Fullmetal Alchemist: Brotherhood

Da jeg var dreng, læste man Dragonball og så Pokemon. Efter at have nået en lidt mere moden alder, faldt det lidt efter lidt fra, men anime har altid haft en speciel plads i mit hjerte. Senere har jeg set serier, som var mere rettet mod et voksent publikum, så jeg er gået glip af de sidste mange års nypåfund indenfor animeserier rettet mod børn og unge.

Dette prøver jeg at råde bod på ved at anmelde spillet til en af de nuværende populære anime-serier, Full Metal Alchemist: Brotherhood.

Som det første giver jeg mig i kast med Story Mode og satser på at blive indviet i Full Metal Alchemists verden gennem klip fra serien. Skuffelsen rammer dog hårdt, da jeg bliver hilst velkommen af et statisk billede af hovedpersonen Edward Elric foran en stillestående baggrund med tilhørende tekst.

Jeg håber, at denne fesne måde at fortælle historien på, er forbeholdt introen, men ak, alle seks timer, som kampagnen varer, bliver fortalt gennem statiske billeder, tekst og en gang imellem indtalte stemmer. Det er ærgeligt, at det ikke faldt udvikleren ind at bruge klip fra anime'en til at fortælle historien på en lidt mere interessant måde.

Der er flere gange hvor jeg ikke forstår hvad der sker, da de statiske billeder ikke formår at formidle øjeblikket. Mit engagement i historien svinder ind, og snart går det op for mig, at dette spil udelukkende er rettet mod hardcore fans, der allerede kender historien.

Ligesom Dissidia: Final Fantasy fungerer Brotherhood som et kampspil, hvor man frit kan løbe rundt på en åben bane. Kampene udføres i 2-mod-2 hold, hvor alle fire kombattanter befinder sig samtidigt på banen. For at vinde skal begge modstandere slås ud, men man skal sørge for at de knockoutes næsten samtidigt, da holdkammerater kan genoplive hinanden. Udover spark og slag kan man udføre 2 forskellige magiske angreb, eller alkymi som det kaldes i spillet. Disse tager form af beskyttende barrierer, stennæver der rejser sig op af jorden og andre fantasifulde kaqmpeegenskaber. I alt er der dog kun fire angreb, og det gør kampene ekstremt simple og fuldstændig taktikløse. Alle kampe ender ud i at tæske løs på tasterne og håbe på det bedste, og selv det kan nogle gange ikke være nok. Der er en forsinkelse på ca. et sekund, fra man trykker på en knap, til ens karakter udfører handlingen, hvilket kræver stor tilvænning og ødelægger alt tempo.

Et andet problem er, at når man vinder flere karakterer frem, så er der kun nærmest kun tale om kosmetiske ændringer mellem dem. De har hver et unikt angreb, ellers er de næsten ens.

Når man har gennemført en kampagne åbnes der for to mere, og spillet indeholder i alt 14 kampagner. Det er mange timers spil, men at andre end fans skulle spille sig igennem alt dette virker højst usandsynligt.

Jeg kunne som uindviet fortsætte med at kritisere Full Metal Alchemist: Brotherhood for sin mangelfulde lydside og svage præsentation. Alligevel er jeg ikke i tvivl om at spillet vil fungere for det tiltænkte publikum, nemlig den store fanskare. Det er desværre svært at anbefale Fullmetal Alchemist: Brotherhood til andre end absolutte storfans.