Da Dan Aykroyd i 80´erne leger med ideen om en gruppe spøgelsesjægere, er det en noget anderledes fortællling, end den vi kender i dag. Her er en gruppe spøgelsesdetektiver rejsende i tid og rum, iklædt dystre SWAT-uniformer og bevæbnet med tryllestave. Rollerne er skrevet til Dan Aykroyd, dennes kollega John Belushi, endnu en firserstjerne John Candy samt Eddie Murphy. Belushi afgår dog ved døden, John Candy takker nej, og Eddie Murphy får travlt med optagelserne til Beverly Hills Cop.
Aykroyd, der har en stor interesse for det paranormale giver dog ikke op, og allierer sig med produceren Ivan Reitman, men det står dog hurtigt klart, at budgettet ikke rækker til de store effektmæssig armbevægelser. Så rumrejser og portaler, skiftes ud med Manhattan og en nedslidt bil. Og de fire spøgelsesjægere ender med at bestå af Dan Aykroyd, Bill Murray, Harold Ramis og Ernie Hudson. Ghostbusters, og dermed en enorm kassesucces er født.
Her 25 år senere, er filmen stadig en klassiker. I mellemtiden er det blevet til en halvsølle efterfølger, nogle tegnefilm og et hav af spiludgaver, der sjældent har bevæget sig meget over en halvlunken omgang underholdning. Men nu er tiden kommet til en jubilæumsudgave af filmen på Blu-Ray, og udvikleren Terminal Reality har fået til opgave at følge denne op med en spiludgave af den karismatiske kvartet.
Det er stadig ikke med forventninger om den store magiske oplevelse, at testskiven bliver skubbet i min PlayStation 3. Kynisk indstilling til spilmatiseringer af store film er som oftest, hvad der igennem tiden har tjent nærværende anmelder bedst. Samtidig lurer tanken dog, at der trods alt, er en lille chance for en fornøjelig aften, da historien er skrevet af de oprindelige forfattere Ramis og Aykroyd, mens stort set hele Ghostbusters-holdet vender tilbage med stemmeskuespil. Jeg griber derfor min PlayStation-kontroller med en snert af forsigtig forventning.
Det klassiske "Who Are You Gonna Call"-tema drøner ud af højtalerne, og jeg går i gang med min karriere som spøgelsesjæger. Handlingen foregår i 1991, to år efter Ghostbusters II tog sin afslutning. Jeg er hyret som det femte medlem af gruppen, og det er tydeligt, at dette medlem er undværlig. Her får jeg en hurtig og vanlig sarkastisk introduktion fra Dr. Peter Venkman, der understreger, at han foretrækker ikke at kende mit navn, som andet end den nye fyr. Og efter denne varme velkomst til holdet, er det tid til vores første opgave.
Opgaven fungerer som den sædvanlige lidt kedelige introduktion til spillets mekanikker, og selvom grafikken ser ganske nydelig ud, er jeg ikke rasende imponeret. Stilen er en let karrikeret, og til tider lidt for plastikagtig tegnefilmsudgave af det kendte univers, men alligevel bliver det efter lidt spiltid tydeligt, at der er lagt en del kræfter i at genskabe Ghostbusters-holdet. Animationerne er unikke for hvert enkelt medlem, og de ligner og bevæger sig præcist som man ville forvente sig af skuespillerne, mens der er lagt en del kærlighed i omgivelserne.
Spillet byder på et trediepersons eventyr, der mest af alt minder om Gears Of War, men hvor motorsaven er skiftet ud med et vådt håndklæde. Proton-pakken på ryggen leverer de, fra filmen, så kendte stråler, der bruges til at jage og fange spøgelser. Når spøgelserne er blevet tæsket nok, er det tid til at fange dem i fælderne, hvilket på trods af den let slørede styring føles, som man kunne forestille sig sådan en stråle ville. Den kunstige intelligens fungerer upåklageligt, og selvom jeg ikke kan udstede ordrer til mine holdkammerater, føles dette aldrig som en mangel. De holder øje med mig, og jeg med dem.
Hvert spøgelse der fanges giver kontanter i kassen, og efter nogle kampe kan udstyret opgraderes, hvilket blandt andet resulterer i en mere præcis kontrol over strålerne. Alt information i spillet kan aflæses på udstyret, så skærmen er fri for unødvendige detaljer, præcis som vi kender det fra Dead Space-spillet. Heldigvis er det ikke kun den klassiske strålekamp, der leveres, det er blevet til i alt otte forskellige udgaver, hvoraf slimkasteren er den, der byder på de største forandringer. Her har du mulighed for at skyde slim på to forskellige punkter, og slimen vil så trække sig sammen og dermed give mulighed for at flytte tunge genstande, løse puzzles og selvfølgelig hive spøgelserne ned i de medbragte fælder. PKE-meteret vender også tilbage, og bruges til at finde skjulte ånder, besatte genstande og hjælp til gådeløsninger.
Efter godt en times spilletid er det blevet til et besøg i det slidte hovedkvarter, hylende morsomme telefonbeskeder, slimmonstret på hotellet, escort af Ecto-1 bilen, Walter Peck, en heftig kamp mod den gigantiske Stay Puft Marshmallow-mand og flere af de velkendte ånder.
Historien er velskrevet, herligt underholdende, og forklarer ganske godt, hvorfor vi skal gense alle de klassiske spøgelser. Heldigvis stopper eventyret ikke ved gensynet af de kendte figurer, men tilføjer et hav af nye fjender, enorme bosser og interessante lokationer. Således kommer man både forbi velkendte favoritter som biblioteket og hotellet fra den første film, men også Central Park, National Museum of History, kirkegårde, psykedeliske tidslommer, kloaksystemer og en forladt ø. Altsammen præsenteres uden det sædvanlige genbrug af semirealistike gråbrune teksturer der ofte plager denne type spil, men er i stedet fyldt med en detaljerigdom, man normalt må kigge langt efter.
Da jeg endelig ser slutteksterne rulle over skærmen, er jeg solgt: jeg har følt mig som en del af Ghostbusters-holdet, og dette har været en af de bedste rutschebaneture i spilform i lang tid. Stemningen er blevet fanget perfekt. Musikken har været lige dele klassiske Bernstein-toner fra den første film kombineret med nye velkomponerede toner. Dialogen har været mere end imponerende, og i løbet af mit otte timers eventyr, er der blevet bygget til Ghostbusters-universet med charme i en sådan grad, at dette føles som filmen, der aldrig udkom.
Selvom spillets hovedhistorie ikke rækker længere end til et par aftener foran skærmen, er der tre sværhedsgrader, og mulighed for at vende tilbage til tidligere gennemførte baner for at samle skjulte genstande, lave så meget skade som muligt, eller se hvor mange penge der kan hentes ind under jagten.
Det er også blevet tid til en flerspillermode, hvor man kan spille som heltene, mens man med tre online-venner gennemfører eventyret, eller spiller et af de seks flerspillerspil, der er inkluderet. Dette er kooperative minispil, hvor man enten forsvarer et område mod fremstormende spøgelser, overlever længst muligt, eller fanger spøgelser på tid.
Undervejs som man finder skjulte genstande, eller fotograferer spøgelser i banerne, åbnes der op for cirka en times film, der inkluderer ældre Ghostbusters-klip, men også helt nye interviews med både udvikleren og skuespillerne. Samtidig er der mere end 300 stykker artwork at beundre.
På trods af disse ekstra tiltag, kommer man ikke udenom at oplevelsen for mange, nok vil virke for kort, og ræser man igennem historien, vil der sikkert ikke være mere end seks timers underholdning at hente. Spillets største svaghed vil derfor for nogen være den forholdsvis korte hovedhistorie. For denne anmelder var det dog et godt eksempel på kvalitet fremfor kvantitet, og hver en bane bød på finpudsede detaljer, der vil glæde enhver Ghostbusters-fanatiker.
Der gemmer sig her en ganske fin spiloplevelse, også selvom du ikke er skudt i spøgelsesjægerne. Er du derimod en ægte Ghostbusters-fan, og har du de sidste mange år ønsket et gensyn med antiheltene fra filmene, er der ingen vej udenom: dette er Ghostbusters 3, med dig som medspiller.