Foul Play

Tag tre dele af dit favorit-beat 'em up. Tilsæt én del Batman-inspireret kampsystem, én del Guitar Hero, et skvæt monokel og tophat, og ryst det godt. Så har du Foul Play i en nøddeskal. Det lyder måske som en bizar opskrift, som en Long Island Ice Tea der er gået frygteligt galt, eller en af de der forfærdelige cocktails, der opstår, når der kun er rester og bundsjatter tilbage i baren (Fernet-Tonic, anyone?)

Men det er det ikke. Slet ikke. I stedet er det en genistreg, en ting du opdager ved et tilfælde og dernæst ikke kan få nok af.

Foul Play er en klassisk brawler, med det twist, at hele spillet foregår scenen i et vaudeville-teater i 1911. Én enkelt aften har den verdensberømte dæmonjager Baron Dashforth valgt at fortælle om sine eventyr og bedrifter i en stort opsat teaterforestilling. Så selv om man kæmper sig vej gennem tørre ørkener fyldt med mumier og dæmonbesatte arbejdere, eller redder landsbyer fra gargoyler, varulve og vampyrer - så befinder man sig i virkeligheden på en scene, ørkenen består af kulisser og scenetæpper, og de mange monstre er statister og skuespillere i kostumer.

Det betyder at folk glemmer deres replikker, at sceneteknikere nogle gange glemmer et sceneskift, at "dræbte" modstandere kravler ud af billedet langs kanten af scenen, og at nogle overspiller deres dødscener helt vildt. Det er enormt skørt, men det har en charme, der skinner igennem fra første øjeblik.

Dashfort selv, såvel som hans tro medhjælper, den forhenværende gadelømmel Scampwick, er dog ikke skuespillere. De spiller sig selv, og efter hånden som man kommer gennem de 22 baner, begynder man at fornemme, at der er en dybere mening med det hele - uden vi dog skal spoile den her.

Charme og humor er ikke altid nok til at nå helt i mål, men bag Foul Plays ret pudsige ydre gemmer sig nogle forrygende spilmekanikker. For det første er der kampsystemet, der som sagt minder lidt om det fra Batman: Arkham-spillene, men har noget mere dybde. Man starter med to basisangreb, et almindeligt slag og en launcher, der sender modstanderen op i luften. Det kombineres med en blokade, der - hvis man timer den rigtigt - lader en give sin modstander nogle læsterlige klø, rundet af med en massiv piledriver eller et kast, der sender staklen hen i nærmeste bunke fjender.

Comboer er i højsædet. Man slår, sparker, kaster og blokerer sig til stadig længere comboer, der resulterer i point og erfaring, der så igen låser op for nye specialangreb. Hver gang en fjende har tænkt sig at angribe, dukker der små lyn op over hans hoved, der fortæller at man skal til at blokere, og går et angreb igennem, ryger ens combo. Til gengæld er der ingen straf for at slå et par gange ud i luften, så længe man hurtigt følger op med at slå dæmoner til plukfisk.

Hver bane har også tre challenges, der giver ekstra point, hvis man udfører dem. Det kan være alt fra at lave en combo på 75 slag, lave et bestemt antal "perfekte scener" (hvor man besejrer en bølge af fjender i én ubrudt combo), lave et bestemt antal Stunning Piledrivers, hvor man rammer tre eller flere modstandere, eller redde en eller flere civile fra monstrenes klør.

Det er et fremragende system, der bliver endnu bedre kombineret med spillets anden store inspirationskilde: Guitar Hero.

Nu sidder du måske og tager dig til hovedet, mens du sukkende tænker "åh nej, ikke endnu et rytmespil". Men fat mod. Det er nemlig hverken plastikinstrumenter eller knapsekvenser, udviklerne fra Mediatonic har lånt fra guitar-spillet. Nej, det er i stedet brølet fra publikum og måleren på skærmen, der viser hvor vilde publikum er med en.

Foul Play foregår som sagt i et teaterstykke, og det betyder, at der er publikum på. Og publikum skal underholdes. Går det godt, klapper og hujer de, går det rigtig godt, råber de højt, og når det går allerbedst - når man har sin 4x multiplier og passerer 50 slag med sin combo - så flyver de op af sæderne, kaster med deres hatte, blomster og andet godt.

Det skaber en helt særlig stemning - også selvom man udmærket godt ved, at det ikke er rigtige mennesker, der jubler - og motiverer en til at levere spektakulære comboer, som få andre spil kan gøre det. Det giver kort sagt et sus, når man gør det godt, og har man først oplevet den rus, jagter man den gennem resten af spillet.

Går det omvendt skidt, bliver publikum mere tilbageholdene. Hver gang man bliver ramt, ryger stemningsmåleren et pænt stykke ned, og går den i bund, falder tæppet. Vores helte kan ikke dø i den bogstavelige forstand - det er jo som sagt bare et opstillet teaterstykke - men de kan bestemt dø på scenen i den overførte betydning. Publikums gunst skal vindes, koste hvad det vil.

I bedste Guitar Hero-stil har man en nødventil, der udløses med den ene skulderknap, så man for en kort stund får ekstra scenetække, og alle slag tæller dobbelt i forhold til ens combo. Det hjælper bestemt, og faktisk har jeg endnu ikke haft problemer med at holde publikums damp oppe.

Men det er heller ikke der, den reelle udfordring i Foul Play ligger. I stedet handler det om highscoren og om at levere den femstjernede præstation, mens man løser de tre challenges, der er knyttet til hver bane eller akt. Og dét kan være endog meget svært.

Foul Play er nemlig et af den herlige slags spil, der er lette at gå til, men forbistret svære at meste, og man har en klar fornemmelse af, at her er plads til at man kan blive rigtig, rigtig god.

Spillet understøtter lokalt co-op for to, og jeg vil klart anbefale at man har en kammerat med sig i sofaen. Med to spillere åbner der sig nemlig mulighed for fælles comboer og kombinationsangreb, og det giver det i forvejen dybe kampsystem lidt ekstra facetter. Dermed ikke sagt, at Foul Play ikke kan nydes alene, for som solospiller er det også stærkt underholdene.

Foul Play er et af de bedste bud på beat 'em up/brawler-genren, vi længe har set, og har man bare den mindste interesse i at tæske dæmoner på spektakulær vis, er de lidt over 100 kroner, spillet koster på Xbox Live og Steam, givet godt ud.