Normalt plejer nye spil at koste alt for mange penge, så det var med stor spænding at vi kiggede nærmere på K.E. Medias Ford Racing 2, for det er billigt - Men er det godt?
I bil-spillenes uendelige univers er det altid muligt at finde et spil, der passer til enhver spillers smag. I Grand Theft Auto spillene fik du mulighed for at stjæle biler og køre mennesker ned, mens du i Need for Speed: Underground fik muligheden for at køre hurtigt og tune din bil. Hvis du derimod har gået og ventet på et bilspil, hvor man udelukkende havde kontrol over biler fra firmaet Ford, så er ventetiden ovre. I Ford Racing 2 er der rig mulighed for køre i et bredt udvalg af Fords biler lige fra den klassiske Mustang fra 68 til den nyeste Mustang.
I starten har du kun et begrænset udvalg af Fords store sortiment af biler, men i takt med at du gennemfører udfordringer i spillet får du adgang til andre biler, nye baner og sidst men ikke mindst nye typer af løb. Valget af hjælpemidler er begrænset, og består af at kunne vælge om man vil benytte sig af automatisk gearskift, ABS og traction-control på bilen. Selvom spillet er udelukkende arcade-præget, så ødelægger det alligevel en hel del at der selv i de ældste modeller er forskel på om man har traction-control i bilen eller ej. Udover at få adgang til forskellige biler, baner og typer af løb har man også mulighed for at starte et klassisk Quick Race, hvor der bliver valgt en bil og en bane for dig og du skal så bare spille. Quick Race er det perfekte valg til at blive introduceret til styringen - ingen grund til mange tutorials - styringen er enkel og ligetil.
Styringen er uden tvivl det punkt hvor spillet har sine største problemer. Den er ikke skarp nok, og man formår aldrig at få oplevelsen af at man har hel kontrol over bilen når man trækker håndbremsen for at komme rundt i svinget. Derudover er der en lille forsinkelse mellem man trykker på sit joypad og til at bilen rent faktisk reagerer. Men spillet er arcadepræget, så det er også begrænset hvad man kan forvente af spillet i forhold til realistisk styring. Når man ellers er blevet fortrolig med styringen kigger man nærmere på spillets Ford Challenge hvor man kan få adgang til flere forskellige biler. Alt lige fra de klassiske biler til koncept-tegnede biler over Offroadere til stock cars.
Løbene starter med at du præsenteres for et speedometer, et bakspejl og et kort over dine nærmeste omgivelser - selvfølgelig er udseendet på speedometeret afhængig af hvilken bil det er du kører i - hvis du kører i den klassiske Mustang fra 68 har det hele et meget klassisk look, hvorimod kører du i Thunderbirden, så er der en meget mere moderne stemning over det hele. Derudover er der de klassiske omgangstider og position i løbet vist på en overskuelig måde. Det er kun muligt at køre løbene fra to forskellige synsvinkler, hvor du enten i en førstepersonssynsvinkel ser hvad der er lige foran bilen, eller i en bredere tredjepersonssynsvinkel har mulighed for også at nyde synet af bilen mens du kører rundt på banen. Langt de fleste spillere bør nyde løbene uden automatisk gearskift, for hvis det er sat til er der ikke den store udfordring i spillet. Hastighedsfornemmelsen mangler også på afgørende tidspunkter - faktisk er der kun bemærkelsesværdig lidt forskel på om man kører 50 km/t eller 150 km/t i eksempelvis en Mustang fra 68.
Heldigvis for spillet er der stor forskel på hvordan de forskellige biler reagerer på forskellige underlag. En Taurus Stock Car er glimrende til at køre rundt på flade strækninger, mens det passer langt bedre at køre i et offroad miljø i Explorer Trac XLT. Focus har fine egenskaber i skarpe sving hvorimod F-150 ikke er at foretrække hvis man skal køre på baner med mange skarpe sving. Udover det faktum, at forskellige biler har forskellige stærke og svage sider har spillet ikke meget at byde på. Grafikken i spillet er ikke noget at råbe hurra for. Spilleren bydes på pæne renderinger af over 30 forskellige Ford modeller. Desværre er der ikke noget ud af at lave bilerne pæne, så man skal ikke forvente meget guf til sine øjne når man kigger på bilerne. Anderledes ser det ud når man kigger på baggrundene, hvor man blandt andet bliver mødt af bjerge med sne på toppen til nogle meget detaljerede træer. Desværre formår de pæne baggrunde ikke at smitte af på det område der er lige ved siden af vejen, for lige netop der er der sparet gevaldigt på detaljerne. Men da spillet er et arkadespil gør det ikke så meget, at der er disse småfejl hist og her, men det trækker ikke op - ganske som det faktum, at der ikke sker noget som helst med bilerne, hvis man kører frontalt ind i en anden bil.
Da spillet er et budgetspil er også sparret på lydsiden. Musikken består af Rock, House og Funk - desværre i et alt for lille antal. Efter 3-4 timer bliver musikken meget ensformig, og man slår den hurtig fra. Empire Interactive skal dog have ros for at have implementeret en ganske god understøttelse af Dolby Digital som får lyden til at fremstå godt og varieret. Man kan høre hvor hårdt man presser bilen på motorlyden, knirken i bilens konstruktion når man tager et sving med lidt for høj hastighed og endda høre en enkelt ful der flyver forbi bilen. Derudover er ekko-effekten i tunneller og under broer ganske godt udført - faktisk den bedste lydside vi har hørt i et budget-spil i lang tid.
Der er ikke er tale om noget Gran Turismo dræber spil i Ford Racing 2 - der er derimod tale om et spil, der opfylder alle de forventninger man kunne have til et spil i denne prisklasse. Lydeffekterne må siges at være noget af det, der trækker op i karakteren, for ellers er der ikke meget at komme efter. Et godt solidt middelmådigt spil. Hvis du er fan af Ford eller ikke har penge til at købe de dyre spil til næsten den dobbelte pris, så er Ford Racing 2 helt klart værd at kigge nærmere på - ellers bør du kigge dig om efter noget andet.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 5 / 10
- Spilbarhed
- 3 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 5 / 10