Fracture

Sammen med økonomien og den evige konflikt i mellemøsten, må miljøet være en af denne tids helt store samtaleemner. Al Gore har for længst tilsluttet sig den ubekvemme sandhed, mens Bjørn Lomborg stadig forsikrer os om at, der ikke er noget at frygte. Der nok går nok hundred år endnu før vi får uomtvisteligt bevis på enten den ene eller den anden påstand om vi skader Moder Jord eller ej, men det er hvad det er. Og apropos Moder Jord og alt hun repræsenterer, eller måske rettere: hvad hun sjældent bliver præsenteret i sammenhæng med. Miljøets tilstand er ikke et emne, der begår sig så godt indenfor spil, og det er måske netop derfor Day 1 Studios har forsøgt at give det et forsøg. Men heldigvis drejer det sig ikke om pladdersnak om at vi misbruger kloden. Nej, det handler i stedet om en ganske anderledes måde at uddele øretæver på.

Idéen der adskiller Fracture fra ethvert andet tredjepersons actionspil, eller bare et actionspil i det hele taget, er evnen til at ændrer terrænet, som du lyster. Den højre og venstre skulderknap på controlleren, får din hypermoderne riffel til enten at hæve eller sænke terrænet og komplimenteret med et glimrende fysiksystem, åbner det hurtigt døren for en helt ny måde at slå dine fjender ihjel på. Er du tæt på at dø? Hæv terrænet foran dig til at skabe et dække, du kan slikke dine sår bag. Løbet tør for skud? Sænk terrænet ved fjendernes fødder, så de falder ned i den lavasø, de står lige ved siden af og snup så deres efterladte våben. Det er en fed idé, der først for alvor kommer til udtryk i multiplayer, men det kommer vi til senere.

For der er selvfølgelig også en singleplayerdel, og den tager sit udgangspunkt i en ny amerikansk borgerkrig lidt over hundred år ude i fremtiden. Østkysten og vestkysten i USA er nu delt op i to modstridende fraktioner, henholdsvis kaldet Atlantic Alliance og Pacificans. Du indtager rollen som Jet Brody, en ung herre, der kæmper for Atlantic Alliance og som den eneste soldat på slagmarken, er i besiddelse af en Entrencher - det våben, der kan manipulerer terrænet. Din mission bliver at jagte og fange Pacifican-generalen Sheridan, der er særdeles skruppelløs. Det er desværre en historie, der kun er til, fordi den skal være der. De enkelte missioner bliver meget langstrakte og med tynd dialog i de ret ligegyldige mellemsekvenser. Desuden er Brody så stereotyp en actionhelt, som overhovedet muligt. Day 1 Studios har forsøgt at give ham noget personlig og samvittighed, men han både føles som og ligner bare en afstikker fra Unreal-turneringen.

Det er heller ikke kun historien, der plager kampagnen. Der er action hele vejen igennem, men flere gange føles det mere som et skydetelt end en borgerkrig. Pacificans er en talrig modstander, og vil bogstaveligt talt sende byger af fjender i hovedet på dig. For det meste klarer de opgaven udmærket, men med jævne mellemrum, begår de brølere, så tydeligt åbenlyse, at de er svære at ignorerer. Når de stakkels fodtusser, forlader deres sikre og skudsikre dække, og derefter stormer gennem ingenmandsland, for til sidst at knæle ned midt i det åbne landskab, hvor du let kan plaffe dem alle ned, får det mig til at undre mig over hvorfor denne nye borgerkrig ikke blev afgjort for år siden. Med jævne mellemrum skal et puzzle løses ved hjælp af en særlig type granat eller et nyerhvervet våben, men det bliver aldrig mere kompliceret end at alle kan være med. De lange strækninger med masser af fjender og de efterfølgende gåder, føles meget opdelte og i længden trivielle. Ca. halvvejs gennem kampagnen ramte jeg en mental barriere, der gjorde jeg ikke længere spillede videre af lyst eller nysgerrighed, men derimod af pligt, og det er aldrig et godt tegn.

Min store redningsmand i Fracture og det der gjorde jeg kunne presse mig videre i kampagnen, er derimod våbenudvalget. Det er længe siden jeg har været så tilfreds med arsenalet i et spil, og det er først og fremmest fordi våbnene virkelig udnytter muligheden for at manipulerer terrænet. En spikegranat skyder en kæmpe spids op ad jorden, der kan knuse en fjende mod loftet og en vortexgranat skaber et miniature sort hul, en lille tornado, der suger alt til sig og takket være en glimrende og troværdig fysik, kan den rykke fuldstændig rundt på slagmarkens udformning. Invader-shotgunen sender folk tilbage som om de var blevet ramt af et godstog og min personlige favorit, torpedokasteren, sender et missil af sted under jorden, som du selv detonerer. Perfekt til at ramme fjender, der sidder skjult bag dække.

Der kan lynhurtigt komme til at ske rigtig meget på skærmen, men heldigvis bliver det hele håndteret flot, uden at maskinen hoster det mindste. Grafisk er Fracture ret imponerende, dog mest fra et teknisk synspunkt end fra et designmæssigt, for Day 1 Studios bud på hvordan fremtiden vil se ud, er sjældent virkelig spændende. Detaljegraden er dog høj og finder du et højt punkt, er udsigten rigtig flot.

Det er altid svært at teste multiplayerdele, inden spillet kommer på gaden, for en team death match med tre spillere, bliver aldrig virkelig god. Med det sagt, så formåede Fracture stadig at virke som en rigtig spændende onlineoplevelse. De almindelige spilmodes er repræsenteret, våbenarsenalet er skræddersyet til intense kampe og muligheden for at ændrer terrænet, gør at ikke to kampe på samme bane vil være ens. Broer kan aktiveres og fjernes igen med Entrencheren og når selve jorden du træder på, kan ændres af alt og alle, bliver opgaven med at holde et særligt område i f.eks. King of the Hill, pludselig meget vanskelig. Med tolv spillere i samme kamp, der alle skaber komplet kaos omkring dem samtidigt, kan onlinedelen blive en af efterårets helt store tidsrøvere.

Det er lidt ironisk, at det der skulle være Fracture store es, nemlig terrændeformationen, pænt må tage bagsædet, i forhold til det fuldendte arsenal, men så længe oplevelsen er reddet, er det vel ligegyldigt. Havde der været lagt mere arbejde i kampagnen, kunne Fracture have endt som en af årets helt store spil, men som det står nu, har vi at gøre med et stykke ganske udmærket digital underholdning.