
Her står vi så. Ved konklusionen på Microsofts flagskibsserie, og den foreløbige kulmination på Epics arbejde med Unreal-spilmotoren. Sony har det sidste år haft førertrøjen på i kapløbet om de bedste eksklusivtitler på de to HD-konsoller, så der hviler mildest talt et stort pres på Gears of War 3's skuldre.
Det lader spillet sig heldigvis ikke mærke af. Det kommer næppe som nogen overraskelse, men Gears 3 er et sandt triumftog, et rendyrket actionspil af højeste karat. Lige så stor en forskel, der var på det første Gears og toeren, lige så stort et spring har Epic taget med det tredje spil i serien. Som skydespil er det næsten ikke til at sætte en finger på.
Der er gået to år, siden slutningen af sidste spil. Truslen fra Locusterne er mere eller mindre knust, men alt håb synes ude i kampen mod de emulsion-muterede Lambent. Marcus Fenix og kompagni lever ombord på et hangarskib i konstant bevægelse, kun drevet af deres overlevelsesinstinkt. Men alt bliver vendt op og ned, da det står klart at Marcus' far, Adam, stadig er i live, og at han tilmed har udviklet et våben, der kan besejre Lambent-væsenerne for evigt. Altså sætter Marcus og resten af hans Delta-kompagni ud for at finde Adam og redde verdenen en sidste gang.
Der er ingen gameplay-mæssige revolutioner i Gears 3 (udover muligheden for fire spillere på samme skærm). I stedet er spillet en yderligere forfinelse af de byggesten, serien har brugt siden sin debut. Vi har de samme klassiske våben, der stadig har den samme gode respons, og stadig er herligt tilfredsstillende at bruge. Dertil kommer en række nye tilføjelser, som Retro Lanceren, der skifter kædesaven ud med en traditionel bajonet, har et meget kraftigere rekyl, men også gør mere skade end den klassiske Lancer. Eller mere eksotiske tunge våben som Diggeren, en granat der graver sig ned og bevæger sig under dækninger, for derefter at springe op ad jorden og eksplodere. Flammekastere, mortergranater, tunge maskingeværer og endda sværd er også med i arsenalet.
På fjendefronten er der i stedet sket ting og sager. Lambent er den primære fjende, men det kommer også til kampe med nye og gamle Locuster, og andre fjender jeg ikke vil nævne her af spoilerhensyn. I spillets første kapitel bliver du smidt i kamp mod et monster, der er større end noget du har kæmpet direkte mod tidligere i serien, og det siger en del om Gears 3's fornemmelse for skala. De mange fjendetyper giver god variation i kampene, og nogle Lambent-fjender muterer endda i kamp, så de pludselig får ildspyende tentakler, der skal skydes af inden de kan dræbes.
Spillets tempo er nærmest perfekt sat. Korte rolige sektioner afløser store ildkampe som igen afløses af sektioner, hvor man kæmper fra ryggen af diverse køretøjer, både til lands, til vands og i luften. Man får også lov at lege med katapulter og andre store kulisser, og i en tidlig del af spillet får man endda lov at styre Cole Train, seriens vel nok mest underholdende figur, hvilket er et skønt afbræk.
Visuelt er Gears 3 ikke bare smukt, det er også det mest varierede spil i serien hidtil. Omgivelserne størrelse er løbende vokset gennem serien, og Gears 3 tager scenerierne til nye højder. Har du spillet Bulletstorm, ved du hvad du kan forvente. Dertil går miljøerne også i nye retninger, udendørs som indendørs, med alt fra krigshærgede byer, tung industri, skove og ørkener til Hiroshima-agtige ruiner. Spillet bliver bare flottere og flottere, jo længere ind man kommer, hele farvepaletten tages i brug, og især lyssætningen i de udendørs sekvenser imponerer. Den gotiske stil, der gennemsyrede det første Gears, ser man derimod ikke meget til - heldigvis, fristes man til at sige.
Der, hvor Gears 3 fejler, er på det punkt, hvor serien altid har udvist svaghedstegn - fortællingen. For Gears vil så frygteligt gerne være storladent og dramatisk, og spille på de helt store følelser. Men på grund af den udprægede macho-stemning, drengerøvsattitude og våben-liderlighed (man kan næsten høre Marcus få stådreng, når man laver et perfekt active reload), klinger dramaet hult. Og det er egentlig ærgerligt, for de mange smarte bemærkninger virker ellers så godt - især Cole Train og den rapkæftede nørd Baird leverer begge det ene guldkorn efter det andet. Testosteron-niveauet holdes endda lidt i skak af flere kvindelige figurer.
Men Gears 3 finder megafonen frem og skriger "patos!" af sine lungers fulde kraft, hver gang følelserne skal i spil, og det virker bare ikke, når resten af spillet lyder som et VM i knastørre actionstjerne-replikker. Eneste undtagelse er et følelsesmæssigt klimaks omtrent midt i historien, der bruger hvert eneste trick i bogen for at fremprovokere en reaktion fra spilleren - og hvor det alligevel næsten bliver for meget.
Co-op har altid været en vigtig del af Gears of War-serien, og treeren fortsætter de gode toner. Hele kampagnen kan spilles i co-op, med to spillere på splitscreen og op til fire spillere online. Dertil kommer den nye og forbedrede Horde-spiltype, der tilføjer elementer som baser med forsvarsværker, der kan opgraderes for penge - penge som naturligvis tjenes ved at skyde fjenden.
En ny tilføjelse er Beast Mode, der kort sagt vender Horde på hovedet - her spiller du som skiftende former for Locuster, der skal overrumple og dræbe en lille gruppe computerstyrede Gears-soldater, inden tiden løber ud.
Begge spiltyper er glimrende, og oplagte valg hvis du spille et actionspil med en kammerat på sofaen.
Og så er der selvfølgelig Versus, hvor man tager kampen op mod andre mennesker over Xbox Live. Den primære spiltype fra de to forgængere, Warzone, har nu fået selskab af Team Deathmatch. Hvor man førhen havde ét liv per runde, har ens hold nu i alt 15 respawns, og når de alle er brugt, har man tabt.
Det betyder, at Gears 3 online er en anelse mere tilgivende end forgængerne, og en smule lettere at gå til. Førhen kunne uerfarne spillere være en enorm hæmsko for holdet online, men fordi man nu stadig har et par chancer til, føles det lettere at bidrage til den samlede sejr, og mindre intimiderende at kaste sig online.
Banerne er veldesignede, og for langt de fleste af dem gælder det, at uanset hvor man befinder sig, har man altid en blind vinkel, man ikke kan dække. Det gør camping farligt, fordi man stort set altid har en mulighed for at flankere og tage fjenden bagfra. Banerne er lette at overskue, og man føler sig hurtigt hjemme.
Gears har et lidt langsommere tempo end mange andre online-skydespil, især fordi straffen for at dø ofte er relativt høj, og dets variant af Team Deathmatch adskiller sig en del fra andre populære titler som Call of Duty eller Halo. Men det er også netop det, der er så appellerende ved spillet. Anderledes, men godt.
Vores erfaringer med multiplayer-delen bygger mest på betaen, der kørte tidligere i år, men allerede her var spillet meget overbevisende. Gears of War 2 fik en del kritik for en ustabil online-del, men Gears 3 bruger dedikerede servere, og det gør en mærkbar forskel. Vi har ikke oplevet antydningen af lag eller forbindelsesproblemer i vores tid med spillet.
Er ens Xbox ikke koblet til nettet, kan man stadig spille Versus mod bots, og også her kan man tage en kammerat med i splitscreen.
Gears of War 3 er en magtdemonstration fra Epics side. Det tårner over sine ellers fremragende forgængere med en kampagne, der er så godt skruet sammen at det er svært at lægge controlleren fra sig. Kritikpunkterne er de samme, som serien altid har lidt under, nemlig den skærende disonans mellem figurernes macho-action-attitude og det svulstige drama, historien prøver at levere. Dertil er antallet af mellemsekvenser måske lidt vel højt.
Men med en klippesolid online-del og eksemplariske muligheder for at spille sammen med sine venner, både på splitscreen og over Xbox Live, så er det let at tilgive spillet sine få svage træk. Skydespil bliver ikke meget bedre end det, vi får serveret her, og har du en Xbox 360, er der ingen grund til ikke at anskaffe Gears 3.