Gears of War 2

Se videoanmeldelsen her

Jeg bruger et par sekunder på at trække vejret, mens jeg gemmer mig bag et afrevet stykke af det gigantiske højhus, der kollapsede for få øjeblikke siden. I et uopmærksomt øjeblik lader jeg min motorsavs-udrustede Lancer et splitsekund for sent, og ammunitionen sætter sig fast. Tryg, er det sidste jeg føler mig bag denne sølle mur, og krigens øredøvende symfoni af forbipasserende kugler og eksplosioner vidner om endnu flere rædsler forude. Ammunitionen sætter sig på plads, jeg griber fast om geværet og fortsætter min uendelige mission.

Da Gears of War indtrådte på spilmarkedet i 2006, leverede det ikke kun et teknisk festfyrværkeri, men blev samtidig også et af de spil, der formåede at levere krigenes rædsler bedst. Selvom blod og kvæstelser om noget blev forherliget i dette über-macho spil, så malede den kolde farvepalette, det intime, taktiske gameplay og de brutale elementer, et voldsomt portræt af krigens ansigt. Derfor har jeg også været ganske nervøs for opfølgeren, som idémanden Cliff Bleszinski konstant har omtalt som "bigger, better and more badass".

Dette mantra kan mærkes allerede fra første sekund i Gears of War 2, hvor kampagnen indledes med en storslået og, tør man sige, episk filmsekvens, der skitserer seriens historie indtil videre og sætter den korrekte stemning. Med menneskeheden i overhængende fare for at få sin sidste bastion, Jacinto, indtaget af Locusts, så vil C.O.G. - Coalation of Ordered Government - gøre det eneste mulige: angribe. Og det er her Gears of War 2 sættes i gang og inviterer til et orgie af blod, vold og masser af action.

Men efter de første par missioner i selskab med Marcus Fenix og resten af Delta Squad, var jeg ikke synderligt imponeret. Grafikken blæste mig ikke ned fra stolen og syntes at have mistet sin wauw-effekt, mens gameplayet aldrig rigtig bed sig fast. Der kan ikke være, og har aldrig været nogen tvivl om, at Gears of War 2 ville byde på mere af det samme, bare udvidet og forfinet, men udskiftningen af de intime og intense kampe til de større og mere bombastiske slag betød blot, at spillet føltes en anelse kastreret.

Selvom jeg på de indledende baner blev kastet ud i storslåede angrebsmissioner og nedlagde både Brumaks og sandsynligvis langt flere fjender end i originalen, så manglede der virkelig et hook - et eller andet, der atter kunne få mig på kanten af sædet og få sveden til at trille ned af panden. Men præcis som jeg var ved at opgive alt håb - efter en ligeså middelmådig køretøjsbane, som i etteren - tog spillet en komplet kovending, og jeg kan med rystende hænder erkende, at mit hjerte derefter nok sprang et slag over mere end én gang.

Spillets historie er en anelse mere detaljeret og spændende i Gears of War 2, og derfor vil jeg heller ikke afsløre det store omkring, hvad der fik mig til at vende på en tallerken. Men da jeg ankom til et mystisk og forladt forskningscenter, der bliver styret af en korrupt kunstig intelligens, så blev det intense, intime og personlige straks genintroduceret, og pludselig sad jeg klistret til skærmen igen. Herfra forvandlede kampagnen sig til en sand tour de force, der trods visse middelmådige bosskampe, byder på nogle af de mest hektiske og fuldstændige vanvittige øjeblikke i spilhistorien.

Det er nemt, at kritisere Gears of War 2 for at være mere af det samme, hvilket det tydeligvis også er, men Epic har krydret oplevelsen med et pænt udbud af nye våben og fjender, og rigeligt med nytænkning inden for banedesign, missioner og konfrontationer. Kampagnen i Gears of War 2 er som en fuldstændig vanvittig rutschebanetur, der konstant byder på nye og anderledes loops, og sjældent falder i fart. Jeg traskede egenhændigt igennem spillet på små otte timer, noget længere, end jeg brugte på originalen, og jeg glæder mig allerede nu til at hoppe på Xbox Live og i fællesskab med andre levende organismer gentage succesen.

På trods af dette kan Gears of War 2 dog ikke mundlamme mig på samme facon, som det var tilfældet for to år siden. Trods finpudsninger af grafikmotoren og et sandt krigsorkester rungende ud af højttalerne, så har det ikke helt samme finesse længere, og nogle af de tekniske levn, såsom de famøse slørede teksturer, kan ikke længere tilgives. Gears of War 2 hører stadig til blandt sværvægterne, men Epic's grafiske udstillingsvindue er ikke længere den ukronede konge.

Det er blot petitesser i selskab med spillets overflødighedshorn af nye muligheder. Gears of War 2 er hverken på højde med Halo 3 eller Resistance 2 i antal af muligheder og deres udstrækning, men heldigvis er stort set alt i Gears of War 2 så gennemsyret underholdende, at man ikke har behov for meget mere. Ud over det morsomme og ganske udfordrende Horde, hvor man enten alene eller i fællesskab skal bekæmpe uanede horder af Locusts i ét køre, så har jeg især glædet mig til, at se den raffinerede multiplayer, der trods sin høje underholdningsværdi i originalen, manglede uhyggeligt meget finpudsning.

Det er vel næppe overraskende, at det nye lobby-system helt automatisk gør sit for at forbedre og strømline oplevelsen, men det er ganske tydeligt over hele linjen, at Epic har været meget opmærksomme på at gøre Gears of War 2 til en mere flydende og mindre frustrerende oplevelse på nettet. Alt fra netkoden til de cinematiske battlecams, der gør slagmarken noget mere spændende at udforske, når man er død, er langt bedre skåret og mere velfungerende.

På slagmarken føles spillet dog langt hen af vejen som mere af det samme - ikke overraskende - og selvom nye spilmuligheder og våben samt en forøgelse til 10 spillere bestemt kan mærkes, så er det primært de nye baner, der gør Gears of War 2's multiplayer til en forfriskende oplevelse. Nye dynamiske elementer, med alt fra laviner i Avalanche til kæmpeorme i Day One, giver kampene en ekstra kant, og det i forvejen intense og intime gameplay er fuldt ud velbevaret.

Der er ingen tvivl om, at Gears of War 2 vil få mange hug for at være en kopi af sig selv, men i virkeligheden er spillet langt dybere og mere hæsblæsende, end mennesker fleste umiddelbart vil indse. På trods af den sløve opstart, så nød jeg kampagnen i fulde drag og gav rigeligt med materiale til de såkaldte vandkøler-samtaler. I multiplayer har spillet samtidig forvandlet sig fra en grim ælling til en smuk svane, der måske stadig er det samme indeni, men udenpå er blevet langt mere behagelig og indbydende.

Selvom efterfølgeren til årets spil 2006, ikke kan høste endnu et af vores famøse 10-taller, så er Gears of War 2 stadig årets hidtil største og mest imponerende actionbrag, der atter vil suge dig ind i dets medrivende kampagne, og endnu mere i dets vanedannende multiplayer. Et blødende smukt actionepos, en intens og medrivende krigssymfoni og et dybt vanedannende spil, er alle superlativer, jeg ikke tøver med at bruge, og derfor kan Gears of War 2 med ro i sindet overtage kronen som tredjepersons-skydespillenes ukronede konge.