Genesis Rising: The Universal Crusade

Endelig. Jeg lader den sidste omgang gener i mit moderskib, alt imens en ny fregat udklækkes fra hendes bug. Min kæmpemæssige hjemmebase er godt udstyret med både organisk skjold og langtrækkende laserkanoner. Min radar opfanger et signal; der er fjender på vej ind i min sektor. Jeg fjerner mine blodhøstere fra den kommende slagmark, justerer de sidste gener i min nye fregat, og gør klar til kamp. Jeg er en time inde i scenariet. Før dette har jeg allerede afværget adskillige angreb og tilmed udrenset en fjendtlig base. Men mit forsvar er åbenbart ikke stærkt nok, og selvom jeg sender altødelæggende sprænghoveder efter de invaderende styrker, må jeg indse, at jeg har tabt.

Ovenstående scenarie ville nok ikke have betydet det store i et hvilket som helst andet strategispil. Men et nederlag i Genesis Rising er lig med mange tabte timer; man skal nemlig starte missionen helt forfra.

Det starter ellers så godt. Som ung general for en rumflåde, bliver jeg kastet ud i en konflikt mellem mange forskellige racer. Målet med galskaben er at finde universets hjerte. Ja, det er unægteligt noget pladder, men det er heller ikke historien, der tiltaler mig i Genesis Rising. Det er derimod de fantastiske nyskabende tiltag, som Metamorf Studios introducerer til genren.

Spillet byder på organiske rumskibe, som kan udvides med gener. Jeg har altså muligheden for selv at bestemme, hvad mine enkelte enheder skal kunne præstere på slagmarken. Ønsker jeg at skabe et hurtigt skib med kamuflage og laservåben, så er der intet der forhindrer mig. Jeg kan også udstyre en fregat med kæmpemæssige plasmakanoner; men hvis jeg bruger al pladsen på offensive våben, så vil det være en nem sag for fjenden at nedlægge skuden. Derfor skal jeg hele tiden vægte det offensive og det defensive for at skabe den perfekte kombination. Og det er lidt af en kunst i sig selv. Undervejs kan jeg købe nye gener ved hjælp af spillets fabelagtige handels-system, eller jeg kan stjæle dem fra min fjendes ødelagte rumskibe. Jagten på nye gener er som en sand skattejagt i rummet - og det er knaldhamrende god underholdning.

Og så er det i øvrigt slut med at sende sine enheder ind i kamp, pege på en enkelt fjende, og så ellers blot forvente at sejre. I Genesis Rising skal tungen holdes lige i munden, hvis man ønsker at besejre sin modstander. Missiler og andre flyvende genstande skal man nemlig selv sørge for at undvige, og mange offensive og defensive gener skal løbende aktiveres af en selv. Kæmper man i nærheden af fjendens flådestationer, så skal man nok ikke regne med at overleve særlig længe; en overflod af missiler og sprænghoveder suser ud derfra, og tilintetgør alt, der måtte være i vejen.

Men Genesis Rising er ikke blot et strategispil. Undervejs skal jeg agere diplomat og snakke med allierede og fjender ved hjælp af spillets dialogsystem. Muligheden for at være god eller ond i de enkelte dialoger har dog ikke den store indvirke på missionens udfald; for det meste følger historien kun en sti, så det er for så vidt ligegyldigt, om jeg behandler folk skidt eller godt. Ærgerligt, og spild af tid. Der var dog enkelte gange, hvor mine beslutninger havde skæbnesvangre konsekvenser; da jeg nægtede at give et relikvie til en handelsmand, som jeg lå i dialog med, var resultatet, at jeg fik rumpirater efter mig i den følgende mission.

Mine strategiske beslutninger i de enkelte missioner kan dog også have skæbnesvangre konsekvenser. Hvis jeg sælger mine rumskibes gener for at få råd til en genstand, som jeg skal bruge for at gennemføre en mission, så kan jeg hurtigt komme i knibe i den følgende mission. Mine rumskibe og gener følger nemlig med, når jeg sætter kursen mod en ny galakse og dermed en ny mission, og således kan jeg altså risikere at starte uden nogen form gener. Resultatet heraf blev, at jeg et par gange var tvunget til at spille de foregående missioner forfra.

Hvad hører jeg dig sige? Hvorfor hentede jeg ikke bare mine gemte spil, så jeg ikke skulle starte helt forfra? Jo, nu skal du bare høre. I Genesis Rising er det slet ikke muligt at gemme spillet undervejs. Og det er her, at Metamorf Studios fortjener en ordentlig øretæve. Man skal unægteligt være masokist for at finde dette tiltag særlig tiltalende. Det er muligvis til at leve med i et platformspil, hvor banerne ikke tager længere tid at gennemføre end det tager at lave en kop kaffe, men i et dybdegående strategispil, hvor visse missioner kan tage op til flere timer at klare, der er det bare ikke til at leve med. Denne fadæse har betydet, at jeg har måtte trække mange karakterer fra den endelige bedømmelse.

Derfor kære læser, synes jeg, at du skal se dig om efter et andet strategispil. I hvert fald indtil Dreamcatcher sender et lappegrej på banen, der lader dig gemme spillet hvornår du end måtte ønske det. Det er vel blot et spørgsmål om tid?