forhold til din gennemspilning af Firewatch, for man får følelsen af, at det er de små samtaler, de ubetydelige kommentarer, og de mærkværdige observationer som udgør denne interessante forbindelse imellem to mennekser. Det er det obskure der er det altafgørende, præcis lige som i virkeligheden. Hvorimod Telltale oftest benytter sig af simple beslutninger, der resulterer i simple konsekvenser, er Firewatch mere som Until Dawn, bare på et mere hverdags-agtigt plan. Hver dialogudveksling giver et udslag, men de udslag behøver spilleren ikke nødvendigvis at blive gjort opmærksom på. Det giver karaktererne en dybde, som er utrolig sjældent for spilmediet.

Udover at interagere med Delilah, skal du selv navigere i den lille, åbne verden, som din del af skoven udgør. Du har et kort, et kompas og en række klatrereb, og derfra skal du egentlig tage dig af dig selv. Der er ingen samleobjekter som sådan, intet kampsystem og ingen reelle udfordringer. Det er bare udforskningen af to mennesker, der bliver svøbt ind i et mysterie, og resultatet er, at Firewatch fremstår en del renere end mange af sine konkurrenter. Der er ingen distraheringer, bare kraften af de teatralske elementers kvalitet.

En af Campo Santo's mest prominente grundlæggere er tegneren Olly Moss, som du sandsynligvis kender som skaberen bag de mange popart-filmplakater, og eventuelt forsiden på Resistance 3. Manden er utrolig dygtig med farver og motiver, og han har tegnet Firewatch fra bunden af og op. Resultatet er, at Firewatch ligner en bevægelig tegning. Hver eneste linje ligner, at den er blevet tegnet med en blyant, og det skarpe orange lys fra solen igennem træerne gør Firewatch til en eminent visuel oplevelse.

Og apropos The Last of Us og dets soundtrack, så er Firewatch stort set uden musik, men på en række bestemte tidspunkter bliver skovens dybe stille ro akkompagneret af lidt Gustavo Santaolalla-inspireret akustisk guitar, der hverken virker skræmmende eller uhyggeligt, men forstærker udelukkende følelsen af at høre til i den smukke skov. Derudover er stemmeskuespillet fænomenalt, og må siges at være altafgørende for en oplevelse som denne, men heldigvis sider det lige i skabet.

Det begynder allerede at lugte af et 10-tal ikke? Fantastisk historie med troværdige karakterer, simpelt men veldesignet gameplay, smukke omgivelser og eminent stemmeskuespil, hvad kan gå galt? Tja, nu kan vi nok ikke danse rundt om elefanten i lokalet længere, og det er, at på PlayStation 4 halter teknikken ret så alvorligt. I løbet af min gennemspilning, der i øvrigt kan tage imellem 3 og 4 timer, kunne billedehastigheden ikke følge med, teksturerne skred ind og ud som det passede dem, og første gang blev min save-fil korrupt bare fem minutter fra spillets endelige konklusion. Det er en skam, for de tekniske problemer ødelægger ikke bare spillets vidunderlige udseende, men er en konstant påmindelse om, at spillet ikke helt når de astronomiske kvalitetshøjder som det sigter efter.

Det skal dog ikke ødelægge det faktum, at Firewatch er allerede en af årets helt store spiloplevelser for mit vedkommende, og står brændende i hukommelsen her en uge efter jeg gennemførte det. Det er smukt, vedkommende, dybt, personligt, velskrevet og fyldt til randen med menneskeligehed. Det vil uden tvivl være at finde på min Game of the Year-liste i 2016, så til trods for teknisk halten, der jo nok ikke er til stede i PC-versionen, så kan dette meget vel være dette års allerførste must-buys.