Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Freedom Fighters

Freedom Fighters

Enhver med lidt nationalfølelse i brystet har set til med glæde, mens IO Interactive har placeret vores land på det interaktive landkort.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Freedom Fighters er på gaden d. 26/9-2003

HQ

Enhver med lidt nationalfølelse i brystet har set til med glæde, mens IO Interactive har placeret vores land på det interaktive landkort. Hitman serien har høstet anderkendelsens roser i et anløbent øjemed, hvor man som den skaldede lejemorder 47 hev livet ud af tilfældige sjæle. Nu har de danske drenge så kørt patriotismen over på anden side af atlanten. I et tankespind er de amerikanske drenge pludseligt kommet på hælen, og bjørnen står for porten. En tilfældig blikkenslager rejser sig fra askerne, og bliver samlingspunkt for et virvar af røg og krudtslam. Desværre skæmmer en række skønhedsfejl et ellers ganske underholdende produkt.

Hvad nu, hvis det ikke var den vestlige verden, der havde siddet med trumferne efter anden verdenskrig? Hvad hvis nu hvis vi i stedet tænker os, at russerne smed bomben over Berlin, og derved endte krigen ? Det er lige netop, hvad der er baggrunden for Freedom Fighters. Efterfølgende har det røde tæppe bredt sig over verden, indtil kun Amerika står tilbage. Her begynder rygter om fremmede tropper at brede sig, og bedst på en hed sommerdag slår de fæle bolsjevikker til. Midt i dette virvar befinder blikkenslageren Christopher Stone sig. Han bliver et magtesløst vidne til sin broders tilfangetagelse. Med sin rørtang i et fast greb kaster han sig ud i forfølgelsen, men trods indblanding fra en tilsyneladende ligesindet når han kun at se enderotoren på en flygtende helikopter.

Nu hvirvles man dybt ind i hårdt prøvede New Yorks undergrund. Den gejst man har fremvist er tilsyneladende det, der skal til for at tænde lunten, og pludselig bliver man hovedmanden gennem en række attentater mod de fredsbevarende styrker. Der er her et herligt billede, hvor man på den ene side har de undertrykte frihedskæmpere, og på den anden side har en magt, der tilsyneladende blot ønsker at holde ro og orden - verdens politmand. Noget man med lidt god vilje godt kan føre analogt over til noget samfundskritisk uden at træde nogen alt for meget over tæerne. Fra en base under jorden påtager man sig missioner, der spænder fra at hærge tvstationer over elimineringer frem til destruktion af forsyningslinier.

Opgaverne spænder altid over flere byområder, hvor der et sted er et primært objektiv, mens der andre steder er sekundære mål, der kan lette fremgangen. For at give et eksempel på dette, så skal man på et givent tidspunkt indtage en politistation. Området overvåges desværre fra et brændstofsdepot, hvor snigskytter er positioneret. Man kan enten vælge den hårde direkte vej, eller også kan man gøre lidt destruktionsarbejde først. Vælger man sidstnævnte, så går man over til den anden bydel, sniger sig ind på depotet, og placerer noget sprængstof. Vupti, så kan man nu bevæge sig frit i det første byområde. Denne fremgangsmåde gennemsyrer begivenhederne, og giver en lidt mere strategisk indgang til missionerne. Skal man først forsøge at fjerne helikopterbasen? Eller skal man måske i stedet prøve at destruere et elværk? Ideen er ganske glimrende, og fungerer også det første rum tid.

Dette er en annonce:

Langsomt bevæger man sig op i undergrundsbevægelsens hieraki, og man tiltjener sig også et større ansvar. Dette illustreres gennem karismapoint, som man gør sig fortjent til gennem sine handlinger. Løser man sine missioner, og sørger man for at redde krigsfanger, så stryger der point ind på kontoen. Ansvaret bliver så igen repræsenteret ved, at man kan hverve sig flere folk til missionerne - helt op til 12 gæve gutter/gutinder kan stride ind under ens kyndige vejledning. Dette er en glimrende assistance mod overmagten. Gennem en utrolig intuitiv kontrol kan man råbe de mest gængse kommandoer, og iagtage dem blive udført. Der er her generelt en ganske god path-finding, og folk agerer overordnet, som om de ikke er helt hjerneblæst. Der er dog episoder, hvor folk bliver uforklarligt væk, eller hænger fast i scenariet - dette hører dog til undtagelserne.

Mens ens egne soldater opførsel afstedkommer en nogenlunde god karma, så har modstandernes AI ikke fået det rette skud vitaminer. Mens man bevæger sig rundt, og betragter verden fra et tredje persons perspektiv, bliver man vidne til nogle yderst aparte hændelser. Selv om der er episoder, hvor folk kaster sig bort fra granater, og søger dække, så virker illusionen ikke overbevisende. Langt størstedelen af tiden foregår der besynderlige ting. Modstandere vader forbi, som om intet er hændt, på trods af at man står, og sprænger hans kammerater i småstykker. Fjender kan blive skudt i nakken gentagne gange for blot at virre lidt med hovedet og stille sig op igen. Generelt så er det med til at sænke sværhedsgraden betragteligt, og titlen tager efterhånden mere form af en ordentlig gang run’n’gun. Ofte så gider man simpelthen ikke at kommandere rundt med tropperne, men stryger i stedet ud i nogle frygtelige sololøb, hvor man på bedste Rambo manér ondulerer alt og alle.

Det er lidt ærgerligt, at der ikke er lagt mere arbejde på det holdmæssige aspekt. For med en glimrende grafik og en generelt fremragende lydside er der ellers lagt godt i kakkelovnen. På trods af manglerne har Freedom Fighters alligevel en sær dragende effekt. Man helmer ikke før man er nået vejs ende, hvilket jo alligevel er et stort skulderklap. Dette udbygges af en ganske underholdende multispillerdel, hvor man på bedste røver og soldater maner skal nuppe hinandens fort. Det er alle elementer der hiver i den rigtige retning. Men med det store potentiale der ellers lå lige for fødderne af IO Interactive, må vi ende med at give en syver med en pil opad.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Nogle virkelig gode missioner. Lækker lydside af Jesper Kyd.
-
AI'en mangler finpudsning for at virke efter hensigten.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Freedom FightersScore

Freedom Fighters

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Nielsen

Selvom denne historie virker meget dyster og kompleks er her dog alligevel tale om et forholdsvist lettilgængeligt actionspil.

Freedom Fighters

Freedom Fighters

PREVIEW. Skrevet af Thomas Tanggaard

Tilbage i år 2002, var Freedom Fighters - dengang kaldet Freedom: The Battle for Liberty Island - gemt godt af vejen på E3.

Freedom Fighters

Freedom Fighters

PREVIEW. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Det er altid svært at følge op på en succes, og man må sige, at Hitman spillene - med Agent 47 i hovedrollen - har været een af slagsen.



Indlæser mere indhold