Forgotten Realms: Demon Stone

Det er aldrig sjovt at blive fyret. Selvom man godt ved at man er kommet for sent mere end én gang og arbejdet måske heller ikke ligefrem er blevet gjort til punkt og prikke, så er det ikke aldrig rart at møde op på chefens kontor for at få ordene "Du er fyret!" smidt i hovedet. Mindre sjovt bliver det, hvis man tilsyneladende ikke har gjort det mindste forkert, og måske endda har leveret en vaskeægte kassesucces for sin chef.

Netop den situation stod amerikanske Stormfront Studios i efter udgivelsen af deres sidste spil. Udvikleren var drivkraften bag Lord of the Rings-licensen The Two Towers, der på snedigste vis sammentømrede et hidsigt action-eventyr med en visuel fræk og forførende overflade, hvor filmklip blev sammenvævet med egentlig grafik. Og spillet blev en vaskeægte succes. Alligevel blev de vraget. Gameplayet var måske en smule ordinært, specielt til Gamereactors smag, men det ramte bredt og cementerede samtidig udviklerens talent for at lave velfungerende spil - noget EA aldrig har sagt nej til at tjene penge på.

Heldigvis har holdet ikke måttet kæmpe for at finde en ny udgiver. Atari, der altid er på jagt efter solide udviklerhold, bed straks på krogen og i de efterfølgende måneder fandt man formen for det næste spil. Og resultatet er himmelråbende ligetil. Væk er Peter Jacksons fantastiske filmeventyr, den er nu erstattet af den velkendte og til tider overeksponerende Forgotten Realms-rollespilsverden, der med en historie skrevet af selveste R.A. Salvatore opruller en fabel om to krigeriske væsner der kommer fra et andet plan.

Vi introduceres for historien gennem skuespilleren Patrick Stewards rolige og selvsikre stemme. Manden der spillede Kaptajn Picard i utallige afsnit af Star Trek er den helt rigtige til at levere, hvad der i sidste ende er en ret skabelonskåret historie. Herefter starter spillet for alvor. Mellem drager, orker og kæmpemæssige eksplosioner stifter man bekendtskab med krigeren Rannek, Drow-elveren Zhai og troldmanden Illius. De tre karakterer er velvalgte i forhold til at skabe et dynamisk og varieret gameplay, men indeholder tilpas meget af hinanden til i en eller anden grad at være en smule kedelige.

Det der til gengæld ikke er helt kedeligt er spillets actionmættede gameplay, der skiftevis beder dig om at spille de tre karakterer. Efter spillets første boss-kamp får de nemlig adgang til lidt magisk legetøj, noget der gør det nødvendigt at skifte mellem dem, når spillets små gåder skal løses. Gåderne strækker sig aldrig længere end til at nedbryde en vaklende væg eller hoppe fra afsats til afsats, men modsat The Two Towers, der udelukkende lagde alle æg i en kurv og serverede spilleren for en gennemtærsket gang knaptrykkeri, så går Demon Stone det stykke videre. Drow-eleveren Zhai har også muligheden for at angribe fra skyggerne i hvad der kan betegnes som et stealth-inspireret indslag. Her gælder det om at angribe modstanderen når han vender ryggen til, for på den måde at lave et yderst let drab. Det er småting, men heldigvis berigende småting, der fik denne anmelder til at blive hængende.

Dette kædes sammen med muligheden for at gå op i level og derved fylde lidt ekstra ballast på. Nye bevægelser, våben med diverse kvaliteter og naturligvis rustninger kan købes for de penge der indsamles på banerne og dermed kan man i nogen udstrækning købe sig til noget gameplaymæssig diversitet. Senere i eventyret kigger R.A. Salvatores ultra-kendte Drizzt Do’Urden forbi, hvilket betyder at du faktisk selv får chancen for at spille ham - noget der må appellere til de mange fans.

At spillet også ser nydeligt ud, gør heller ikke spor. Stormfront Studios opnåede allerede en grafisk høj elegance med udgivelsen af The Two Towers, men hele holdet har brugt endnu mere knofedt og har pudset Demon Stone af ned til sidste pixel. Animationerne er flotte, landskaberne bølger frem og tilbage og selv drypstenshulerne, der kun oplyses af enorme lilla krystaller, synes smukke. Dette følges op af en god musik og fremragende stemmer af bl.a. brødet Michael Clarke Duncan, kendt fra filmen Den grønne mil og B.J. Ward, der nok kendes af de fleste Star Trek-fans.

Når Demon Stone alligevel ikke kravler over sekstallet, så skyldes det at spillet, til trods for fornyelserne, stadig ikke er meget andet end en gang flot Gauntlet. Vejen frem er uhyre lineær og banerne levner ingen plads til improvisation. Selv Zhais stealth-element strækker sig ikke længere end til en gimmick, der aldrig rigtig bliver afgørende. Når dette parres med fjendernes ringe eller til tider helt manglende AI, så bliver modstanden ikke andet end horder af fjender, der kun skaber problemer på grund af deres antal og ikke fordi de giver værdig intelligent modstand.

Som spiller bør man dog glemme alt det negative, hvis The Two Towers behagede og forundrede. Demon Stone er nemlig mere af samme skuffe og det vil utvivlsomt kunne finde vej til en del gameres hylder, blot fordi det leverer en flot grafik og et højt niveau af action. For mit vedkommende skal der dog mere til, før der for alvor er noget at lege med, men Stormfront Studios er i det mindste godt på vej.