Gitaroo Man

Jeg vil gerne være første være den første til at indrømme min skepsis, da jeg modtog dette spil. Selv om min ærede redaktør, havde sendt det med en varm anbefaling. Så virkede udsigten til en gang knaptrykning, ledsaget med japanerpop, ikke ophidsende. Men ret skal være ret, så i godt selskab satte jeg skiven i min trofaste konsol. Stor var min overraskelse, så lad det være sagt med det samme: Det har også min anbefaling.

Ulykkelig kærlighed
Nu har jeg allerede serveret konklusionen, men jeg må jo nok også hellere komme med mellemspillet, som ledte til denne. Gitaroo-man er et nyt skud på stammen, i den serie af musikspil som er kommet på det sidste. Princippet er simpelt, du skal forsøge at holde en rytme. Gør du dette godt nok, vil du få nye musikstykker og nye scenarier. Historien i Gitaroo-Man går fra at være banal, til at være mildest talt mærkværdig. Vi følger knægten U-1, han er ulykkeligt forelsket, og forsøger desperat at blive en bedre skateboarder. Herved tror han nemlig, at han kan vinde sin udkårnes hjerte. Lige lidt hjælper det dog, og han blive mere til genstand for ynk end beundring. Pludselig viser det sig dog, at han er en Gitaroo-Man. Hans hund Puma forklarer ham hans evner, og modstræbende tilpasser han sig langsomt rollen. Nu begynder så et eventyr, hvor U-1 og Puma rejser gennem verdenen, og møder forskellige musikalske udfordringer. Som historien udfolder sig, bliver det hele bare mere og mere underligt. Du kommer blandt andet til at møde en blebærende djævel, Synthesizerufo’er og en jazzspillende bi.

Vellydende guitarriffs
Hovedkampagnen er opdelt i ti kapitler, hvor du hver gang skal tage kampen op mod en eller anden skabning. Alle kampene er opdelt i tre faser. Først skal du opbygge energi. Herefter veksler det mellem angreb og forsvar. Endelig er der den afsluttende fase, hvor du skal tildele nådestødet. Fælles for alle faserne er, at du tilføjer til musikken ved at time dine tryk korrekt.

Måden dette kan gøres på varierer over to temaer. I den ene skal du, via den analoge controller, følge en linie, som bugter sig ind mod centrum. Denne linie indeholder desuden en række røde cirkler. Hver gang en af disse cirkler er over din cursor, skal du trykke på en knap. Ved at time dette rigtigt fremkommer der et guitarriff. Du skal altså sørge for, at holde linien fanget med den analoge controller. Dette samtidig med, at du timer dine knaptryk til perfektion. Denne fremgangsmåde bruges, når du samler energi, og når du angriber. Når du skal forsvare, så sker det i stedet ved, at firkanter der symboliserer keypadets fire knapper svæver ind mod midten. Så snart en af firkanterne når din cursor, så skal du trykke på den tilsvarende knap. Dette bliver besværliggjort af, at firkanterne har forskellige hastigheder, samt at der kan komme lange komplicerede serier. Alle serier følger rytmen i musikken, og du begynder hurtigt at sidde og nynne med - for selv at holde takten.

Mystiske skabninger
Musikken bliver akkompagneret af nogle meget levende billeder. Alt er i bevægelse, og bevæger sig i perfekt takt med musikken. Desuden giver baggrundene også deres bidrag til det overordnede lydbillede. Scenarierne er ligesom selve historien dybt underlige, men samtidig også meget originale. Samtidig er det hele holdt i en positiv stemning, hvilket betyder, at det er et spil, som små børn også vil få stor glæde af. Et eksempel er anden bane, hvor vores helte har fundet vej ud i en mørk skov. Stemningen er lidt truende, med lysende øjne i baggrunden. Pludselig dukker en sær skabning op, en bossanova krydsning af en bi og en jazzmusiker. Hele skoven bliver nu lys og levende; bjørne danser, frøer synger refræn og skærmen er et inferno af farver - varmt og rart. Selv om der kun er ti baner, så er sværhedsgraden stejlt stigende. Det kræver en stålfast koncentration, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at gennemføre. Samtidig er det ikke frustrerende, for det er din egen timing, og ikke spillet der er noget galt med. Derudover er de forskellige baner så divergerende, at de sagtens tåler gensyn. Lidt irriterende er det dog, at man ikke kan springe introen til banerne over. Det kan godt være lidt enerverende, at se U-1 blive til Gitaroo-Man for 127. gang.

God varieret lyd
Musikken er selvfølgelig grundpilen i Gitaroo-Man, og udføres af et - for mig - ukendt japansk band. Gennem de forskellige baner skifter genrene mellem pop, rock, techno, hip-hop, jazz med videre. Fællesnævneren er variationer over den guitar, som du er udstyret med. Dette gør alle numrene mere særegne, og det lyder faktisk ganske glimrende. Især er slutkampene godt udført. Her skal du nærmest spille duet med et andet instrument, mens musikken snørkler sig af sted. Det lyder glimrende, og du bliver suget ind i handlingen der udfolder sig. Selvfølgelig vil mere have mere, og de ti stykker musik kunne med fordel være suppleret med nogle flere. Derudover er der nogle af stemmerne, som kræver noget tilvænning. Især er hunden Puma ved at drive mig til vanvid.

Til at understøtte lydbilledet er der en god omgang skør grafik. Stilen er den klassiske naive japanske, med simple streger, store ansigter og nogle ekspressive udtryk. Der er en stor originalitet, og især er slutkampene en oplevelse. Det er virkelig nogle vilde scener der her udfolder sig. Teksturerne er som karakterne simple, men til gengæld meget kulørte. Det samlede indtryk er positivt, og grafikken danner et godt grundlag for handlingen. Dog kan der godt ske lidt for meget på skærmen til tider, og dette kan godt gå ud over din koncentration.

Kan godt anbefales
Endelig kan nævnes, at der er mulighed for at spille fire samtidig. Her kæmper man så mod hinanden, og skal på skift spille sit eget instrument, og undvige modstanderens udladninger. Dette bliver hurtigt meget intensivt, især med to ligeværdige opponenter. Generelt set, så kan jeg varmt anbefale Gitaroo-Man. Det er udfordrende både alene og sammen med andre. Sværhedsgraden er indstillet så det ikke er en walk-over, men samtidig så er det altid kun dig selv, du kan bebrejde. Både musik og grafik er godt udført, og tilpas varieret til at holde dig fanget. Selvfølgelig er der tale om et nicheprodukt, men med det sagt, så har denne niche fået en ny tilhænger.