Selvom GameBoy Advance med sikkerhed nok skal få en masse nye spil, vil Nintendo også vække liv i de gamle klassikere. F-Zero er et af dem, et racerspil i høj fart med svævende biler, som det fandtes på Super Nintendo tidligt i 90'erne.
Eksperimentet der blev et spil
F-Zero var fra starten kun tænkt som et eksperiment, en hardware-demonstration af Super Nintendo'ens (dengang) vilde kræfter. Men med producenten Shin Shimizu i spidsen, besluttede Nintendo sig for et fuldt ud spilbart produkt.
3D grafik
Det revolutionerende ved F-Zero var at spillet var i 3D. 3D!? OK, det er måske ikke hele sandheden, for F-Zero var i bund og grund et normalt vertikalt-scrollende racer - hvis det ikke lige var for Mode 7. Mode 7 var noget nyt for Super Nintendo. Det var en funktion i grafikken, der gjorde at den kunne vrides og spejlvendes undervejs i løbene, så det hele virkede mere 3-dimensionelt. Spillet blev berømt for sin fartfornemmelse, noget som ifølge Nintendo skulle blive endnu bedre på GameBoy Advance.
Det er også Shin Simizu der tog initiativet til GameBoy Advance-versionen af F-Zero. Efter han genså tech-demo'en på Super Nintendo, fik han idéen til at genoplive F-Zero igen. Arbejdet blev sat igang, og man lærte en hel del ved at studere Super Nintendo versionen, for det nye hold af udviklere på GBA-versionen var ikke længere det samme som dengang Super Nintendo var TV-spillenes konge.
Meget lig forgængeren
Den nye version af F-Zero vil på mange områder minde om originalen, derimod udspiller handlingen sig denne gang 25 år senere. Man vil dog stadig støde på karakterer fra gamle dage, og man følger deres indbyrdes stridigheder gennem små historier, som fortælles ved hver racerkører i spillet. Racerkørernes personlighed afspejles i kraft af deres navne og udseende. Du kan nok selv regne ud hvordan spilleren Fire Ball opfører sig på banen?