Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Freedom Force vs. The 3rd Reich

Freedom Force vs. The Third Reich

Frihedens trikot-klædte beskyttere slår til igen. Erik har leget superhelt endnu engang og fortæller alt om oplevelsen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Superhelte er på én gang vidunderlige og dybt latterlige. Det er svært at tage dem seriøst - sådan, for alvor. Omvendt skal man være en regulær dødbider for ikke at kunne fascineres af superkræfterne, super-sjælekvalerne og de farverige superdragter. Irrational Games forstår den dobbelthed som få, og det var nok især derfor, den originale Freedom Force vakte så stor genklang blandt alverdens gamere og superhelte-entusiaster.

HQ

Freedom Force vs. The Third Reich byder som sin forgænger på et plot så hovedløst forvrøvlet og nogle superhelte så endeløst karikerede, at det næsten er for meget. Men samtidig balancerer spillets tone på den knivskarpe grænse mellem latterliggørende parodi og blåøjet hyldest med overlegen sikkerhed, og derfor inviterer Freedom Force 2 både til latter og indlevelse - på én gang. Det er plat umuligt at stå for.

Historien skal ikke opsummeres her - den bør opleves. Men Freedom Force-nybegyndere kan med sindsro forvente sig tidsrejser, over-overmenneskelige fjender og plot-twists ad libitum. For veteraner fra etteren vil det være nok at sige, at toeren er lige dele gamle kendinge og nye tricks, og at præsentationen er lige så retro-lækker som altid: Cutscenes i Jack Kirby-inspireret tegneserie-stil - og stemmeskuespillere, der leverer stor, campet kunst.

Heller ikke gameplayet har forandret sig mærkbart siden sidst. Igen er det squad-baserede kampe i RPG-stil, der står for substansen, og igen fungerer det fremragende. Et intuitivt interface gør det nemt at komme i kødet på den kringlede handlings utallige indbyggede slagsmål, og samtidig sørger rigdommen af vidt forskellige helte og skurke med vidt forskellige evner og svagheder for, at Freedom Force alligevel besidder en fængende dybde. Og så er det stadig herligt at få lov til at reducere snart sagt alting på banerne til stumper!

Billedsiden har fået et ekstra lag lak - den tegneserie-inspirerede 3d-grafik er en anelse sprødere nu, og farverne stråler endnu mere end før. Lyden holder den høje standard sat af etteren, hvor campede superhelte-temaer på lydsiden og elegant overspil fra stemmeskuespillerne betyder alt for den uforlignelige superhelte-stemning. Hverken lyd- eller billed-side strækker den gennemsnitlige PC’ers formåen, men de matcher spillet forbilledligt.

Dette er en annonce:

Et par nyheder har fundet vej til Freedom Force-universet siden etteren. Der er blevet plads til en håndfuld nye helte, hvor flere er holdt i en dystrere stil end de gamle - især Tombstone, der fik sine kræfter under en henrettelse, er dejligt dunkel. Men nye ideer er det sandt at sige så som så med. Faktisk er det snart sagt det eneste dårlige, man kan sige om Freedom Force vs. The Third Reich: Det minder til forveksling om sin forgænger.

Kvalitet er altid et spørgsmål om perspektiv, og det gælder dobbelt for Freedom Force 2. Hvis du forlod etteren med en mæt, veltilpas fornemmelse i maven, vil toeren formentlig forekomme dig en tand overflødigt. Men hvis du syntes, originalen smagte efter mere - eller simpelthen aldrig fik spillet den - bør du løbe ud og investere i Freedom Force vs. The Third Reich. Computerspil fås ikke meget mere gennemdesignede og super-underholdende!

Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Dette er en annonce:
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
Freedom Force vs. The 3rd Reich
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fyldt med gode ideer. Flot grafik. Rammer tegneserie stilen perfekt.
-
Ikke nok til at være en toer. Måske ikke så nødvendig hvis man har etteren.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold