Flashback

Der var engang, tilbage i 80'erne og 90'erne, før nogen havde tænkt på at opfinde memory-kort, hvor man altid kendte den første bane i et spil som sin egen bukselomme.

Og det var sådan, fordi det var den bane, man havde spillet mest. Spillene var måske kortere dengang, men det samme var spændvidden for vores opmærksomhed. Men den første bane eller sektion, den kunne vi slentre igennem. Vi var guder. Fulde af selvtillid og sikre på fødderne. Farverne, layout - alt - sad på rygradden efter måneders gentagelser.

Det er en tanke, der må have slået skaberne af Flashback som den perfekte måde at genintroducere serien, selvom de ved at kun en lille del af publikum vil kunne genkende den. Men det er en beslutning, vi sætter pris på, idet Flashbacks nye åbning spiller meget som den gamle.

Men hvad er Flashback egentlig? Jo, det var en 2D puzzle-platformer der var lige så futuristisk slående som Blade Runner, da det oprindeligt udkom i 1992 (og så var der også noget om en efterfølger i tredjepersonsperspektiv på PSOne, der er bedst bare at glemme). Stilen mindede om et andet spil, Another World, men spillet havde lige så meget til fælles med Prince of Persia.

Man skulle hoppe præcist for at gribe fat i afsatser. Fald på mere end en halv skærmhøjde var dræbende. Fremskridt var mest et spørgsmål om trial and error, efterhånden som du opdagede skjulte fælder og fandt ud af hvilke ting, der var dødbringende at røre. Verdenen bestod af en stor spraglet verden, fyldt af et væld af étskærmsområder og ruter, som det alene var op til spilleren at regne ud. Fjender mødte man enkeltvis, og de kunne dræbe med ét skud.

Og alt dette foregik i et noir-agtigt mørke og og til tonerne stemningsfyldt soundtrack, der stilmæssigt vækkede minder om Blade Runner, og historiemæssigt om Total Recall. Man spillede som en mand ved navn Conrad, der vågner efter en jagtsekvens, og ikke kan huske hvem han er.

Spillet var et hit, da det udkom, men af en eller anden grund har ingen rørt det siden da. Det er hverken genopfundet, porteret, genskabt eller opgraderet i årene siden da - hvis vi ser bort fra mobiludgaverne. Så hvordan ville udviklerne ikke bare holde stand mod to årtiers gameplay-innovation siden da, men også være tro mod det, der er et kært minde for alle, der spillede originalen?

Det nye spil befinder sig et sted mellem remake og nyfortolkning. Nogle elementer er her stadig, andre er blevet ændrede, og nyt er blevet tilføjet. Det femten mand store hold fra VectorCell tæller fem medlemmer, der arbejdede på originalen.

I og med spillet udgives digitalt, er der god grund til at holde sig til 2D-perspektivet. Derfor er intro og første skærmbillede præcis de samme som i originalen, bortset fra mere detaljeret grafik. En mand i læderjakke undslipper ukendte forfølgere, og suser væk fra en station på ryggen af en grab-bike. Forfølgerne skyder ham ned. Manden vågner i junglen uden nogen anelse om hvor eller hvem han er. Spillet kan begynde.

Meget af gameplayet fra originalen går igen, idet vi gennemspiller junglesektionen i starten. Men ekkoet fra originalen bliver mindre, efterhånden som vi begiver os gennem områderne, da banerne skifter til et nyt design og introducerer sine egne tricks. Elevatorer og energiplatforme er her stadig, og i nogle områder skal energigeneratorer tændes. Svævende robotter angriber stadig. Vi samler en pistol op. En memory cube vækker minder om Total Recall, da en tidligere version af Conrad giver sit nuværende og forvirrede jeg en destination, uden at forklare hvad der foregår.

Men der er også elementer, der tager hensyn til de forandringer inden for spil, vi har set i de mellemliggende år. Her er en opgradering til pistolen, så den kan lade skud op til at sprænge kampesten og dermed åbne nye passager. Et sæt briller lader os se alle interaktive objekter i området. Og her er en nærmest kriminel for at se den rute, man skal tage, på ens kort, men studiet har heldigvis været kloge nok til at inkludere en mulighed for at slå den fra.

Skiftet fra digital til analog styring kræver også lidt tilvænning. I gamle dage var d-pad'et perfekt, når man skulle line Conrad nøjagtigt op under afsatser, så han kunne hoppe op og nå dem, og man skulle tage nøje hensyn til hoppeanimationen og gulvets længde, når der skulle springes over afgrunde.

Nu er styringen mere gavmild, så man bare skal holde joysticket opad nær en afsats, hvorefter Conrad automatisk bevæger sig til den rette position. Den analoge styring gør det også lettere og mere flydende at løbe, i stedet for at føles som om man konstant balancerer på kanten af en ulykke. Hvor man før skulle holde et skarpt øje på løbeanimationen, kan man nu skifte retning når som helst, og man kan tilmed hoppe længere.

De nye skydemekanikker, der styres med højre stick og aftrækker, er også meget sjovere. Inden længe skyder vi flyvende robotter ned med lethed. Hvorvidt det gør senere kampe sjove eller for lette ved vi ikke endnu. Flashback handlede oprindeligt mere om at flygte end at kæmpe - sidstnævnte var mere en desperat sidste udvej end den kugleregn, vi ser i dag.

Vi bliver hurtigt grebet af det vi spiller. Fordi genren selv i dag ikke har haft mange bannerførere, er det en fornøjelse at udforske og interagere, selvom vi krummer tæer over dialog og stemmeskuespil. Den stille hovedperson er forlængst væk, og vi er ikke sikre på at vi kan vænne os til ham den nye her.

Vores dag i junglen får en brat slutning, da vi bliver ramt af en fejl i checkpoint-systemet - vores spil er blevet gemt, netop som vi er ved at falde i døden. Efter to replays er der ikke anden udvej end at trykke Restart - hvilket sender os tilbage til områdets begyndelse.

Vi skuer til venstre og højre, og ser andre spillere, der undgik faldet, fortsætte gennem mekaniserede tuneller fyldt med fælder. Og da står det klart, at vi trods tvivlsomme stemmer ser frem til at skabe en helt ny række minder sammen med Conrad.