Og det er en velfortjent placering, for Fuel er stort. At køre far den ene ende af kortet til den anden, tager omtrent lige så lang tid som at køre fra Oslo til Drammen, og på vejen krydser man gigantiske ørkener, dybe skove og langstrakte sletter. Det er enormt og episk, men ikke særligt spænnende. Faktisk er det mere interessant at køre fra Oslo til Drammen end at krydse kortet i Fuel.
Fuel foregår nemlig i en postapokalyptisk verden. Naturen har taget sin hævn på menneskernes overforbrug, og storme og tørker har ramt hele verden. Infrastrukturen er gået i opløsning, og befolkningen er flygtet ud i et ingenmandsland. Her kæmper man om benzin ved at køre kap med ligestillede overlevende. Benzin er penge og bruges til at købe nye køretøjer, som igen bruges til at vinde mere benzin.
Det hele er med andre ord et forsøg på at blande Mad Max med Fallout 3, men det er en dårlig blanding. Det Asobo Studios har stykket sammen er nemlig en livløs verden uden atmosfære. Man kører som regel rundt uden at støde på andre, og de få biler man møder kører rundt uden noget mål eller mening. Her er ingen motorcykelbander som vil slå dig ihjel eller andre faremomenter for den sags skyld, bare tæv speederen i bund og kør mil efter mil uden nogen forandring. Jo da, man finder udsmykning til sine fartøjer undervejs, og at lede efter de såkaldte "Vista" steder, som er områder med en smuk udsigt, er sjovt nok en halv times tid. Men til syvende og sidst føles det tomt og meningsløst at udforske den gigantiske verden i Fuel.
Heldigvis er der forskellige udfordringer og kapløb, og disse fungerer en smule bedre. Bilfysikken er ok, båder biler og motorcykler føles en smule for lette og hysteriske, men det passer egentlig spillet godt da her ikke er tale om en simulator. De forskellige kapløbsmuligheder er også varierede nok til at holde min opmærksomhed.
Alligevel føler jeg at spillet fejler. Enkelte løb er således lavet for at du skal kunne gøre lige hvad du vil for at nå i mål, men at suse ned over en græsslette fører til at du mister en masse fart, hvilket aldeles ikke føles logisk. Ja, du kan køre hvor du vil, men spillet ser helst at du bruger de forud planlagte ruter, og ikke hygger dig alt for meget.
Mellem hvert løb kan du køre frit rundt for at udforske landskabet, men det bliver hurtigt så kedelig at jeg valgte blot at hoppe fra løb til løb.
Fuel lider af ikke at være gennemtænkt nok, og er et spil som kan få en helt fantastisk efterfølger. Det er nemlig marginaler som skal justeres for gøre dette til et vældigt fængende spil. Havde man byttet den grusomme midi-rockmusik med en slags postapokalyptisk radiokanal som informerede om begivenheder i verdenen, nye udfordringer, ting at samle op, og tilføjet en masse passende musik ville spilverdenen nemlig have været et interessant sted. Havde man samtidig gjort spilverdenen mere levende med små byer og lokalsamfund som havde opgaver klar, eller måske nye dele til bilerne, havde man været endnu tættere på et ægte Mad Max-spil.
Desværre er Fuel som det ser ud nu, blot en gigantisk, tom verden hvor løb efter løb køres i en meningsløs jagt på benzin som man egentlig ikke har brug for. Alligevel blev jeg siddende i mange timer. Det er et eller andet ved den ødelagte verden som fungerer, enkelte områder er afsindigt stemningsfulde med en ødelagt omverden og spor efter den katastrofe som har efterladt nedbrændte skove, flyvrag og strandede supertankere. Jeg får faktisk lyst til at låse på for nye områder af spilverdenen for at se mere af ødelæggelserne, og løbende er akkurat fængende nok til at jeg holder det ud.
Til syvende og sidst virker det dog som om Fuel er gået glip af sit sande potentiale, og er en upoleret lille guldklump som kunne have været så meget bedre.