Dansk
Gamereactor
previews
Game of Thrones

Game of Thrones

Den fantastiske tv-serie er på vej i spilform. Gillen kigger nærmere på Game of Thrones.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Cyanide Studios står over for en udfordring omkring arv. I stil med historien i den fantasy-serie, som deres seneste rollespil bygger på, er (Video)Game of Thrones et sammenstød mellem to ideologier, to kreative baggrunde: den ene tjener George R.R. Martins oprindelige og bedstsælgende romaner, og den anden HBO's kritikerroste tv-serie.

Studiet begyndte arbejdet med deres egen fortolkning af A Song of Ice and Fire - et epos, der i øjeblikket spænder fem bøger og et enormt figurgalleri - for tre år siden.

Dengang var der knap en håndfuld folk, der arbejdede på oplægget. Men holdets størrelse svulmede fra otte til 40 efterhånden som udviklingen skiftede gear fra pre-produktion, og når hver stilling skulle fyldes, blev der skelet til om kandidaterne var fans af bøgerne eller ej.

Dengang havde de hørt rygter om, at rettighederne til et tv-show var i omløb. Men de fortsatte arbejdet med det, der ville gå hen og blive et 24-48 timer langt eventyr, der foregår i løbet af en periode på 12 måneder og parallelt med den første bog, A Game of Thrones (Kampen om Tronen herhjemme).

Dette er en annonce:
Game of Thrones

Store planer om at matche forfatterens enorme rækkevidde både hvad angår geografi og figurer blev nedtonet, efterhånden som studiet knoklede med at holde denne episke verden i skak. I stedet valgte man to meget forskellige perspektiver: Mors Westford er ranger i Nattevogterne, og Alester Sarwyek er akolyt til the Lord of Light og arving til Riverspring. Begge har deres hemmeligheder at holde på.

Spillet er lineært i sin struktur frem for en åben verden, så studiet kan fokusere på at bygge en rig fortælling der afspejler serien. De to figurer begynder deres historier hver for sig og får selskab af en allieret på deres rejse. Spillet skifter løbende mellem de to som i bøgerne, og hvert kapitel ender på en cliffhanger som i tv-serien. De to mødes dog til den sidste del af spillet.

Game of Thrones
Dette er en annonce:

Man styrer ikke direkte i kamp, men med et hurtigt knaptryk kan man midlertidigt sænke tempoet og overveje sine angreb baseret på figurernes oplåste evner. Man kan sætte op til tre moves i kø til hver en tid, og rette hver af dem mod forskellige fjender.

De forskellige typer af våben og rustning, som både du og fjenden bruger, byder på forskellige defensive udfordringer og angrebsløsninger, taktikker og overlevelse, i vanlig sten-saks-papir-rollespilsstil.

Figurvalg, levelling-systemer såvel som evner og skill-træer byder på variation, men det hele kommer med en stor mængde tekst, der skal læses hvis man vil regne fordelene ud. Du kan vælge tre forskellige kampstile, der spænder fra defensivt fokus til fuldstændige angreb, og vælge to våben-layouts som du frit kan skifte mellem under kamp.

Game of Thrones

Vi hører, at studiet har designet deres Westeros ud fra beskrivelserne i bøgerne, og har været i tæt dialog med seriens skaber undervejs. Både for at tage hensyn til kommende begivenheder og afsløringer, og for at sikre, at de ikoniske lokationer så rigtige ud.

Chefdesigner Sylvain Sechi fortæller under præsentationen om den første gang, de viste Muren i spillet til Martin. Forfatteren mente den var for stor, indtil Cyanide fortalte ham at den passede med målet på 600 fods højde fra hans tekst, så han måtte indrømme at hans egen forestilling af væggen ikke passede med "virkeligheden".

Vi får en rundvisning i Castle Black, rundt om den ikoniske tronsal i King's Landing, og en lang række korridorer, lunde og endda et bordel - da en journalist spørger, om spillet vil have samme mængde sex og blod som tv-serien (det vil det ikke, får vi at vide, da man i stedet vil bruge krudtet på at matche de politiske intriger og knivskarpe dialog, der også er seriens styrke).

Lokationer, ansigter og rustninger ser alle rigtige ud, men underligt anderledes. Cyanide står i den uheldige situation, at de efter tre års udvikling lander i skyggen af en tv-serie, der for manges vedkommende allerede har defineret hvordan Westeros ser ud og føles. Når spillet udkommer i juni, vil seriens anden sæson netop være slut.

Game of Thrones

På den ene side betyder det, at der står et publikum klar som sulter efter mere. På den anden side betyder det også, at publikummet har meget klare ideer om hvordan Game of Thrones skal se ud.

Det er en interessant situation. CD Projekt Red og 4A Games, udviklerne bag henholdsvis The Witcher og Metro 2033, kunne gøre deres bud på kildematerialet til den definitive vision. Cyanide er derimod under pres for at behage forskellige publikummer. Resultatet er en sammenblanding af de forskellige fortolkninger.

Derfor sidder Castle Black i en krog af Muren med et imponerende liftssystem, der ligner en kopi af det fra serien, mens slottets gårde er bredere og mindre indelukkede. Der er samtaler at høre i hvert eneste hjørne. Nattevogterne er lige så surmulende som de plejer, men man får større indsigt i det bredere korps ud over de væsentligste personer. I King's Landing er tronsalen mere dekoreret, da spillet foregår før Kong Joffreys ombygninger, og man får et glimt af gangene og vægmalerierne bag hovedingangen til salen.

Game of Thrones

Udover de nye ansigter møder vi også velkendte figurer og stemmer. Mors og hans forbindelse til Castle Black betyder, at vi vil stå ansigt til ansigt med Lord Commander Jeor Mormont. I King's Landing får Alester og hans bastardbror audiens hos Cersei. Spillets intro, der fungerer som en opsummering for fans, der vil vide hvornår (år 298) og hvor (overalt fra Muren til King's Landing), og introducerer nye spillere til universet, har stemmeskuespil fra Varys, der også spiller en rolle i historien.

Lighederne mellem figur og skuespiller er en god tilnærmelse, men spillets distinkte visuelle stil gør, at de figurer, der også er med i tv-serien, ser en anelse mere raffinerede og detaljerede ud end andre NPC'ere. Stemmeskuespillet er glimrende, og her følger resten af figurerne trop.

På en måde opnår spillet noget, som hverken bøgerne eller tv-serien har formået, selvom det ikke skilter med det. Som sagt har studiet haft lange diskussioner med Martin, så fortællingen og dialogen ikke ville stride mod det, forfatteren vil afsløre i kommende historier.

Således vil magiens langsomme indtrængen i en verden tung på sværd og politiske intriger kun blive brugt inden for de rammer, univerets skaber har dikteret, og studiet nævner at der bliver vist aspekter af verdenen i spillet som ikke engang er blevet vist i bøgerne.

Det har at gøre med Alesters figur og hans association med the Lord of Light. Riverspring-arvingen kan bruge ildmagi til enten at angribe eller finde skjulte genstande. Sechi antyder, at vi vil se denne religiøse kults sande ansigt, og at vi får et bedre indtryk af dens struktur end vi har haft før.

På samme måde giver Mors' evne til at overføre sit sind til sin loyale firbenede ven og styre den direkte ikke kun variation i gameplayet - få færten af et spor, lav stealth-drab på uopmærksomme vagter - men også et aspekt af verdenens magi, som tv-seerne ikke har set endnu.

Der er mange oplysninger klemt ind i den halvanden time lange præsentation, og studiet anerkender presset om at levere noget, der matcher begge seriens andre medier til fulde.

Game of Thrones

Vi ser kun en håndfuld scener af selve spillet: begge hovedpersonernes introduktion, velkendte omgilvelser og en håndfuld kampe mellem parret og små grupper af riddere i en række korridorer. Disse scener byder også på stealth-gameplay, når hundens syn bruges til at følge vagternes bevægelser.

Mellem dem får vi hurtige glimt af dialogscener. Game of Thrones benytter et flydende samtalesystem, der tvinger dig ned af den vej, du først vælger - som med showet er der ikke megen tid til at tænke. Udvikleren vil gøre dig opmærksom på, at hvert eneste valg har konsekvenser, et faktum der er indbegrebet af seriens skarptungede samtaler.

Der er fire mulige slutninger på spillet. Der vil være flere ruter gennem de enkelte kapitler, og beslutninger har konsekvenser - som når man på et tidspunkt skal afgøre nogle fangers skæbner, og det får betydning om de er levende eller døde når slottet senere kommer under belejring.

Litteraturlicenser har en vis grad af fleksibilitet. Tv- og filmlicenser har i mindre grad. Det kan blive Game of Thrones' styrke og svaghed. Det ser ikke ud til at ramme niveauet fra The Witcher 2 eller Elder Scrolls, men det behøver det heller ikke. Det har allerede en fiktion med dybe rødder og millioner af potentielle fans. Alt hvad det behøver gøre er at sætte en krog i os som hvert afsnit eller hvert kapitel i bøgerne gør. Lykkedes det, har denne kanon-godkendte historie allerede en plads på nogle andres trone.

Du kan læse mere om tv-serien ved at klikke her.

HQ

Relaterede tekster

Game of ThronesScore

Game of Thrones

ANMELDELSE. Skrevet af Wiebke Westphal - GR DE

I USA er den anden sæson af HBO's Game of Thrones netop kørt over skærmen. Men lang tid forinden tv-serien blev startet, var der planer om et spil, der også havde George R.R. Martins romaner som fundament.

Game of Thrones

Game of Thrones

PREVIEW. Skrevet af Gillen McAllister - GR EU

Den fantastiske tv-serie er på vej i spilform. Gillen mødte udvikleren bag Game of Thrones-spillet og fortæller om tankerne bag det kommende rollespilseventyr.



Indlæser mere indhold