Geometry Wars: Galaxies

For f..... da også! Så sgu da for h......! Sådan noget forp.... møgl....!
Ja, undskyld, men jeg er bare lige lidt irriteret. Og hæng lige på et øjeblik, kære læser, mens jeg samler wiimoten op fra gulvet. Heldigvis landede den på det bløde tæppe, og inden da havde dynen i sofaen taget langt det meste af trykket, da jeg kylede den hvide controller fra mig i bar frustration. Pyha. De blå knapper lyser smukt op, når jeg trykker på knapperne, så heldigvis lever min forlængede digitale arm endnu.

Nå, hvor kom vi fra? Ah, jo; så tæt på og alligevel så langt fra. 17.000 points tror jeg, at jeg manglede. Eller det vil sige, at det nok var deromkring, for skal jeg være helt ærlig, så har jeg ingen anelse om det præcise tal. Måske var det nærmere 60.000, men det var i hvert fald tæt nok på de påkrævede otte millioner til at gøre rigtig ondt, da jeg vinkede farvel til mit sidste lille rumskib i en blændende sky af stjernestøv. Når jeg ikke aner, hvor tæt jeg reelt var på at høste guldmedaljen, så skyldes det naturligvis, at Geometry Wars: Galaxies er et af den slags spil, hvor blot den mindste uopmærksomhed har fatale konsekvenser, og derfor lærer man hurtigt at afholde sig fra at kaste alt for mange blikke op på den lille point-tæller.

For Wii-udgaven af Xbox Live Arcade-klassikeren Geometry Wars. Originalspillet er endda inkluderet ved siden af den lettere opdaterede Galaxies-udgave, men konceptet ligner stadig sig selv: Man styrer sit lille rumskib rundt på skærmen med nunchuken, mens sigtekornet og laserstrålerne styres og affyres med wiimoten mod de fremstormende fjender.

Man har ikke fløjet rundt i Geometry Wars-universet i mange minutter, før det står klokkeklart, at det er designet af spilelskere. Det grafiske udtryk er på én gang minimalistisk og overmådelig fyldigt, og det samme kan næsten siges om den bagvedliggende ide: Den er på én gang papirstynd og knivskarp. Dermed står og falder hele spillet med udførelsen. Lidet overraskende er det, at også den er mindst lige så vellykket som i Xbox-forlægget.

Geometry Wars: Galaxies fungerer på ypperste vis som en turboladet udgave af Pac-Man, hvor fjenderne myldrer frem fra hvert et hjørne, mens man febrilsk forsøger at snørkle sig rundt mellem dem, mens man rister dem med sin wiimote-styrede laserkanon. Fjenderne kan ikke skyde, men gør i stedet deres bedste for at torpedere spillerens lille rumskib, og det kræver både fingerfærdighed og overblik at manøvrere rundt om de kamikaze-inspirerede fjender. Og netop designet af fjenderne er kernen i Galaxies. De har alle deres særkender og angriber på vidt forskellige måder og i vidt forskellige mønstre. Hele tiden skal man skabe sig et overblik over sammensætningen af fjenderne på skærmen og vælge hvilke af dem, der skal destrueres først, og hvilke der kan få lov at leve lidt endnu, mens man cirkler rundt imellem de øvrige. Og når alt truer med at gå ad til helvede, skal man være hurtig nok til benytte sig af en af de tre smartbombs, som rydder skærmen for fjender.

Og tro mig, spillet vrimler med frustrerende øjeblikke, hvor man i sin iver efter at spare på de livsvigtige livliner faktisk ender med at dø. Og hvis det sker 60.000 point før, man har låst næste bane op, så er det en ganske frustrerende oplevelse, men det kan jo også være en kvalitet.

Når man rister fjenderne til stjernestøv med sin laser, skal man efterfølgende også opsamle de såkaldte geoms, som de pulveriserede fjender efterlader sig. De bruges blandt andet til at købe nye hjælpemidler, som gør udfordringen en bare en lille-bitte mere overkommelig. For eksempel kan man investere i en lille hjælpe-drone, som opsamler geoms for en, så man kan bevare fokus på de fremstormende fjender, eller man kan vælge at satse på en lille angrebsdrone, som hjælper med at sende dødbringende stråler mod fjenderne. I alt er der otte forskellige hjælpedroner, som kan købes og opgraderes på vejen gennem de mange galakser, som Galaxies byder på, og det er sjældent ligegyldigt hvilken drone, man vælger i starten af hver bane.

Styringen i Geometry Wars: Galaxies er superstram og velartikuleret, og den passer faktisk endnu bedre til spillet, end Xbox-joypaddet gjorde. Resultatet er, at det er en fryd at hive det lille klo-lignende rumskib rundt på skærmen.

Men jeg må dog også erkende, at selv om Galaxies er et underholdende bekendtskab, så er det også relativt overfladisk. Der er ikke noget galt med et simpelt gameplay, men Galaxies taber pusten, hvis det bliver spillet i alt for lang tid ad gangen. Der er for lidt nyskabelse spillet igennem, og selv de de forskellige fjender og galakser kan ikke bevare det friske udtryk i længden. Spiller man meget mere end en time ad gangen, begynder man at længes efter en pause. Men slutreplikken bliver alligevel, at hvis man kunne tænke sig at vide, hvordan det er at være en lille flue i et jernstøberi med tusinde svejsere, så er Geometry Wars: Galaxies et must. For nok møder fluen sit endeligt til sidst, men inden da lever den for vildt.