Der var engang hvor spil var forholdsvis ukomplicerede. Antallet af knapper var holdt på noget nær minimum, grafikken var på niveau med lille Timmys klatteri i billedkunst og historien var ikkeeksisterende. Sådan er det naturligvis ikke nu om stunder. Det tager tit timer at lære komplekse kæder af tastetryk. Billedsiden bliver tvangsfodret med så mange polygoner og forskellige teknikker at den knap kan rejse sig op. Historien ender tit med at være et opstyltet forsøg på at gå Tolkien eller Pulman i bedene, hvor end ikke manuskriptforfatteren har en klar forestilling om hvad det hele skal nytte.
Midway gør her et forsøg på at vende tilbage til dengang hvor mænd var mænd, og fårene var nervøse for det. Gauntlet er navnet på et gammelt spil hvor det gjaldt om at tæve alle, der så skævt til en. Så enkelt kunne det gøres dengang. Devisen fra dengang ser ud til at være fuldkommen intakt. En masse fjender kommer fuldstændigt hovedløst løbende mod ens valgte spilperson, og disse skal elimineres.
Fra tid til anden skal der aktiveres nogle kontakter og åbnes nogle skatkister, men i det store hele handler det om at forvandle alle fjender til virtuelt hakkekød. Som spiller vælger man mellem fire karaktertyper, en stor kriger, en væver kvindelig kriger, en elver og en troldmand, og disse har forskellige styrker og svagheder. Én er eksempelvis fænomenal i nærkamp men svag når det handler om kamp over længere distancer, mens en anden er svag i nærkamp men kan forårsage enorme skader på afstand.
Overfladiske vil nok være et tillægsord der vil blive brugt i forbindelse med Gauntlet. Spillet lokker med forskellige kæder af angreb, og hver kriger har foruden et projektilangreb, tre angreb. Disse tre løfter eksempelvis en fjende op i luften eller ødelægger en parade, men personligt kom jeg gennem tre baner kun ved at trykke på en eneste knap.
Forhåbentligt bliver der tilføjet lidt mere variation inden spillet udkommer, for det er ikke hylende grinagtigt at slå løs på fjender hvis intelligens er på lemming-niveau. Samtidig kan man håbe på afveksling med hensyn til opgaver i spillet. Enhver lukket dør eller port kan åbnes ved at slå alle fjender i nærheden ihjel. Nogle små puslerier lige til at stimulere de små grå ville ikke forværre spiloplevelsen, tværtimod.
Grafisk ser spillet ikke så ringe ud. Banerne bliver bundet sammen af nogle fortællesekvenser, hvor flotte tegninger viser de fire heltes rejse. Banerne er, om end ikke detaljerede i overdreven grad, pæne selvom de størrelsesmæssigt lader noget tilbage. Hvad banerne mangler i fyldighed har spillet til gengæld i loadingtider. Før jeg kunne spille en bane måtte jeg først sidde og stirre på et lille roterende ikon i halvandet minut. Det er også en ting, der gerne må være rettet når spillet udkommer.
Xbox Live vil have en forholdsvis stor rolle i spillet, og selvom jeg ikke har fået lejlighed til at prøve det, kan jeg sagtens se at spillet vil være væsentligt sjovere, når fire krigere løber rundt på må og få og hakker alt ned, der hakkes kan.
I den tid hvor retro aldrig har været mere moderne vil Gauntlet sikkert blive mildt populært. Det lægger sig tæt op af det originale Gauntlet-spil, men spørgsmålet er, om det gør spillet værd at spille for andre end de retrofile?