Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Fuzion Frenzy 2
Anmeldelser Fuzion Frenzy 2

Fuzion Frenzy 2

Det første Fuzion Frenzy var angiveligt Bill Gates yndlingsspil, så mon ikke han også er vild med fortsættelsen. Til gengæld kan Elmøe ikke hidse sig synderligt op over det.
Nicolas Elmøe Testet på 9 april 2007

"Fedt!", udbryder jeg, i det jeg kaster min Fuzion Frenzy 2-spilæske fra mig og spadserer den lange vej hen mod mit gigantiske husalter. Jeg kigger mig rundt omkring, og kan hurtigt konstatere, at jeg ingen venner har. I hvert fald ikke i nærheden. "Så prøver jeg da bare alene - den kunstige intelligens kan vel sagtens give mig tørt på". Jeg slæber mig tilbage til sofaen, tager controlleren i hånden, og gør mig klar til at teste party-spillet uden selskab. Ivrigt kaster jeg en erdnuss flips i munden, som har ligget og ulmet i min sofa i et par uger, siden redaktionens sidste Gears of War-opgør. Den smager godt, og jeg føler mig mere end klar til at feste som var det 1999!

Den stilrene menu toner frem på min skærm, og jeg vælger, at jeg vil gå i gang med en turnering. Det er jo ikke som om, der er mange andre muligheder at vælge imellem. Jo, jeg kan potentielt set vælge at spille med Fritz fra Dresden og Dario fra Torino, men et eller andet sted, så er jeg helst fri for den slags. I hvert fald for nu. Desuden har jeg en eller anden indædt angst for, at komme til at lugte Fritzes tunge saurkraut ånde igennem mit headset, mens han håner mig med en stærk tysk accent: "Harhar, aiii wiiiin!".

Fra menuen vælger jeg en af de meget... ens-udseende deltagere. Vi har at gøre med et skaldet muskelbundt i spraglende spandex, samt et par duller med bare maver og (i en nørdet spiludviklers øjne) almindelige attributter. Hvem skal man dog vælge - for det kommer jo til at have en altafgørende betydning for min færden i det futuristiske gameshow - ja det gør så! Knapt så entusiastisk lader jeg min beslutning falde på en funky fyr med fipskæg og smart farvet hår. Ham kan jeg jo helt klart identificere mig med!

Nu er jeg klar til at spille. Nu skal der rulle p... nu skal der rulle hoveder! Nu skal jeg overtage alle de planeter, spillet byder på. Jeg skal overtage jorden, ildplaneten, den mekaniske planet, vandplaneten, isplaneten - hele universet! Men hvornår er det lige, at værten bliver færdig med at plapre? Fuzion Frenzy 2 byder på en lidt for oplagt vært, hvis job er at tilføje en humoristisk dimension til showet. En regulær Bent Burg om man vil. Kan I huske alle hans fantastiske jokes? Nej? Heller ikke her. Værten føles som en stor byld bagi; man vil meget gerne skille sig af med den. Det er som om, at udviklerholdet har siddet og konfereret om, hvordan de tilsammen kunne skabe den mest intetsigende, irriterrende vært. Tillykke, Hudson, I har gjort det!

Heldigvis har Gud velsignet Fuzion Frenzy 2 med en knap, der kan skære direkte igennem værtens platte præsentationer og direkte ind i de - for det meste - elendige minispil. Til at begynde med skal en af spillerne udvælge en planet, hvorpå der så skal dystes i en bunke minispil, der alle sjovt nok passer ind i planetens element. Befinder man sig på isplaneten, skal man nok ikke regne med at beskæftige sig med andet end - is. Det er så meget godt, hvis man er glad for ... is. Derfor byder isplaneten på sådanne innovative minispil som "slå-din-modstander-ned-men-rør-ikke-de-farlige-istapper", eller hvad med "tag-en-hammer-og-slå-en-masse-istapper", bedre bliver det når du skal "vande-en-isskulptur-med-din-slange", som ikke er den, der befinder sig under bæltestedet, desværre. For det havde måske føjet en smule mere varme til det iskolde gameplay. Jeg behøver vel ikke fortælle dig, hvad du skal lave på vand-planeten, gør jeg? Jo? Hvad med "slå-din-modstander-ned-men-husk-at-du-skal-have-ilt-for-det-er-under-vandet-det-foregår"? Har du fået nok?

Men lad mig nu lige være lidt venlig. For af og til, når jeg færdes mellem de mange planenter, så finder jeg et minispil, der egentlig underholder mig meget godt. Måske jeg skulle invitere Tanggaard, Jesper og Asmus til at dyste i dem? Nå nej, der er jo næsten ingen mennesker, der spiller det online. Æv. Altså er jeg tvunget til at voldstraffe Fritz fra Dresden og Dario fra Torino i mine favoritdiscipliner; "skyd-fjendens-tanks-og-husk-at-samle-powerups-op" og "saml-kasser-ind-med-din-robot-men-pas-på-din-modstander-ikke-tager-dem-fra-dig". Ud af fyrre minispil (visse af dem skal låses op) er der et absolut minimum, jeg finder sjove. Resten er enten pinligt simple, alt for svære, duplikater, eller bare direkte elendigt udført. Er det til at leve med?

Både og. Budgetprisen på 200-noget er lige til at overkomme; og da jeg tvang kæresten til at dyste med mig, virkede det hele pludselig en smule sjovere. Det er jo immervæk et socialt spil, så hvis man har planlagt en aften med gutterne, så er Fuzion Frenzy 2 ikke den værste investering - man skal dog ikke regne med meget sjov og ballade, når de kedelige minispil dukker op - ej heller skal man regne med at more sig, når man sidder helt alene i sin sofa med en pose erdnuss flips. Desværre.

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
4 / 10
Spilbarhed
5 / 10
Langtidsholdbarhed
4 / 10
4
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Masser af minispil, god brugeroverflade, hyggeligt at spille med andre.
Minusser Kun enkelte af minispillene er gode, irriterrende vært, for mange af minispillene er ens.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
4,0
Gamereactor Danmark 4
Gamereactor Sverige 4
Fuld profil 200 udgivne artikler
4
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Hudson
Udgiver Microsoft
Testet på Xbox 360
Genre Party
Platforme
Xbox 360
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.