Dansk
Gamereactor
previews
Gears of War: Judgment

Gears of War: Judgment

Om tre måneder er det igen tid til at skyde løs på Locusts i tusindvis i det fjerde Gears-spil. Chrille tog en tur til North Carolina for at kigge nærmere på Epics nyeste actionbrag.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg er gennem mine mange år som spiljournalist blevet god til at identificere hvordan et spilstudie adskiller sig fra et typisk kontorlandskab. Hos Epic Games er det eksempelvis små detaljer som den syv meter høje plastik-rumsoldat, montren med modeller af Lanceren og andre våben fra Gears of War-universet, rutsjebanen og køleskabet som er proppet med den lokale specialitet Sun Drop, som afslører at jeg ikke er havnet hos et revisionsfirma.

Foruden at være en sød drink med citrussmag og koffeinindhold svarende til en Jolt Cola, var Sun Drop også min faste makker under flere af de lange sessioner med det længe ventede Gears of War: Judgment. At spillet har et efternavnet, der dufter af sidetitel snarere end at hedde Gears of War 4, medfører naturligvis nogle spørgsmål. Det er blevet meget normalt at selv de største serier får ikke-nummererede efterfølgere, lavet med varierende ambitionsniveau, men den frygt er der dog ingen grund til at tage med her.

Gears of War: Judgment

Gears of War-serien er efter Halo, den vigtigste action-serie på Xbox'en, og et dyk i kvalitet ville derfor være en fiasko for alle de involverede parter. Det der skiller Gears of War: Judgment fra de andre kapitler i serien, er at fortællingen denne gang flyttes tilbage i tiden for at komplementere, snarere end at udvikle, den handling vi allerede kender. Desuden bliver det tydeligt at her er blevet eksperimenteret langt mere end vi normalt oplever det i efterfølgere.

Dette er en annonce:

En af de forandringer, man hurtigt bemærker, er at der er arbejdet med styringen. En soldat kan nu bære to skydevåben af enhver størrelse, samt en granat. Sidstnævnte kastes nu med et tryk på en af skulderknapperne, i stedet for som hidtil at kræve et våbenskifte via styrekrydset. Samtidigt er det ikke længere lige så nødvendigt at søge dække under kampene, hvilket betyder at tempoet er højere end tidligere.

Gears of War: Judgment

Man behøver ikke at bruge lang tid på kampagnen for at kunne mærke, at stort set alle beslutningerne har gjort oplevelsen bedre - en mening jeg er sikker på mange af de mest konservative fans vil have svært ved at acceptere. Hvis man skal tro på tidligere internet-mudderkastning, bliver raseriet dog kun voldsommere når diskussionen falder på det nye blindskydnings-system. Således findes der nu et lille sigtekorn til at hjælpe med pletskuddene på alle tidspunkter og ikke kun længere, når LT-knappen holdes nede. Jeg mener dog at det fungerer som en naturlig måde at sænke indlæringskurven og skrue op for hastigheden.

Den historie som jeg får et par glimt af, handler om Kilo Squad, bestående af to gamle favoritter i form af Baird og Cole, samt nytilkommerne Garron Paduk og Sofia Hendrick. Hele gruppen er blevet stillet for en krigsret, for en forbrydelse som jeg endnu ikke ved hvad er. De fire første kapitler foregår derfor som separate hændelser, som hver er gengivet som en af de fires vidnesbyrd. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at dette fuldstændigt fangede min opmærksomhed, men Gears of War har altid i højere grad handlet om action, snarere end samarbejde og karakterudvikling.

Dette er en annonce:
Gears of War: Judgment

På slagmarken minder det hele om det mange af os allerede kender dog med et højere tempo. Glæden er stor når Locust efter Locust må bide i græsset, efter at være blevet ramt af min kugleregn. Der gives sjældent nogen pause, og fjendens mål om at udrydde alt menneskeligt liv, synes at være motivation nok til at få dem til at blive ved med at storme frem.

Den stædige kamp og ønsket om at udrydde hele menneskeheden, er noget man fra Epics side har ønsket at gribe fat om. Alle jeg talte med, fra manuskriptforfatterne til chefproduceren, siger det samme: det er tid til at gøre Locusts frygtelige igen. Efter seks år og tre spil med flere flamberede ikke-jordiske fjender end nogen kan tælle, ønsker udvikleren at spole båndet tilbage og formidle rædselen ved Kilo Squads første møde med Locust, kun en måned efter det massive angreb på hele menneskeracen, E-day.

Problemet er bare at selvom Baird måske aldrig har skudt en Boomer før, har jeg som spiller gjort det tusindvis af gange. Det er derfor en nærmest umulig opgave at forsøge at indgyde elementer af skræk, i en serie hvor overraskelsesmomentet for længst er udtømt. Det gør ikke så meget for min hidtidige oplevelse af spillet, men en bedre udtænkt og gennemført indsats havde kunne hæve oplevelsen mere.

Gears of War: Judgment

Kampagnen indeholder for øvrigt to situationer som bryder med tempoet og stemningen på hver sin vis. Den første er et af de såkaldte dynamiske forsvarsscenarier, som bedst beskrives som Horde i miniatureform. Man bliver her givet en vis portion tid til at placere kanontårne på strategisk vigtige pladser, hvorefter store grupper af monstre vælter frem og skal skydes til plukfisk. Oplevelsen af det hele er dog mere anderledes end den er god.

Nyhed nummer to drejer sig i bund og grund om en "arkadificering", eller måske snarere en tematisk sammensmeltning af "story" og "arcade". Hvert underkapitel pointgives nemlig i form af et stjernesystem, hvilket udvikleren håber vil øge genspilningsværdien. Det er dog svært at komme uden om at det unægtelig gør det sværere at involvere sig i historien.

Nå, skyderi og eksplosioner er som sagt grunden til, at jeg er vild med Gears of War, så jeg lader mig ikke aflede for meget af den slags. Denne "arkadificering" leder faktisk også til nogle af de bedste spilmomenter, selvom de dog er en smule klodset implementerede. Specifikt kan det nævnes at beslutninger under hver af vidneudtalelserne kan resultere i flere stjerner, men til gengæld vil besværliggøre det interne forhold i truppen. Særligt var der en lang ildkamp som blev afbrudt af en voldsom sandstorm, der efterfølgende blev markeret som "Declassified Testimony", som var rigtig sej.

Gears of War: Judgment

Man kan dog ikke snakke Gears uden også om at snakke om multiplayer. I Judgment bydes der således på to nye spilmuligheder, som jeg fik lov til at se lidt nærmere på. Den der havde fået den største omtale på forhånd var naturligvis Overrun, en slags blanding mellem de utroligt populære Beast og Horde, kombineret med et af 2012's største modeord "asymmetrisk multiplayer".

Her kæmper en gruppe menneskelige Cog-soldater mod en samling slimede Locusts, i fem-mod-fem opsætninger hvor det både gælder om at angribe og forsvare. Mennesker forsvarer, monstre angriber. At spille som sidstnævnte virker umiddelbart velkendt for enhver der har forsøgt sig med Beast i Gears of War 3. Skulle man falde på slagmarken vil man blive genfødt som en anden slags Locust, men gør man det virkelig godt inden det sker, tjenes der points som kan bruges til at vælge nogle af de større monstre som for eksempel Corpsers.

Gears of War: Judgment

For Cog gælder det om at holde de angribende fjender på afstand så længe det er muligt. Også her er der tale om et klassebaseret system på bedste Team Fortress-vis, men i modsætning til Locusts er der her ikke nogen klasser som skal låses op. Blandt valgmulighederne er en healer-klasse som kan kaste med ekstremt anvendelige helbreds-granater - en nyhed i Gears-universet som blandt andet leder til situationer hvor enkelte soldater på det nærmeste er udødelige.

Der er også blevet plads til en ingeniør-klasse som kan opsætte skadegivende forhindringer og kanontårne, en scout-klasse som er den eneste der kan nå op på banens højeste punkter, og naturligvis en svært bevæbnet soldat-klasse. I sine bedste øjeblikke, og disse forekommer bemærkelsesværdigt ofte, er Overrun ekstremt engagerende og føles ligesom den finpudsede oplevelse, som noget jeg gerne havde set i serien for længe siden.

Gears of War: Judgment

Langt mindre opfindsom og kompliceret er den anden nye multiplayer-mulighed, for den udgøres nemlig af en af genrens ældste gengangere, Free for All. Det er lige omtrent så simpelt som man kunne forestille sig, og hvert drab giver et point, hvorefter den der først når et forudbestemt antal points, vinder kampen. Denne del foregår i et enormt tempo, og faktisk er det hele næsten lige i overkanten. Det er et interessant koncept, der dog ikke helt passer ind i de multi-facetterede baner som serien er kendt for, da det ofte bedst betaler sig at lege Rambo og skyde så meget og hurtigt som muligt.

Når jeg til sidst forsøger at samle alle mine indtryk fra de intensive sessioner hos Epic, over et godt måltid fra Five Guys Burgers i lufthavnen, er det tydeligt at mærke, at jeg vil have mere Gears så hurtigt som muligt. I første omgang havde jeg ganske vist svært ved at forstå mange af ændringerne i singleplayer-delen, og jeg forventer at mange vil ryste i bukserne over den potentielle "casualisering" af en så kendt og vellidt serie. Jeg er dog blevet overbevist om at de mest markante forandringer, dem man finder i multiplayer-delen, også er dem jeg glæder mig mest til at udforske mere når Gears of War: Judgment udkommer til marts næste år.

Gears of War: Judgment
Gears of War: Judgment
Gears of War: Judgment

Relaterede tekster

Gears of War: JudgmentScore

Gears of War: Judgment

ANMELDELSE. Skrevet af Sebastian R. Sørensen

Lancerriflen har fået lidt kædeolie, og Sebastian har forårs-kådt savet sig gennem Gears of War: Judgment. Spiloplevelsen er vurderet her.

Gears of War-filmen får producent

Gears of War-filmen får producent

NYHED. Skrevet af Lee West

En film baseret på Gears of War-serien har været planlagt i et stykke tid uden nogensinde at komme forbi startproblemerne. Nu har New Line Cinema dog annonceret...

0
Gratis Live i denne weekend

Gratis Live i denne weekend

NYHED. Skrevet af Lee West

Microsoft åbner atter engang dørene for ivrige Xbox 360-gamere uden Gold-medlemsskab. Således bliver det gratis at spille i den kommende weekend (3.-5. maj). Ved samme...

6
Nyt DLC til Gears of War: Judgment

Nyt DLC til Gears of War: Judgment

NYHED. Skrevet af Lee West

Microsoft har annonceret et nyt DLC til Gears of War: Judgment. Navnet er Call to Arms, og det er gratis til alle med sæsonkort (d. 23. april), mens andre spillere må...

Gears og God of War-salg skuffer

Gears og God of War-salg skuffer

NYHED. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Gears of War: Judgment og God of War: Ascension - de to store platformeksklusiver til henholdsvis Xbox 360 og PS3, der udkom i marts - sælger ikke så godt som forventet....



Indlæser mere indhold