FlatOut 2

En malerisk smuk, men kølig efterårsaften som denne indbyder til indendørsaktiviteter, foran fjernkassen eller henslængt i lænestolen med en god bog. Livsnærværende typer kunne føle sig inspireret til at finde kameraet frem og tage et billede af moder jords eget kunstværk. Men ikke mig. Jeg har valgt en anden form for kunstnerisk udfoldelse - dødsræs på mennesketomme, amerikanske landeveje.

Og det ser ud til, at mine vinderchancer er gode, for mens de to forreste har travlt med at køre hinanden af banen, pløjer chaufføren umiddelbart foran mig stakit, havestole og bygningsbærende stolper ned, med en promille på den forkerte side af to. Jeg smågriner ved udsigten til en let sejr, men må finde en mere alvorlig grimasse frem, da det går op for mig, at det ikke er modstandernes hasarderede kørsel, men min flinkeskoleattitude, der er latterlig.

Jo mere jeg smadrer, og jo længere flyvehop jeg udfører, jo mere nitropower belønnes jeg med, og selvom turneringsvinderen scorer en net præmiesum, er det lige så indbringende at påkøre sine rivaler, helst så hårdt som muligt. FlatOut animerer i den grad spilleren til spritkørsel på lige fod med dets navnebeslægtede modkandidat, BurnOut, som Bugbear tilsyneladende har et godt øje til, og den gamle klassiker Destruction Derby. Og det kræver tilvænning for en asfaltens gentleman som mig, der er opflasket med kørelinjer, respekt for konkurrenterne, bremseafstande og motiverede overhalinger.

Tilpasningsevnen er en af menneskets største forcer, og når modstanderne ligefrem bønfalder mig om hævnaktioner, så holder jeg ikke igen trods mit ellers stille gemyt. FlatOut 2’s AI-chauffører kører så udspekuleret og aggressivt, at det har en afsmittende effekt, og de hårde guitarflader fra Megadeths Symphony of Destruction gør ikke meget for at nedsætte testosteronniveauet i mine blodbaner. Modstanderne er alt andet end kørelinjedisciplinerede får. De går efter manden, ikke bolden, og så er de endda i deres gode ret til det. Der bliver puffet, skubbet, chikaneret og karamboleret på det groveste, og landskaberne tages som gidsler i dette destruktive spil. Benzintanke eksploderer, drivhuse splintres, indkøbscentre ommøbleres, lader raseres og campisters havestole får sig et nyt hjem i en tilstødende stat takket være det solide fysiksystem. Ingen og intet bliver skånet.

Bugbears opfølger har en vildskab, intensitet og energi, jeg ikke kan undgå at blive revet med af. Hvis Kratos har brug for et karriereskift, kan han med fordel krydse Atlanten og få en snak med vores finske brødre i det mørke nord. Han ville føle sig godt tilpas på landevejen, elske at høvle gennem caféer, tunneller, skove, ørkener og gamle vandkanaler og være på hjemmebane i spillets destruction derby-arenaer, hvor netop ubarmhjertighed og lysten til se de konkurrerende biler stå i flammer er vigtigere end noget andet. PSone-legenden Destruction Derby imponerede mig mest på grafiksiden. At se blodtørstige bilvragschauffører få afløb for deres afvigende tendenser i en forstørret cirkusmanege sagde mig ikke det store. Det har FlatOut 2 dog lavet om på. Måske mest af alt fordi destruction derbys efter finsk opskrift køres på toppen af højhuse, gamle tankstationer og parkeringspladser i stedet for i tørre og karakterløse grusarenaer.

Banedesign er et af de områder, hvor Bugbear virkelig excellerer. Alle baner har smutveje gennem byggepladser, lagerhaller, indkøbscentre, skovlysninger eller hvad der nu passer naturligt ind i miljøet. De skal tages, da der enten er nitro eller vigtige sekunder at hente her, men de er ikke altid lige nemme at manøvrere gennem eller for den sags skyld lokalisere. Den store opfindsomhed til trods er der et kritikpunkt. For mens banerne tilskynder spilleren til at tage alternative ruter og smadre alt på sin vej, får man sig en kedelig overraskelse, når et rør eller en stolpe viser sig at være mere robust end først antaget. På en bane kan en stolpe fejes væk med kofangeren, mens samme stolpe på en anden bane tjener som baneafmærkning. Der mangler konsekvens og en bedre angivelse af, hvad man bør undgå nærkontakt med.

Minispillene står som i etteren i lemlæstelsens tegn. Her må køreren finde sig i at blive slynget ud af førerhuset og agere bl.a. bowlingkugle, skihopper, basketball, fodbold, dartpil og smutsten. Sidstnævnte er noget, der rykker for en bybo. At slå smut med en virtuel fyrs døde krop leder mine tanker tilbage på min barndom, da jeg ledte efter flade sten, ikke for tunge, men heller ikke lette, og kastede dem ud i Vesterhavets bølger i håbet om at slå de andre børns rekorder. Ja, biler og fri fantasi kan godt forenes uden at ende som noget fra Kuju Entertainments Lotus Challenge.

FlatOut 2 er energisk, vanvittigt og hensynsløst. Det får dyret frem i dig og får den destruktive glød, der findes i ethvert menneskesind, til at flamme op. Samtidig lægger spillet en smule afstand til den rene arkadegenre med sin lettere overdrevne bilfysik, hvorfor der også er en rimelig racingoplevelse at hente her. Det kræver dog, at du kan se det morsomme i skødesløs kørsel og umotiverede kollisioner, og ikke har noget imod at snyde, så vandet driver af dig. Hvis du kan aflægge dig de fine manerer, du har oparbejdet i simulationsgenren, kan du med fordel indtage FlatOut 2’s cocktail af Red Bull og steroider. Den er helt uden helbredsmæssige konsekvenser.