GameReactor har været et smut forbi IO Interactives hovedkontor i hjertet af København og taget et smugkig på det kommende Freedom: Soldiers of Liberty. Spillet er blevet udviklet sideløbende med Hitman 2, og er bygget på selv samme engine - dog med væsentlige forbedringer i AI’en, partikelsystemet, antallet af polygoner m.m.
Freedom tager udgangspunkt i en bister og krigshærdet verden, en verden i en alternativ tidslinie. En tid hvor russerne vandt 2. verdenskrig ved at kaste en atombombe over Berlin i 1944, dette vendte slagets gang og her et halvt århundrede senere har sovjetunionen et hårdt greb om hele verdenen - inklusiv USA. Du antager rollen som Christopher, en ung blikkenslager der bliver fanget midt i denne konflikt. New York er netop ved at blive invaderet af den russiske overmagt, og ikke ulig Nintendos lille blikkenslager, tager Christopher kampen op mod den onde fjende.
Spillet er en tredjepersons 3D-shooter med vægt på masser af action, dog med et særlig twist. Christopher kan nemlig ikke besejre invasionsstyrken på egen hånd, og må derfor tilkalde hjælp fra andre frihedskæmpere. Ved hjælp af et innovativt karisma-system kan du få AI-styrede karakterer til at følge dig, faktisk helt op til 12 ad gangen. Dit karisma-niveau har direkte indflydelse på hvor mange frihedskæmpere der vil følge trop, og karisma erhverves bl.a. ved at gennemføre missioner og dræbe russere. Du kan give dine teammates kommandoer og få dem til at angribe et givent mål, forsvare en position eller blot følge efter dig i bedste gåsemor-stil. De er dog meget autonome, og vil selv gå i dækning hvis de bliver beskudt, hvorfra de prompte vil gengælde ilden.
Våbnene er meget konventionelle modeller, alt lige fra håndvåben til raketstyr, og der vil være rig mulighed for at destruere både russiske tanks og helikoptere. Banerne er fordelt i zoner, som kan sammenlignes lidt med opbygningen i GTA: Vice City, ens handlinger i én zone vil have direkte indflydelse på hvad der sker i den næste. Historien vil ydermere udfolde sig over flere årstider, så vi kommer til at se New Yorks gader og parker i både vinter -og sommertiden, en ting der helt sikkert vil skabe stemning. Freedom vil ikke være fyldt med utallige puzzles, men vil derimod være en actionfyldt oplevelse, hvor konceptet er at være så taktisk som muligt - især mht. hvorledes man kommanderer rundt med sine frihedskæmpere.
Vi fik muligheden for at spille en enkelt bane igennem, og titlen virker allerede meget intuitiv og fængende at spille. Styringen af både Christopher selv og den måde man giver kommandoer til ens teammates på fungerer glimrende, og IO fortæller selv at der er lagt meget arbejde i netop interaktionen mellem dig og dine frihedskæmpere. Freedom udkommer til efteråret til PS2, Xbox, PC og en GameCube version følger sandsynligvis i kølvandet på disse. Med den høje standard vi er vant til fra IO Interactive, ser vi her på redaktionen frem til at kæmpe for friheden.