Ghost Master: The Gravenville Chronicles

Som regel får man som spiller kontrollen over helten eller "en af de gode". Det er ikke tilfældet med Ghost Master: The Gravenville Chronicles. Her bliver man sat til at kontrollere en gruppe spøgelser, hvis eneste ønske er at skræmme livet ud af de levende. Ghost Master sætter spilleren i en noget uvant situation ved at bytte om på de typiske roller. Vi skal ikke længere nedlægge monstre og redde verden. Vi skal derimod gøre den til et uhyggeligt og usikkert sted for jordens befolkning. Der er dog noget bekendt ved de mange skrækkelige genfærd - hvem sagde Ghostbusters?

Det er ikke første gang, at Ghost Master ser dagens lys. Spillet blev udgivet til PC for halvandet års tid siden, dog uden at høste den store succes. Derfor giver Empire Interactive nu spillet endnu en chance ved at konvertere det til XBOX og PS2. Der er ikke sket de store forandringer. Ud over at mellemsekvenserne er blevet flottere, så er styringen blevet konfigureret, så den passer til konsollernes controllers. Denne del af spillet fungerer udmærket. Det er ikke et problem at kontrollere begivenhederne i Ghost Master. Spillets svagheder skal findes andre steder.

Grafikken er acceptabel, men den er ikke overbevisende. Visuelt minder Ghost Master mest af alt om The Sims og de gamle Dungeon Keeper-spil. Synsvinklen er den samme, og man har ligeledes mulighed for at zoome ind og ud, samtidig med at man roterer kameraet 360°. Hver bane i spillet tager form af en bygning, og ved hjælp af den sorte og den hvide knap kan man skifte mellem etagerne, hvis det pågældende hus tillader det. Det gør det nemt at navigere sig rundt i de forskellige rum.

Det er spillerens opgave at skræmme mennesker ud af deres hjem ved hjælp af en gruppe spøgelser. Deraf titlen "Ghost Master". Hver gang det lykkedes, optager genfærdene plasma, hvilket fungerer som deres liv. Det er derfor livsnødvendigt at skræmme så mange intetanende folk som muligt. Ved at optjene nok plasma får spøgelserne også mulighed for at bruge nogle af deres voldsommere og uhyggeligere egenskaber, og på den måde er det nemmere at få de levende til at løbe skrigende ud af døren.

Ved starten af et nyt spil skal man først igennem en tutorial. Her lærer man om de forskellige spøgelser og deres styrker og svagheder. Det fungerer godt, og det tager ikke lang tid at lære. Men det hænger nok sammen med, at Ghost Master er et meget simpelt spil.

Som spiller har man flere forskellige spøgelser til rådighed. Nogle af dem skal først slippes fri, før de kan anvendes, og på den måde kommer der hele tiden flere undersåtter til samlingen. Hvert genfærd har specielle egenskaber, som skal bruges for at komme videre til det næste hus. Nogle spøgelser har den simple funktion at skræmme og overraske de levende. Andre spøgelser kan lokke godtroende mennesker ind i et bestemt rum, hvor alt er gjort klar til at skræmme dem fra vid og sans. På den måde er der mange forskellige spøgelser, og hvert genfærd har en bestemt funktion. Det er spillerens opgave at få dem til at samarbejde for at komme videre i spillet. Det er derfor, at Ghost Master: The Gravenville Chronicles hører til strategy/puzzle-genren. Spilleren bliver nødt til at se en sammenhæng mellem banerne og spøgelserne for at få succes.

Der er selvfølgelig også modstandere i Ghost Master. Umiddelbart burde en gruppe rædselsfulde spøgelser ikke have mange fjender, men det har de heldigvis. Igennem spillet bliver de mange genfærd konfronteret af hekse, medier og præster i bedste Eksorcisten-stil. Disse karakterer kan forsvare sig imod spøgelsernes mange våben, og de er derfor sværere at få til at flygte ud af huset. Spøgelserne bliver nødt til at samarbejde for at nedbryde deres tro. Man kunne forestille sig, at spilleren nu blev sat til at kontrollere begivenhederne i en nervepirrende kamp mellem det gode og det onde, men det sker desværre aldrig. I stedet skal man nøjes med at sætte flere spøgelser til at skræmme de troende på en gang, og det sker ved hjælp af et enkelt tryk på en knap. Det er en kedelig oplevelse, og det virker ikke særligt ophidsende.

Det første indtryk af spillet kunne nemt få os til at tro, at dette er endnu et forsøg på at skræmme spilleren med et uhyggeligt figurgalleri og mørke miljøer, men det er ikke tilfældet. Ghost Master: The Gravenville Chronicles lægger tværtimod vægt på de humoristiske elementer. Baggrundsmusikken og den halvgale oplæser er en parodi på 50ernes gyserklassikere, og de knirkende døre og gulvbrædder gør ingen forskel. Man venter hele tiden på, at den noget komiske stemmeskuespiller bryder ud i en vanvittig latter, og selvom de underholdende mellemsekvenser kan virke uhyggelige, så er selve spillet det bestemt ikke. Desværre er Ghost Master heller ikke sjovt. Det humoristiske slår aldrig helt igennem, og man sidder tilbage med en tom fornemmelse. Til sidst gennemfører man kun banerne for at kunne se de underholdende mellemsekvenser, og det er jo ikke meningen.

Det er en skam, at Ghost Master: The Gravenville Chronicles ikke fungerer bedre. Spillet bliver alt for hurtigt ensformigt, og man gider ikke spille det mere end et par timer. Selvom banerne bliver sværere, og der kommer nye spøgelser til, så er det grundlæggende det samme hele tiden. Det originale gameplay er et friskt pust, men det fungerer desværre ikke.