Full Auto 2: Battlelines

Det var tæt på! Røgen og ildens sørgelige rester fra den just ødelagte bygning kan stadig mærkes i baggrunden, men med et dusin fjender både foran og bagved, der truer med knusende sammenstød, miner og skarpe projektiler, så er der ikke tid til at mindes. Tungen skal holdes lige i munden, mens der fyres op for turboen, så jeg hurtigt og skadefrit kan indhente den stærkeste af bilerne, destruere ham og komme først i mål.

Dette er en tanke, eller måske nærmere en drøm eller illusion, som man er tilbøjelig til at få, mens man spiller Full Auto 2. Det er givetvis samme tanke, spillets designere har gået rundt med, og hvis den fejlagtige etter ikke gav dem endnu mere passion og lyst til at skabe en bedre, stærkere og mere opildende efterfølger, der i højere grad levede op til denne idé, så ved jeg ikke hvad.

Desværre har vi åbenlyst at gøre med nogle ret inkompetente designere, der åbenbart har vandret frit på en lyserød sky og troet alt var fint; for i stedet for at rette på alle de elementære fejl fra det første spil, så har man blot udvidet konceptet, og det holder ingen steder, når spillet grundlæggende er ødelagt.
Full Auto 2 burde ellers byde på alt godt fra spillehavet. Der er fart, masser af ødelæggelser og store, tunge våben. Hvad mere kunne man ønske sig? Desværre kan man fra første tryk på pedalen mærke, hvordan spillet bare føles forkert. Spillets fysik er omfangsrig, eftersom mangt og meget kan sprænges i luften, men alt føles bare for let, og bilen er i bund og grund mærkelig at styre rundt. Det føles i hvert fald ikke som en tonstung dødsmaskine, der rummer en hårdtpumpende motor og en mindre hærs arsenal. Samtidig føles våbnene heller aldrig særlig tilfredsstillende og kan være mere end en anelse upræcise. Ikke ligefrem den ønskede effekt i et spil, der netop skal blande så to elskede spilelementer: Fart og våben.

I modsætning til originalen på Xbox 360, har man her forsøgt at bygge spillet op omkring en historie-del, hvilket mildt sagt intet har med en historie at gøre. Til gengæld bydes der på nogle mere spændende scenarier, hvor der både er primære og sekundære mål. Som regel skal man enten komme først i mål, dræbe lederen, udslette alle, eller en kombination af disse, og alt efter hvor mange mål du opnår, får du så en række oplåsninger. Og med de nye Arena-baner, hvor kan køre frit rundt og destruere hverandre, er der lagt endnu mere fokus på våbnene i Full Auto 2.

De er alle fine initiativer, men fordi de oprindelige problemer med spillet stadig består, så giver det ikke megen ny spilleglæde. Heldigvis har Pseudo fået styr på frameraten, så spillet stort set kører åleglat, selvom det fremvises i hele 1080p. Dette betyder ikke, at grafikken er fremragende, selvom den er skarpere end i originalen, men det gør alligevel det mere fornøjeligt, at sætte gang i turboen og fræse ind i diverse bygninger.

Full Auto 2 bygger på et overfladisk, men hæsblæsende og underholdende koncept, og selvom ideerne egentlig er på plads, så føles spillet ret ødelagt og får aldrig den maksimale underholdningsværdi frem. Der er til gengæld en masse tilgængelig, destruktiv arkaderæs, men dette findes allerede på nuværende tidspunkt i meget bedre form på PlayStation 3. Så det er svært at finde grunde til, hvorfor Full Auto 2 skulle lande i indkøbskurven.