Gauntlet: Dark Legacy

Svulmende barbarer, ærbare amazoner, gustengrønne zombier og tørre, nostalgiske tæsk er hvad Gauntlet: Dark Legacy har i æsken til en 3D-revival af svundne tiders største spillemaskine.

Gauntlet vækker minder til live tilbage fra dengang hvor Ruder Konge var knægt, og måtte have en stol til hjælp, når han skulle kigge op over kanten på spillehallernes maskiner. Gauntlet var i sin tid den absolut største og mest prangende maskine i spillehallen og et absolut blikfang for små drenge, når den med en dyb bas proklamerede "Red Warrior needs food - Badly!" og sendte horde efter horde af monstre ud fra dynger af knogler, pagodelignende huse og mange andre ting.

Gauntlet har overlevet i al den tid i et par andre versioner, senest i en 3D-version til Dreamcast, og nu er turen kommet til PlayStation 2 med Gauntlet: Dark Legacy.

At tæske... eller at tæske mere...
Konceptet i spillet er simpelt: Alene eller sammen med op til tre venner, udstyrer I jer hver især med en figur fra spillets 8 forskellige mulige klasser af den klassiske skuffe, såsom Dwarf, Warrior, Jester, Amazon og så videre og begiver jer derefter igennem spillets baner i allerbedste hack n' slash-stil. Allerede fra starten af, er der dømt en god gammeldags gedigen dungeon-crawl, hvor det ikke gælder om andet end at rage til sig.

Igennem kødmuren
Spillet er delt op i en stor mængde baner, alle sammen i grupper som til sidst afsluttes af en boss af en eller anden art. Men helt så let er det ikke. Hver gruppe er låst af og kræver, at du samler en mængde farvede krystaller, gyldne ørnefjer eller en eller anden form for obskure objekter for at få adgang til dem. Selvfølgelig er disse spredt ud over banerne, for en eller anden form for motivation skal der jo til at få dig til at begrave øksen i kranierne på de utallige fjender, der tumler imod dig.

Hvert af de store monstre i slutningen af hver gruppe, har en akilleshæl som ligger skjult et eller andet sted på banerne, i form af alt lige fra en isøkse til en hellig bog, du med fordel kan bruge mod dem. Våbenet er ikke nødvendigt for at vinde over de afsluttende bosser, men uden dem stiger sværhedsgraden til noget nær det umulige.

Bliv klogere
I løbet af Dark Legacy bliver man tildelt erfaringspoints i forhold til hvad man hakker ned af monstre, og når man når grænsen for sit nuværende niveau, stiger man til næste niveau og bliver en smule bedre i de fire hovedegenskaber, der danner grundlag for din figur: Strength, Armor, Magic og Speed.

Efter hver bane bliver der redegjort for hvor stor en del af skattene, du fik raget til dig, samt hvor mange misfostre du gjorde det af med. Derefter er du fri til at bruge dine skatte i en shop, hvor der kan købes mad og genstande for det surt tjente guld.

40 baner med mere
Layoutet i banerne svinger fra dystre kirkegårde og ødelagte kirker, til flyvende fæstninger og åbne gårdpladser. Alt er udført i rimelig 3D, komplet med skattekister, tønder der kan smadres og alt hvad der ellers er obligatorisk for indretningen af et dystert tilholdssted. Der er godt 8 "realms", der hver især har omkring 5 baner, altså i alt godt 40 baner og der til hørende bonusbaner.

Bonusbanerne i spillet går ud på at samle alle mønterne på banen ind, inden tiden løber ud og lykkedes det at få dem alle, låser man op for en af de 20 skjulte spilbare figurer i spillet, som tæller blandt andet Medusa og Falconess.

Grafisk alderdom
Gauntlet: Dark Legacy er ikke nogen grafisk perle efter dagens standard og mulighederne på PS2, og du kommer næppe til at fælde tårer over den musiske side. Men ikke desto mindre bliver varen leveret. Spillet er, i modsætning til mange af dets forgængere (med et par undtagelser) i lækker 3D. Man kan næppe sige, at der bliver leveret top-performance grafik fra din PS2's Emotion Engine, men decideret makværk er det ikke. Det er 3D, omend en smule gnidret 3D, men ikke desto mindre 3D.

Mangler overblik
Desværre mangler spillet overblik, set i forhold til de gamle 2D-versioner. Kameraet er alt, alt for tæt på spilleren og det er umiddelbart svært at se hvor du nu skal hen, efter at have udrenset et område for styggerter. Når du bevæger dig er det næsten altid lige i kanten af skærmen, og det betyder, du tit løber ind i ting, du ikke når at se før det er for sent... og når banerne er overstrøet med fælder, giftig mad og andre genstande, der eksploderer for et godt ord er kameraet og afstanden til spilleren noget, som burdes tages op til revurdering.

Red Warrior needs multitap - Badly!
Gauntlet: Dark Legacy stiger gevaldigt i underholdningsværdi, hvis man udstyrer sig selv med en multitap samt nogle controllers og sætter sig sammen med de nærmeste eventyrshungrende venner (og måske noget mjød og et stegt vildsvin (eller øl og grillmad i mangel af bedre)). Indrømmet, spillet kræver ikke den store tankevirksomhed, andet end lidt timing af slagene samt management af nøgler og magiske potions. Men underholdningsværdien er der, når man arbejder sammen for at klare spillets mange baner.
Gauntlet var fedt allerede dengang det først udkom og konceptet har endnu ikke tabt charmen. Ren og skær action-underholdning uden den store hjerneaktivitet.