Man kunne være fristet til at tro, at vi her på Gamereactor alle er vågnet med et hestehoved i fodenden her til morgen. Vi anmelder nemlig ikke kun Mafia til PS2, men også Gangland, en titel med ligeså dybe mafia-rødder som førstnævnte spil. Gangland er specielt interessant for os, eftersom det er danske MediaMobsters, der står bag - vi var på besøg hos udviklerne før jul, og dengang så det meget lovende ud, hvorfor vi har set frem til denne anmelderudgave af spillet. Efter et par udsættelser har vi endelig fået chancen for at påbegynde vores karriere i den kriminelle undergrund. Vi har her med et ret specielt spil at gøre, eftersom gameplayet er en blanding af mange forskellige genrer og ender med at blive helt sit eget. Skal vi sætte en betegnelse på det, kunne man kalde det et makro-RTS med elementer fra Warcraft 3, UFO: Aftermath og endda The Sims - et sandt potpourri som tilsættes en proper omgang Goodfellas og Tommy Guns.
Historien tager udgangspunkt i brødrene Romano, Angelo, Sonny, Chico og Mario, som er vokset op i Palermo på Sicilien. Brødrene er ikke alene i familie, men i rigtig "familie", hermed menes naturligvis mafiaen. Uheldigvis kommer tre af brødrene i håndgemæng med Chico, som dræbes i koldt blod, hvorefter de tre skyldige brødre flygter til Amerika. I Italien går denne slags blodsynd ikke ustraffet hen, og Mario sendes nu efter sine tre brødre, som er dømt til at underlægge sig de represalier, som familiens overhoved har bestemt. Det er her, spilleren tager over, og i rollen som Mario skal man opbygge sin helt egen organisation for derefter at opsøge sit eget kød og blot med hævntørst som motiv.
For at vende tilbage til spillets gameplay, så er der som sagt tale om en hybrid for at sige det mildt. RTS-elementet kommer til skue, når ens håndlangere vandrer frem og tilbage mellem éns hovedkvarter og de forretninger, man nu har en lukrativ aftale med (læs= afpresser). Selve kampene er en team-baseret oplevelse, hvor du skal placere dine folk efter bedste evne - de kan gå i skjul bag objekter og tillige dukke sig - spillet minder her om titler som Syndicate og UFO: Aftermath. Spæder vi derudover til med lidt The Sims-elementer, såsom muligheden for at gifte sig og få små mafia-bambinoer, så er der tale om en helstøbt kriminel oplevelse med masser af hvidløgsbefængt bid i. Dine håndlangere får erfaringspoint og bliver derved mere hårdføre, jo længere tid de overlever. Apropos hårdføre, så kan man erhverve sig specielle enheder gennem spillet, som hver især har nogle potente færdigheder. En hylende morsom figur må siges at være gamle "Mamma", som ligner en aldrende italiensk kogekone fra en Miracoli-reklame, men kan dele bastante kindheste ud til oppositionen. Specialenhederne åbner for mange muligheder, og vi snydes da heller ikke for en klassisk ninja i denne kategori, hvabehar?
Grafikken er en positiv oplevelse, ikke mindst tekstur-designeren må have ros, da Paradise City oser af atmosfære. Byen har alle slags kvarterer, og spillerens færden fører ham/hende gennem alt fra slum til pompøse rigmandskvarterer. Ikke alene grafikken i sig selv er velfungerende, men ligeledes den måde, man navigerer rundt på skærmen, hvor man kan vende og dreje miljøet efter forgodtbefindende. Lyden følger trop med den visuelle side, og sammen formår de at skabe en stemning, som er Lady og Vagabonden værdig - hermed menes italiensk, naturligvis, der er intet Disney-nuttet over Gangland, tværtimod.
MediaMobsters viser med Gangland, at det ikke kun er IO Interactive, der formår at sætte Danmark på landkortet inden for spilbranchen. Udviklerne har ikke alene kunnet levere et poleret og helstøbt produkt, men ligeledes blandet en masse elementer fra forskellige genrer på en vellykket måde. Dette gør dog også, at Gangland ikke i sig selv er nyskabende, da blandingen ikke formår at give den synergi-effekt, man kunne håbe på. Man skal dog ikke tage fejl, der er masser af timers god og gedigen underholdning i Gangland, og multiplayer-delen med op til otte spillere forlænger ens kriminelle løbebane betydeligt. Her på redaktionen giver vi spillet tommelfingeren opad for en god debut-titel fra MediaMobsters og glæder os allerede til at se mere fra dem, hvad end det bliver Gangland 2 eller et andet projekt.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 7 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10