Genji: Dawn of the Samurai

I et af de seneste numre af Gamereactor blev der bragt udklip fra en læserdebat - konklusionen var "- De dårlige spil er dem med for lidt historie ...". Normalt ville jeg nok give indlæggene ret, men jeg vil dog give mit besyv med og sige, at man godt kan finde spil, hvor der rent ud sagt er for meget historie. Genji: Dawn of the Samurai, er sådan et spil.

Spillet er bygget op over en roman, som er skrevet for rundt regnet tusind år siden af en japansk adelsdame, der hed Murasaki Shikibu. En slags tidlig japansk Jane Aamund. Vi befinder os i Japan i 1150’erne. Landet regeres af Heishierne, der er en ond krigerklasse. De er stærke, fordi de er kommet i besiddelse af nogle sten, der har tilhørt krigsguden Shukenten. Disse sten har naturligvis magiske kræfter.

Stenene, Amahagane, har en lys og en mørk side, og Heishierne har måske ikke så overraskende vendt stenene mod den mørke side. Men der er heldigvis også en lille gruppe ægte aristokratiske samuraier, som kun vil bruge Amahagane i det godes tjeneste. De hedder Genjierne. Når spillet tager sin begyndelse, er vi Genji-samuraien Yoshitsune, som er landets retmæssige hersker, og som også har en Amahagane-sten.

Med regelmæssige intervaller møder man bosser, og når man har hakket dem til plukfisk, så stjæler man deres Amahagane-sten. Ved at opsøge en ret nuttet prinsesse ved navn Shizuka, kan man få stenene vendt over til den gode side.

Yoshitsune kaster sig ud i det ene noble projekt efter det andet, og undervejs bliver han venner med en kæmpestor munk ved navn Benkei. Derefter kan man skiftevis spille Yoshitsune, hvis man skal lave noget raffineret, og Benkei, hvis der bare skal råstyrke til. I øvrigt indeholder historien kidnappede prinsesser, onde Heishier, en ond gudinde til hest, fortællingen om, hvad der er sket med Yoshitsunes far, drager, en hemmelig pagt mellem Koyo og Taira-no-Koyomori (lad være med at spørge), forheksede statuer, forræderiske byboer, magiske våben osv.

Forløbet i Genji minder en helt del om tv-serien Yu-gi-oh. Du går frem i verden og passer dig selv, og så bliver du hele tiden præsenteret for nye modstandere, uden at det er motiveret af historien. Hvis du skulle være kommet i tvivl om, at de der svin, der kommer løbende mod dig med blanke våben, er ude på øretæver, så spiller spillet en lille jingle, så du ved, at der nu er slåskamp. Intensiteten af spillet bliver hæmmet af, at spillet insisterer på at give dig det fulde overblik enhver kamp, som altid er en cirkel med en diameter på ca. 20 meter, dog begrænset af naturlige forhindringer. Dette gameplay gør, at du kommer enormt langt væk fra kampens hede, og det trækker ned. Egentlig så handler spillet, set fra et gameplay-synspunkt, i helt ekstrem grad om at trykke på firkant-tasten, hak, hak, hak, hak, hvilket gør spillet meget ensformigt.

På plussiden, så får du en karakter for hver modstander, du har dræbt, og for mig er det denne karakter, der giver spillet den egentlige nydelse. Det er et kick at dræbe nogen med graden Mester eller som har højere niveau i en kamp. Og så er det også ret sjovt at hakke modstanderne midt over på kryds og tværs, hvilket man kan, når man spiller som det store brød Benkei.

Når man skal slås, så kan jeg ikke forestille mig at gøre det i smukkere omgivelser end i Genji. Kampene foregår i skovklædte bjerge, smukke templer, uhyggelige tunneler, på krogede gangbroer - hver og en smukke nok til at være med i et rejsemagasin. Jeg kan for eksempel ikke blive træt af at gå rundt i en lille by ved vejen, mens de japanske kirsebærtræer drysser deres lyserøde blade ned over mig.

Desværre kommer baggrundene til at virke ret flade, for karaktererne gør slet ikke noget indtryk på dem. Det er især påfaldende, når det store brød Benkei fileterer otte krigermunke i en zen-have, uden så meget som at skabe den mindste smule uorden i de fine mønstre i gruset.

Fjenderne falder i to grupper: de almindelige soldater, som har en tendens til primært at være et irritationsmoment i spillet, uden rigtig at udfordre; og bosser, som generelt har en tendens til at være rigtig, rigtig svære. De har det med at kunne trække nye angreb op af muleposen, som du ikke har noget forsvar mod. Til gengæld kan du tanke helse op midt under kampene, så det udligner sig til din fordel. En af de første bosser er en tiger-drage, som drillede mig ikke så lidt, da jeg skulle tæve den første gang. Den kan stange dig, den har en slange som hale, den kan bide dig, den har et sværd på hver pote, og den bakker ind i dig, hvis du går om bag den, for den har også horn i bagenden. Endelig kan den sprøjte ild og lave et lille jordskælv.

I begyndelsen er det lidt af en mundfuld, og jeg må sige, at denne tiger-drage er spillets højdepunkt. De efterfølgende bosser er stadig svære, men de er bare spader med sværd, som skal have nogle hak, hak, hak.

Genji: Dawn of the Samurai har al den historie man kan ønske sig i et spil, men spillet fortæller den så dårligt, at jeg synes, de helt skulle have ladet det ligge. Hvis Game Republic havde gjort sig lidt mere umage, så kunne dette have været Tekken med sværd, eller en afstikker til Onimusha, hvis det altså ikke havde været for det ensformige gameplay.