Gangs of London

Jeg har efterhånden besøgt London et par gange, og hver gang slår det mig, hvor dejlig en by det er. Folk er, synes jeg, meget venlige og butikkerne er lige en anelse mere spændende, end hvad den lokale gågade kan præstere. Men London er ikke så venlig endda. Især ikke, hvis den virkelighed, der vises frem i Gangs of London, har noget at skulle have sagt. Den virkelighed spænder hårdt og brutalt ben for begreber som "ro" og "fred". I stedet hopper den ind i en bil, lader et par håndvåben og kører hujende og skrigende rundt om Big Ben, alt imens uskyldige forbipasserende må springe for livet.

Verdenssituationen i Gangs of London ser således ud: Fem bander af forskellig karakter kæmper om magten. Kun én af banderne kan styre London, resten af dem må forlade denne verden. Hvis bandekrig i London lyder bekendt, så er det fordi temaet allerede har været berørt tidligere, i PS2-spillene The Getaway og The Getaway: Black Monday. Gangs of London eksisterer i samme univers og er lavet af den samme udvikler. Kender du lidt til The Getaway, begynder koldsveden formentlig nu at dukke op. For The Getaway var ikke noget mesterværk. Det havde nogle gode ideer, besad nogle modige beslutninger, og var i sidste ende ikke særligt sjovt eller virkelig underholdende. Hvad der er herligt er, at Gangs of London netop adskiller sig så meget fra The Getaway, at spillet er underholdende og langtidsholdbart.

Lad mig starte i den rent æstetiske ende. Gangs of London er ikke vanvittigt pænt. Spilpersonerne er grove, som var de udskåret i træ. Det accepterer jeg dog, i og med at det har været prisen, for at kunne køre rundt i en stor del af London, der på trods af en deprimerende palet af brun og betongrå, gør sig godt på PSP’en. Getaway-ideen om ingen overflødig grafik er blevet skrottet, heldigvis, fristes jeg til at sige. I stedet for at trækkes med desorienterende blinklys og blodplettet tøj, byder Gangs of London på et livmeter, pile der viser vej, en radar og en ammunitionsmåler. Præcis hvad alle spil i genren "kør rundt i byer og opfør dig som en tosse" har, hvilket gør dette seneste indslag langt mere indbydende og nemmere at overskue.

Som spiller skal du alliere dig med en af de fem bander, der alle har forskellige fordele og ulemper. Dette kunne være slagkraftige våben, men sølle biler. Straks en bande er valgt, bliver du i bogstaveligste forstand smidt på gaden. Missioner i forskellige dele af London skal klares, og disse er af den sædvanlige slags, eksempelvis "Kør fra A til B", "Udradér Y", og så videre. Det er enkelt og ligetil, og selvom det skorter på den store innovation, giver de glimrende underholdning, når man sidder i toget eller lignende. Et enkelt lock-on system letter spillets mange ildkampe, der ellers let kunne vise sig problematiske, når man tænker på PSP’en og dens begrænsninger. Ligeledes flyder biljagterne som vand gennem et nedløbsrør. Det skyldes en kombination af et let og genkendeligt styresystem og en bilfysik, du ikke behøver timer i selskab med, før den sidder lunt på den forlængede rygrad.

Selv hvis du ikke skulle være i stødet til at køre hasarderet gennem London, kan Gangs of London byde på lidt. En række Pub-spil som pool, dart, en underlig og formentlig engelsk afart af bowling og sågar et arkadespil, er parat, hvis du skulle have lyst. Personerne du kæmper mod er hovedpersoner fra spillet, hvilket kan give én revanche. Har en beskidt russer tværet dig ud over Londons asfalt, så ydmyg ham i et spil dart i stedet. Spillene er overraskende solide, om end noget korte, og skulle sagtens kunne give nogle minutters underholdning.

Gangs of London er afpudset og velspillende. Det er ikke svært at sætte sig ind i og virker, takket være et team-system, en smule mere avanceret end GTA: Liberty City Stories. Om du er til det lidt mere useriøse og kække GTA, eller det historiemæssigt mere alvorlige Gangs of London, er op til den enkelte.