Fur Fighters

Det er ikke ligefrem børnevenlige skydespil markedet bliver oversvømmet af. Nerf Arena Blast, der udkom tidligere på året, gav os en familieudgave af Unreal Tournament, og nu giver Fur Fighters os et mere singleplayer orienteret spil, med masser af action og små puzzles. Det kunne have været så godt, men desværre fejler Fur Fighters på to meget væsentlige punkter.

General Viggo - en tiger med en plan
Det ondskabsfulde kattedyr General Viggo er en gang tidligere blevet besejret af Fur Fighterne i sin stilen efter verdensherredømmet. Det problem håber han nu at undgå, ved at tage vore kære plysdyrs familier som gidsler, og forbavselsen er stor, da Fur Fighterne alligevel tager kampen op mod overmagten.

I Fur Fighters spiller man seks forskellige figurer med hver sin specielle egenskab. Hunden der graver, katten der klatrer, pingvinen der svømmer og så videre. Man kan ikke umiddelbart skifte mellem figurerne, det kræver nemlig en teleporter. På banerne er der mange forskellige teleporte, men de kan kun beame en bestemt figur ind, så det kræver en god hukommelse, at huske hvor netop den teleport, der henter hunden Rufus, befinder sig. Den gode hukommelse er nødvendig, for Fur Fighterne skal gennem banerne redde en masse Fur Fighter babyer, og de irriterende små fyre vil kun reddes af en Fur Fighter af samme race som dem selv. Heldigvis gemmer babyen sig sjældent langt fra den teleporter der henter familie medlemmet. Babyerne er selvfølgelig bevogtet af General Viggo´s håndlangere, der består af alt lige fra bjørne til krokodiller.

Til nedlæggelse af de fæle niddinger, bliver man udstyret med en pistol, men gennem spillet forøges arsenalet med alle de gamle kendinge som for eksempel rocket launcher, bomb launcher, shotgun og UZI. For at avancere til næste bane kræves det, at man har reddet tilstrækkeligt med babyer og et bestemt antal guld trekanter, som man samler op gennem banerne. Har man ikke nok, er det bare tilbage for at lede efter flere, men bare man undersøger banen ordentligt første gang, skulle det ikke give større problemer. Sidst i hver bane konfronteres man med sit nærmeste familie medlem, som Viggo har forvandlet til et grotesk monster. Først når monstret er besejret, vender det tilbage til sin normale form, og den endelige adgang til næste verden er mulig.

Langt spil med kort holdbarhed
Umiddelbart virker Fur Fighters som en rigtig god investering, men det er en vildfarelse, der ikke holder gennem første bane, og problemet er: ensformighed. Det eneste man laver er, at skyde bjørne og redde babyer, og det er da også hamrende sjovt den første halvanden times tid, men når der ikke sker andet, bliver det lynhurtigt trættende.

Udviklerne af spillet, Bizarre Creations, har puttet nogle små spil ind i spillet, hvor man kan vinde nye våben og andet guf. Min hjælper Sargeant Sternhauser krævede for eksempel, at jeg lærte en række disco dansetrin for at give mig en bonus, men selvom de små spil i spillet er sjove, så rækker de ikke langt. Derfor har udviklerne måske forsøgt sig med humor, og det er de også sluppet godt fra. På et tidspunkt går man rundt i en spilbutik, hvor der er reklamer for Quack, Resident Weasel og Shenmoo, alt sammen meget morsomt, men heller ikke nok til at redde spillets dårlige sider hjem.

Det største problem er dog, at målgruppen for spillet slet ikke vil kunne finde ud af det. Banerne er temmelig komplicerede, og flere gange anede jeg ikke hvor jeg var, og hvis ikke jeg kan finde rundt, hvordan skulle en tiårig så kunne gøre det. Multiplayer delen af spillet er lige til at smide ud af vinduet, for ligesom i Singleplayer delen, er der i Multiplayer 'auto aim' på våbnene. Det er en fordel i Singleplayer da det mildest talt myldrer med fjender, men det argument holder selvsagt ikke når det gælder menneskelige modstandere.

Vi taler ikke, vi grynter
Grafisk ligger Fur Fighters helt i top, og kan sagtens konkurrere med de store drenge. Stilen er meget tegneserieagtig, ligesom MDK 2, dog uden at være helt lige så flot. Specielt udendørs scenerne i storbyen New Quack City er imponerende, hvor sneen stille daler mod jorden, mens bjørnebander hærger byens gader. Vandet i Fur Fighters er specielt flot, da overfladen reflekterer lyset, mens små bølger bevæger sig hen over den. Desværre er figurerne alt for firkantede, og deres bevægelser ser meget stive og ensformige ud.

Lydsiden er en blandet landhandel. På den ene side har vi en rigtig god musik del, der påvirkes af figur valget, og på den anden side en forfærdelig lydside i mellemsekvenser og briefinger. Musikken er af den hurtige friske type, og smart nok skifter den en smule ved figur skift. Kænguruen Bungalow får nogle klassiske australske instrumenter puttet ind i musikken, og i samme dur får den japanske Panda Chang asiatiske toner. Det lyder fedt og gør samtidig musikken mere varieret. Ingen af figurerne i spillet taler, og selvom det umiddelbart virker som en rigtig god idé (ingen udgifter til oversættelse), bliver de grynte og snøfte lyde vi får istedet meget hurtigt en plage i kategori med pest og kolera. Det værste er, at langt de fleste briefinger er nødvendige, for at forstå det videre forløb i spillet, så man kan desværre ikke engang springe grynte orkestret over.

En mystisk mellemting
Fur Fighters' største problem er forsøget på at ville tilfredsstille alle. Grundlæggende er spillet et børnespil, men det er alt for indviklet for børn, og som voksen spil er det alt for ensformigt over længere tid. Kan man finde sig i det lidt ensformige gameplay (prøv eventuelt PC demoen), er man garanteret en grafisk perle og rigtig mange timers spil foran sig.