Ghost Recon

Ghost Recon har været ude til PC i et par år nu, og to udvidelser med nye baner er ligeledes blevet sendt på markedet i den mellemliggende periode. Så er det vist på høje tide at konvertere spillet til konsol, mens det stadig har noget særegent at byde på, og PS2-ejerne er de første til at opleve, hvad al postyret skyldes. Med i denne udgave er der så også blevet plads til den første udvidelse med undertitlen Desert Siege, så lidt godt kommer der da ud af at vente.

Kan vi ikke tale om det?
Året er 2008 og der er krig i Europa. Du har kontrollen over en lille gruppe soldater, der kalder sig The Ghosts, og som bliver sat ind, når al håb om diplomati er udslukt. To hold a tre personer er, hvad man tør sætte ind ad gangen, og du styrer sammensætningen af disse hold, både hvad angår mænd og våben. Efter en grundig træning er det derefter blot at gå i krig, bogstaveligt talt.

Ghost Recon er, for dem der ikke kender det, et tænkende mands FPS. Her løber man ikke rundt og skyder til højre og venstre, men tager det i stedet stille og roligt og bruger list og holdarbejde for at klare de enkelte missioner. Da man kan dræbes af et enkelt skud, er det direkte selvmord ikke at tage bestik af situationen og tænke sig kraftigt om, inden man bevæger sig inden for skudvidde af modstanderne - eller blot laver for meget larm, så man tiltrækker sig for deres opmærksomhed.

Gennem flod og ørken
Red Storm har udviklet adskillige spil af denne type - løst baseret på Tom Clancy’s romaner om anti-terrorgrupper - og flere vil måske nikke genkendende til titler som Rainbow Six, Rogue Spear og senest The Sum Of All Fears. Hvor Ghost Recon er unikt ved sammenligning er i det forhold, at spillet hovedsagligt foregår udenfor, på omfangsrige lokaliteter i bjerge og dale, skove og ørkener, flodområder, ruiner m.v. Man kan ikke gemme sig på samme måde som i de andre spil, og håndvåben er så godt som ubrugelige i langt de fleste tilfælde. I stedet er det snigskytteriflen, radaren og diverse semi-automatiske våben med kikkertsigte, som vil blive brugt mest.

Spillet indeholder heldigvis en grundig træningssektion, hvor man på The Ghosts egen base ledes gennem brugen af de forskellige våben og - ikke mindst - radaren, således at man ikke kastes hovedkulds og chanceløs ud på første mission. Radaren er lige værd at nævne, idet den nemlig ikke nøjagtigt viser, hvor fjenderne befinder sig, men blot den generelle retning, hvorfra der er bevægelse. Det kan let blive ret så nervepirrende, når et enligt skud flænser stilheden, og man ikke aner om det er en fjende eller blot det andet hold. Der er bl.a. derfor inkluderet nogle øvelser, hvor man placeres i en virkelig situation, så man lige kan nå at føle suset, inden det går løs for alvor. Disse omfatter bl.a. at man skal forsvare en stilling samt øve sig med sprængstoffer.

Selve missionerne bevæger sig lige fra simple redningsaktioner af piloter, der er styrtet ned over fjendtligt territorium til sabotage af større installationer og baser. Hvis man kan forestille sig en anti-terrorgruppe udføre det, er det sikkert med i Ghost Recon. Og ellers er det inkluderet i missionerne i udvidelsen Desert Siege, der som sagt er inkluderet i PS2-udgaven.

Den kantede camouflage
Grafikken er pæn, men bestemt ikke blandt det flotteste vi har set til PS2. Det skyldes sandsynligvis, at Ubi Soft blot har konverteret det eksisterende PC-spil, der jo efterhånden er et par år gammelt. Til gengæld har alle missionerne en utrolig god atmosfære, idet træer svajer i vinden og blade blæser om fødderne på en. Lyden af skoven og vinden er ligeledes med til at skabe stemning, og man lever sig let ind i rollen som elitesoldat, som man ligger der i vildnisset og venter. Venter på dét øjeblik, hvor en uforsigtig gidseltager vader lige ind i ens sigtekorn og bliver droppet med ét skud fra en højkalibers riffel. Din højkalibers riffel.

Disse øjeblikke er der mange af, men kun hvis man vil spille Ghost Recon på dets egne præmisser. Derfor kræver hver enkelt mission ofte mere end en time at gennemføre, hvorfor man heldigvis kan lave Quick Save/Load af sit spil undervejs. Man skal dog spille missionen færdig inden man kan gemme det på ramkortet og slukke for spillet, men muligheden for at gemme sit spil på ethvert givent tidspunkt og prøve en ny strategi er yderst velkommen, idet en fejlslagen strategi let kan slå halvdelen af holdet ihjel. "Sådan er livet", vil nogle måske så sige, men det er kun et acceptabelt udsagn, hvis ens mænd ikke bliver dræbt pga. dumme fejl.

Jeg gav dig en ordrer!
En dum fejl kunne bl.a. være, at man var naiv nok at tro, at det andet hold selv kunne finde ud af at forsvare sig uden din hjælp. Ofte lykkes det, men i ny og næ kan en holdkammerat godt gå hen og dø, fordi han pludselig insisterer på at skifte våben eller position midt i en ildkamp. Heldigvis opvejes dette faktum en anelse af, at de fjendtlige soldater til tider opfører sig lige så stupidt. Eksempelvis kan man på 200 meters afstand dræbe en terrorist, hvorefter hans sidekammerat ikke gør andet end at gå i hug. To sekunder og et skud senere, og han er ligeledes død. I virkeligheden havde han nok skyndt sig i skjul, men når nu ens egne mænd savner ordentlig AI er det da en trøst at fjenderne har samme mangel.

Man kan styre ethvert medlem af The Ghosts på ethvert givent tidspunkt, som så bliver kommandoleder for det aktuelle hold, og han kan give ordrer til både sit eget og det andet hold. Dette gøres via et kort over området, hvor man så kan plotte holdenes sti ind, samt bestemme om de skal bevæge sig derhen uden brug af ild eller i fuldt firspring med fingeren på aftrækkeren. Alternativt understøtter PS2-udgaven muligheden for blot at trykke på L3 under fremfærd med sit hold, hvorefter det andet hold bevæger sig derhen, hvor ens sigtekorn pegede, da man trykkede på knappen.

Skulle man nu have lyst til at prøve at opleve det fænomen som PC-ejerne kalder LAN-spil, så er man desværre ikke særlig heldig. Det bedst denne konsoludgave byder på er multi-player i split-screen, og kun med to spillere. Dog har man muligheden for at spille missionerne sammen i stedet for blot at erklære krig mod hinanden, men først når man allerede har gennemført missionerne i single-player. Det er ærligt talt skuffende, specielt når man ser hvordan det kan gøres i TimeSplitters 2, hvor to spillere sagtens kan gennemføre missionerne sammen, uden at det har indflydelse på spillets Story Mode og omvendt.

Uanset hvad, så har Red Storm bevist, at Ghost Recon godt kan fungere på en konsol. Styringen er glimrende, hovedsagligt fordi der ikke er tale om et hurtigt actionspil, og stemningen er genskabt til fulde. På trods af dets mangler omkring AI og multi-player er Ghost Recon stadig et fænomenalt godt spil, og det tilbyder en form for FPS, som er sjældne til konsoller. Der er således ensomt på toppen, men udsigten er uden sammenligning.