Full Spectrum Warrior: Ten Hammers

Den er helt gal i den fiktive by Tien Hamir. Bander, faktioner og civile med våben kæmper om de slidte, sandfarvede gader og skrøbelige huse. Kvinder bliver voldtaget, gamle venner er nu ærkefjender, og der skal en international styrke til for at få ro på konflikten. Hvor er det godt, at den amerikanske hær så har mig, en ung amerikansk soldat med masser af mandsmod og nok streger på uniformen til at være en fyr, der lyttes til. Det er op til mig, naturligvis sammen med min gruppe af ligeså barske og professionelle børster, at sikre freden i Tien Hamir.

Full Spectrum Warrior: Ten Hammers fortsætter, hvor den oprindelige og anmelderroste original sluttede, om end Pandemic nu har fyldt en del mere på oplevelsen. Tilgængeligheden har de dog ikke kunnet gøre meget ved, og hvis du var en af dem, der nærmest faldt i søvn med kontrolleren i hånden, da du kæmpede dig gennem de krigshærgede gader i Zekistan, så vil du uden tvivl også synes, at Ten Hammers er mere af det samme - for det er det. Tempoet er stadig søvndyssende lavt. At kæmpe sig vej gennem byens gader kræver usædvanlig meget tålmodighed. Husmure bruges som beskyttelse, dine allierede lægger dækild, når du har brug for det og granater skal placeres med centimeters nøjagtighed, for overhovedet at gøre en forskel. Glemmer du bare for et kort øjeblik dine ugers militærtræning og farer du frem som en anden skydegal basse, så ender det hele frygtelig galt, og endda i slow motion, så du rigtig kan ærgre dig over dit manglende overblik og tålmodighed. Heldigvis betyder det også, at du som i originalen kan spole hele forløbet et par sekunder tilbage og så tage en helt anden beslutning - og det har jeg allerede gjort adskillige gange.

Heldigvis bløder Ten Hammers op på andre og ret væsentlig områder. Styringen er en del mere intuitiv, og selvom Pandemic har begået en brøler af format ved at placere snigskytteriflen på samme knap som du indkalder et luftangreb, noget der i øvrigt flere gange fik mig til at bruge tusindvis af amerikanske dollar på at sønderbombe en enkelt, forskanset militssoldat, så har firmaet forstået at etterens underlige spindelvæv af grupper, undergrupper og mange knapkombinationer, simpelthen var for meget. De har også inkluderet en række nye grupper, så du ikke kun er i besiddelse af et Alpha og Bravo-hold, og på visse missioner kan du skifte mellem helt op til fire grupper (der kan deles i op to hold af kun to personer), hvilket giver serien et helt nyt taktisk aspekt. Det er nu muligt at flankere modstandere der ligger i baghold, og det er virkelig tiltrængt.

Ten Hammers introducerer også en lang række nye køretøjer, hvoraf Bradly-tanken er den mest interessante, fordi du på den måde får lov til at være den der deler tæskene ud. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg i det originale spil blev fanget af en mindre gruppe soldater og et panseret køretøj, mens jeg selv kun havde en gruppe på fire mænd. Indrømmet, det var intenst, men det virkede en smule ulogisk at den amerikanske hær, der muligvis er verdens bedst ekviperede, ikke kunne få fat på en bulderbasser, der kunne give svar på tiltale, men det kan du så nu. Et andet og meget vigtigt aspekt, som slet ikke var til stede i Full Spectrum Warrior, var muligheden for at indtage en by gennem husene. I det originale spil kunne du smyge dig fra opgang til opgang, gennem smalle gader og rundt om faldefærdige hegn og stakitter, men ikke én gang fik du muligheden for at søge beskyttelse i et hus, eller placere din snigskytte på taget med udsigt over et givent område. Dette kan heldigvis også lade sig gøre nu, hvilket igen giver flere facetter til det strategiske spil.

Ten Hammers er dog ikke uden fejl. Lydmæssigt er der en del stemmegentagelser, der kan drive selv den mest hårdføre soldat til vanvid. Ting som "One down!" og din feltlæges "It’s the spinal injurys I hate", bliver gentaget hvert tiende sekund, muligvis ikke med vilje, men det dræber noget af intensiteten. En anden ting er de tilrettelagte kampe og overraskelser, som Pandemic har i posen. De er for det meste alt for scriptede, og en tidlig død samt kendskabet til hvad der sker, når du træder rundt om hjørnet, gør tidligere spillede konflikter til pærelette kampe, hvor du nærmest i en trance, følger præcis det oplæg, der skal til for at vinde kampen. Her ville en mere dynamisk AI kunne have gjort en stor forskel.

Online har Pandemic Studios igen gjort sig umage og specielt via Xbox Live er der masser af hente. Et utal af modes, muligheden for at kommunikere via headsettet og ekstrem mange intense kampe, var hvad jeg stødte på, dog uden nogensinde at vinde så meget som en enkelt kamp - lad mig bare sige det med det samme; der er nogen derude, der har alt for meget tid og på en eller anden måde har valgt at fusionere sig selv med joypaddet. Men har du gennemført den historiebaserede del, så har du i det mindste en chance online.

Full Spectrum Warrior: Ten Hammers er mere af det samme, men med en række forbedringer. Det er bare svært at være lige så imponeret over toeren, efter at have spillet Advanced Warfighter, der både leverer dyb strategi, men samtidig giver dig direkte kontrol over dine soldater. Alligevel er der ingen tvivl om, at Ten Hammers er et solidt spil med masser af intense øjeblikke, og finder du stadig det originale spil frem, så er der ingen vej uden om opfølgeren.